Gid alle Jordens Kroner vare dine!
Gid alle Rigerne fra Syd til Nord
Adlød’ dit Vink, sødtsmilende Zeline!
Hvor lykkelig blev da vor usle Jord!
Da skulde Tvist og voldsom Krig ei mere
Bevugge den med dræbte Sønners Blod:
Men Freden venlig overalt regiere,
Og Roser blomstre, hvor Trophæer stod.
Da skulde Themis ikke meer beklage
Sin Støtte, sat i Dommerens Gemak;
Astræa skulde komme mild tilbage,
Ei flygte meer for Advocaters Snak;
Ei spottet Klage længer skulde lyde
Fra Hytten til dens Plyndrers gyldne Boe;
Men hver sit Arbeids Frugt, som eget, nyde,
Og mæt og munter prise Gud i Roe.
Som i Saturni gamle gyldne Dage,
Man skulde skue Flid og Dyd og Fred
Foreenede, som Gratier, at drage
Velsignelser fra blide Himle ned;
Thi du, Zeline! vilde see og skiønne
Hvad der var billigt, ret og elskeligt;
Du vilde Dyden, hvor du fandt den, lønne,
Og straffe, selv hos Granden, sveget Pligt;
Du vilde høre moderlig de Sukke,
Som fordre Ret i sultne Bønders Skrig;
Du vilde Vei til Virksomhed oplukke
For hver en god og klog vindskibelig;
Og naar en ædel, mægtig eller ikke,
Udmærkede sig flittig i sin Kreds,
Belønnede du ham med milde Blikke,
Hvori han henrykt saae dig vel tilfreds;
Og, troe mig, alle Dødelige vilde
Med Iver kappes om at see dig blid,
Og, for at skue dine Blikke milde,
Til lutter Dyd anvende deres Tid.
Vel Seclers Hær kan førsig tæmme Floder;
Men aldrig røvede den Lydighed
Fra Landets Børn mod deres sande Moder;
Kun Oprør maae Tyrannen skiælve ved.
Lad Antonin i tusind Aar regiere,
Og ingen Brutus skal fremvise sig;
O! Sammenrottelser blev’ aldrig mere,
Hvis Jorden evig blev regiert af dig!
Saa ønsker i forfængelige Drømme,
Zeline! din Tilbeders ømme Siel:
At du allene maatte Jorden dømme
Til alle hans fortrængte Brødres Held;
At alle maatte dine Vink adlyde,
Og blive saa lyksalige, som han,
Ved under din Bestyrelse at nyde
Den Fryd, hans svage Sang ei tolke kan.