„Nei! bort med Trøst! — paa denne Jord
Vi kun har Aarsag til at græde;
Saavidt som Støvets Afkom boer,
Har Ulyksalighed sit Sæde.
Den unges Spøg, den viises Roe,
Pokalens Trøst, og Elskovs Glæder,
Selv de, som mellem Dyder groe,
Er glimrende Elendigheder.
Vær viis og rig som Salomon,
Vær Mønsteret paa alle Dyder,
Din Velstand er et Kikajon,
Som kun et Øieblik dig fryder,
For visnet uformodentlig
Dig denne Sandhed ret at lære,
At ingen er saa lykkelig,
Som den, der holder op at være.
Kun Rigdom, Viisdom, Dyder ei,
O Menneske! din Fryd betrygge;
Siig, hvor er da den sikre Vei,
Som fører til en varig Lykke?
Slet ingen. Gaae hvad Vei, du vil,
Du gaaer paa kun en Død i møde;
Og hvo har viist dig Glædens Smiil
I dine Dages Aftenrøde?
Hvo sendte dig fra Gravens Bred,
Tilbage Fader eller Broder,
Som sagde, der er Salighed
Bag Dødens taagedækte Floder?
Hvo gav din Siel en Vished om,
At throne paa sin Krops Ruiner,
Og om den til Orion kom,
Den kom der ei til nye Piner?
Chaotisk Mørke skiuler dig,
Dit Liv gaaer bort i Skræk og Kummer,
Du hilste Dagens Lys med Skrig,
Dit sidste Haab er evig Slummer!“ —
Saa talte Smerten i min Barm,
Og i mit taareblendte Øie
Stod skummel, misanthropisk Harm,
Da — som en Engel fra det Høie —
Zeline, nys du spurgte mig
Med din den kielne, søde Stemme:
„Om jeg var ikke lykkelig,
Og om jeg aldrig kunde glemme
Den Sorg, som Sukke fra mit Bryst
Forraadte, som mit Øie malte?“
Og Smertens hule Tordenrøst
Zeline! taug, saasnart du talte.
Ved denne kielne, søde Lyd
Jeg glemte Skræk og Skrig og Torden,
Og ved dit Smiil saae Haab og Fryd
At spire frem igien paa Jorden.
O! dersom denne Venlighed,
Hvormed jeg, Engel, saa dig smile,
Var meer end blot Medlidenhed —
Mit Hierte skal ved Tanken hvile —
Hvis denne søde Haand, hvormed
Du trykkede min Haand, Zeline!
Blev varm af fyrig Kierlighed,
Da mine Fingre laae i dine —
Zeline, hvis du elskte mig —
Dog nei! blandt alle Dødelige
Var ingen da saa lykkelig,
Som jeg, som jeg ulykkelige!
Dog — hvis du kunde? himmelsk Lyst
Min Siel til denne Tanke binder!
O! gid den knuste dette Bryst,
Og dræbe mig, før den forsvinder!
Jo! jeg skal nyde denne heel,
Skal Tankens heele Glæde nyde,
Min elskovsfulde ømme Siel
Skal sig ved indbildt Vellyst fryde.
Og, naar du Smiile, dette liig’,
Zeline, mig vil stundom skienke,
Da skal jeg frydes, ved at tænke:
Maaskee du kunde elske mig —
Endog om mange mørke Dage
Du aldrig vil opklare mig,
Jeg denne kalde skal tilbage
Og troe dem alle denne liig’!
Og ingen heraclitisk Sang
Skal fra min Harpe mere klinge,
Til Fryd jeg skal mit Hierte tvinge
Ved Harpens Strænges muntre Klang:
Jeg dig, Zeline! smile saae,
Jeg følte dig min Haand at trykke.
Ras Himmel! lad din Lynild slaae!
Din Vrede knuser ei min Lykke.