Til Pindi stiernekronte Top,
Til Laurbærkrandsede Castale,
Skal Sangens Jubler hvirvles op
Fra Herthes blomsterklædte Dale,
Hvor Phæbus deres høie Lyd,
Med Vellyst hører dem, i Muser!
Thi min og alle Danskes Fryd
Fra Harpens gyldne Strænge bruser.
Forjag hver mørk og rædsom Skye
Apollo! fra dit lyse Sæde,
At Sorg og Harm fra Pindus flye
Og ingen Sangudinde græde;
Men smile, som den Dag, hvorpaa
Til Jordens Lyst og Frankrigs Ære
Man Verdens største Digter saae
Til Lyset bringes i Voltaire.
Hver ædel Olding glæde sig
I Christians glade Tvillingriger,
Hver Yngling fryde sig med mig,
Og smile alle Nordens Piger,
Hver synge høit paa sin Maneer
I glade Triller og Rullader,
Thi see, han qvæder ikke meer,
Som qvad de skottiske Ballader.
Kast, o Calliope! dit Blik
Til hiine gyselige Dage,
Da svøbt i Tordner de fremgik
For danske Folk paa skotsk at plage,
Da de med Luurens Turlulu
De bedste Hierner grusomt brøde,
Som ei begreb, hvorlunde nu
De Qvæder qvad, nu Døden døde.
Da flygted’ alle Muser bort,
Fra Codans skovbekrandsde Bredde
Til Pindus, lukte Templets Port,
For sig mod Overfald at redde,
Thi rasende saaes her og der
Opmuntret ved min Helts Exempel
En skottisk dansk Ballade Hær
At storme fræk mod Musers Tempel.
Men Vellyst fylder Skialdens Bryst
Til søde Toners Harmonier,
Thi Hæren svandt, og — søde Lyst!
Fem Aar nu alt dens Fyrste tier,
Og derfor Barde! til din Priis
Skal Harpens høie Hymner klinge,
Fordi du kunde stor og viis
Det Udyr i din Barm betvinge.
Held dig, at du skiøndt ung endnu
Dog slængte Luuren — ach dens Torden!
Hvormeget onde kunde du
Med den ei rettet an i Norden?
Jeg skialv, da Roms Dictator liig
Du ædelmodigen nedlagde
Din Magt — o Efterverden siig
Mon videre man Seier bragde?
Hiin stor ved Steenopfyldte Søer,
Hiin thronende paa Roms Ruiner,
Hiin kiempende mod Hydrens Kløer,
Hiin kold ved Cloes kielne Miner,
Hiin herlig ved sin Harpes Klang
Udødeligheds Kroner vinder,
Men du, fordi du ikke sang,
Blandt alle disse herligst skinner.
Thi meer end Capitolets Vagt,
Og meer end Jubas største Løve,
Meer end Sireners Tryllemagt,
Hvis Virkning mangen Helt maae prøve,
Modstod du — med en vældig Arm
Alcides fældte kun en Drage,
Men du slog i din egen Barm
O Helt! et Udyr uden Mage.
Derfor skal fierne Fremtid see
Dit Navn i andre Barders Sange,
Naar dine Qvad, som snart skal skee,
Gaae slige Digtes vante Gange;
Thi det er ei at tvivle paa,
Da du har voldt saa mange Glæde,
At skiønsom mange fleer opstaae
Og dig til Ære Hymner qvæde.
Af dit Exempel vilde lære,
At kiempe mod den slemme Last
Paa Prent kiedsommelig at være,
Og gid dog hver en Hungers Præst
For slig en Lovsang at fortiene
Gav Phæbus atter snart en Fest
Ved at forlade Hippocrene.