Naar, som vi daglig see desværre,
Den Gode, Kloge lider Nød,
Mens mangen dum og nedrig Herre
Sødt slumrer midt i Lykkens Skiød;
Naar Daarens frydefulde Stemme
Stolt dæmper Armods Klagelyd,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den Vises Suk og Daarens Fryd!
Naar sulte Bondes spildte Klage
Gienlyder fra den stolte Borg,
Hvis Eiermand, blandt gode Dage,
Forhaaner Brødres Nød og Sorg,
Og, døvende Naturens Stemme,
Ved deres Sved og Blod blir rig,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Hans Rigdom og hans Bønders Skrig!
Naar en uskyldig, dydig Kone
Miskiendes af en nedrig Mand;
Naar Strømme Taarer ei forsone
En ægteskabelig Tyran;
Naar hun sit Liv maae taus bortgræmme
Skiønt hun af ingen Brøde veed,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den lidende Uskyldighed!
Naar en troeskyldig, yndig Pige
I uerfaren Ungdoms Vaar
En af vort Kiøns Foragtelige
Uheldigviis til Elsker faaer,
Og skuffet maae tilsidst fornemme
Bagtalelsens og Kummers Braad,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den yndige Forførtes Graad!
Var ei den Saft af røde Druer,
Hvo vilde længer blive her?
Thi, hvor den Vises Øie skuer,
Det møder lutter Lidelser.
Høit lyder Undertryktes Stemme,
Forførtes Skrig fra Syd til Nord!
Og, Brødre! drikker, for at glemme
Vor hele sørgelige Jord!
