Dugperle paa Graven
(Ved Grevinde Frederiks af Reventlou, fød Grevinde
(Ved Grevinde Frederiks af Reventlou, fød Grevinde
af Schimmelmanns, Himmelfart.)
af Schimmelmanns, Himmelfart.)
Emkendorf! hvor Iulia lod stige,
Vandrende med Dyden Haand i Haand,
Fra det Væld hvor udsprang hendes Aand
Ned i Ørken Idealers Rige!
Tempel! hvor hun throner ikke meer!
Træer, hvorunder hun ei længer hviler!
Hulde Smaa, til hvem hun meer ei smiler!
Blomster som hun ikke længer seer!
Bort fra Jer det Blik nu Skialden fierner,
Hvori Smertens store Perle staaer;
Slukt er Ædelsernes Sol i Norden —
Med en evig Længsel bort fra Jorden
Op mod Himlen Øinene han slaaer.
Men, o svar mig, Maane, svarer, Stierner,
Svarer, Himle, hvorfor mørknes I?
Selv paa Kildens Bred, i Lysets Egne,
Hvad betyder, Roser, at I blegne?
Hvad betyder, Lilier, at I segne?
Trods det Hegn, som I beskiermes i?
Som om Rædsel Jer betog, I Trygge?
Som om Døden med sin store Skygge
Gik paa Melkeveien Jer forbi?
Fryder Eder! Hun er Eders vorden!
Hun tilhører ikke længer Jorden!
Tindrer! funkler! jubler! Hun opfoer,
Skiønne Himmellys, i Eders Chor! —
Stiernerne.
„Ja! vi fryded os forud alt længe,
Mens Hun langsomt steg fra Nordens Pol,
Denne Livets Haves Natviol
At modtage her i Lysets Enge;
See! men da kom Engle ned i Dands
Fra det Høies ubekiendte Toppe —
Og de bare Hende skiult i Glands
Høit, op over vore Faklers Krands,
Til det Allerhelligste deroppe.“