Til
Til
min Ven og Veninde Viborg
paa deres Bryllupsdag
paa deres Bryllupsdag
d. 29 Marts 1817.
d. 29 Marts 1817.
Fryd dig, hulde Par, som Livet
Smiler i dets hele Lyst,
Som dets Himmel her blev givet
Favn i Favn og Bryst ved Bryst!
Doppelt nyd i Dag din Lykke!
Venskab er din Himmelgiæst;
Og med Krandse det vil smykke,
Som sin egen, Elskovs Fest!
Seer du, hvor Naturen smiler
I en kunstig Foraarsprang;
Og hvor Kunsten til dig iler
Med Naturens Hiertesang?
Seer du, hvor nu svinder Taagen
Rundt i Nord og Øst og Vest?
Solen kysser Jorden vaagen
Paa din glade Bryllupsfest.
Seer du Blomsterne, som længe,
Hist et Blad, og her en Knop,
Sov i Vaarens dovne Senge,
Hvor de muntre nu sprang op?
Saae du nøgen her paa Jorden
Sydens Flora nære sig,
Skiøndt opelsket her i Norden? —
Det er Glæden over dig!
Seer du Liljen paa sin Stengel,
Hidtil dækt med Nattens Slør,
Stille Veemods egen Engel,
Mindre mørk og taus end før?
Hører du dens muntre Latter,
Skuer du dens Smil i Smil,
Som om en Demeters Datter
Legte med en Amors Piil?
Seer du ham, du før saae græde
Dybt i Nattens stille Skiød,
Overgiven selv af Glæde
Trodse sin bestemte Død?
Seer du ham i Dag forynge
Nannas Elskov i sit Bryst?
Hører du ham salig synge,
Som om deelte hun hans Lyst?
Sku det! hør det! føl det! hulde
Kierlighedens sieldne Par!
Nyd din hele Fryd tilfulde,
Den, som kommer, og som var!
Stille, klar, og skiøn den rinde
Giennem hele Livet hen!
Og en Ven og en Veninde
Til dets Ende deele den!