Hin Kaadhedens Styrer,
Som tryllende tvang
Med Strengenes Klang
Afgrundens Uhyrer,
Da spildt var hans Sang
Mod Ondskabs Forfølgen,
Opsadled paa Bølgen
En mægtig Delphin;
Og red paa den herlige
Dybenes Springer,
Som baaren paa kierlige
Himmelske Vinger,
Fiernt hen under Øe
Over brusende Søe —
Lovsyngende Kierligheds
Skabende Magt,
Natur, og din Herligheds
Straalende Pragt.
Og fremmede Zoner
Da mildere Sæder,
Og stillere Glæder,
Med Vildhedens bytted;
Og studsed, og lytted’
Til orphiske Toner.
Som han og, af Krybet
Udkastet paa Dybet,
Mod Ondskabs Forfølgen
Flugtstyrtet i Bølgen,
Jeg sadler en Hval —
Med Morgenens Smile,
Med gyldene Pile,
Med Flammer af Solen
Besøgende Polen
I Midnattens Dal.
Jeg Sneen indgyder
Den Aare som flyder,
Saa liflig og varm
I Kierligheds Barm.
I Hierternes Belte
Snart Isen skal smelte,
Naar, Harpe, din Lyst
Udbredes, og brænder —
Og luttrer, og tænder
Hver Lyttendes Bryst.
Over Field, over Dal
Med Glæde jeg iilte
Til der, hvor du hvilte,
Min Evald, og smiilte:
Til Kierligheds Zone,
Hvor, tæt ved din Throne
Som Stierner omblinkte,
Mig Muntrere vinkte
Den ledige Stol.
En frydefuld Digter,
Som Hiertets Opluen,
Ved Himlenes Skuen
I Livet, ei svigter,
Jeg throner paa Stolen
Med Farver omkrandset,
Af Toner omdandset,
I Harpernes Sal;
Og rundt omkring Polen
Er Kulden alt sval.
Min Tinding omslynger
En Ring af Violer,
Mens, Skaaler paa Skaaler,
Mit Blik mod det Høie,
Med Hende for Øie,
Jeg ofrer, og synger,
Og digter, og drømmer,
Og Kierligheds fulde
Livsalige, hulde
Begeistring udtømmer.
Ei kiender jeg Nød;
I Fortryllelsers Skiød
Ei Kummer mig tynger.
Af Sangenes Miød,
Guldklaret ved Ælde,
Hver Drik mig forynger
Berusende sød. —
Op! dandser i Fielde!
Slæng, Slave, din Byrde!
Sving om dig, o Hyrde!
Spring lystig, min Hval!
Sno rundt dig om Polen! —
O Held, at mig Livet
Paa nordiske Stene,
Trods Kulden, blev eene
Til Kierlighed givet!
Hvor fylder dig Solen
Krystalne Pokal! —
Saa glødende luer,
Saa brændende heder
Ei Guldet af Eder,
Hesperiske Druer!
Kun Miødden, hvis Vælde
Guldklares af Ælde —
Kun Evigheds Kerte
Som tænder sin Ild
I det nordiske Hierte
Saa varig, som mild —
Kun det i Odrærer,
Som Tid ei fortærer —
Kan dysse hver Kummer
I Saligheds Slummer;
Kan lindre hver Smerte,
Kan smelte hvert Savn
I Sangen, som lyder
Naar Vældet, der flyder
Af Uskyld og Dyder,
Harmonisk sig gyder
I Kierligheds Favn.