Jens Baggesen (1764–1826)

„Hvorledes og hvorlunde man,

Ved alskens Tørt i Vaadt at røre,

Med dyppet Finger, ført omkring

Paa Kryds og Tvers i frie Sving,

Vor Herre mageligen kan

Den hele Skabning eftergiøre —

Ja selv, naar det til Stykket kom,

Aldeles giøre ham den om —

Ved paa en Plads, der før var tom

En anden Verden at opføre —

Kort sagt, hvordan et nyt Genie

Med Firnis af sin Fantasie

Saaledes alt kan oversmøre,

At det seer meere gudligt ud,

End da det kom med Haar og Hud

I raa Materie fra Gud —

Og med et saadant Malerie

Ham selv, ifald Han gik forbi,

Og saae den ny Natur deri,

Til studsende Beundring røre:“

Den nye skiønne tydske Snak

(Et Æsels Spaadomsrøst skee Tak,

Der havde dog lidt meer bag Øre)

Fik sex Dagdrivere at høre,

Der sammen hver en Aften sad

Hos Mølleren i Vrøvlevad,

Og gierne giorde, hvad de gad,

Men didindtil gad intet giøre.

        De gik om Dagen lidt omkring

Og malte deres Fied i Sandet,¹

Maaskee vel og i noget andet,

Men giorde ellers ingen Ting,

Selv Kegler ei med Fingerbøller;

Om Aftnen alle sex igien

Til deres kiære Kroe gik hen,

Som holdt den nyomtalte Møller:

Et got og ærligt fælle Skind,

Der aldrig slog paa Næsen Krøller,

Undtagen naar ham mangled Vind —

Og naar en Vir, af Herremanden

Paa Godset (som han holdt for Fanden)

Fordi han havde Been i Panden)

Han havde faaet, faldt ham ind —

En stor Patron af Ølgenier,

Og deres Haandknomalerier,

Uagtet han var ganske blind.

        De sex hos ham gik ind og ud

Som sagt, for Tiden at fordrive

Med Snak om, hvordan man en Gud

Af ingen Ting vel kunde blive?

Snak, der var ingen Meening i;

Men, hvor det gaaer, dog altid noget —

Ja! for at rykke ud med Sproget,

Alt — hvad man kalder Fantasie —

Det mørke, dybe, saa at sige

Naturbedriftoprindelige,

Fuldkommen tankeløse, frie,

Kraftfulde Spil af Underlivet,

Og Kæmpegangen, der blev givet,

Med Drivten, hvert Dagdriverie.

        De skabende Naturens Gaver

Sov i de magelige Maver;

Gemytternes bestemte Hu

Var ikke vaagnet der endnu.

De følte vel, endog til Svimmel,

I deres Evne, hvis de gad,

En større Jord, en større Himmel;

Men som et større Vrøvlevad

De laae paa Fandens Hovedpude

Med de almægtige Genie,

Der end ei vidste selv, hvori

Det stak, og mindst hvortil det du’de.

        Som de nu der en Aften sad

Og pralte med, jeg veed ei hvad —

Blandt andet, med herkulske Køller,

Hvoraf de gnaved Lammekiød —

Tog lydt til Ord den blinde Møller

Ved fem og tyvende Glas Miød:

„Saa vidt jeg, kiære Venner, mærker,

Det evige Dagdriverie,

Man kalder skabende Genie,

I Fingrene jer alle værker!

Mig siger min Theologie,

Der enslags Almagt er deri,

Der blot har nødig, sig at kiende,

For hele Verden om at vende;

(Thi, skiøndt jeg nu kun holder Kroe,

Jeg har studert engang min Fibel,

Lært lidt fransk, og læst min Bibel,

Og veed omtrent, hvad man skal troe.

Jeg nys har hørt et Æsel skryde,

(Et nemlig af de meget faa,

Der kunne snakke tydsk og spaae)

Hvad jeg paa dansk jer nu vil tyde:

Og derpaa sagde ham dem alt,

Hvad vi har nyligen fortalt:

Hvor let med genialske Kræfter

Til ud i eet at smøre væk

I alleslags kulørte Træk

Man giorde Gud Naturen efter,

Ei blot, som det gemeene Speil

Med alle dens bekiendte Feil,

Men, som — ja! — som aldeles ingen

Det giøre kan, der giêr sig Tid,

Tar sig i Agt, og giør sig Fliid,

Og dermed just forderver Tingen!

„Vi,“ blev han i Begeistring ved,

„Der hidtil malte paa en Maade

„Hver paa sin Viis, men uden Baade,

„Hvad om vi lod i Hastighed

„Os selv os selv aldeles raade?

„Og, uden Agt paa Tid og Sted,

„Henmalte for vor Evighed

„Et Billed af den hele Verden,

„Hvoraf dog hidtil aabenbar

„Man kun en tusket Tegning har

„I al Picturens Hidtilsfærden).

„Et Billed, sammensat af sex,

„Som, quasi furcà, pellant ex

„Eengang for alle den creerte

„Currente, hidtil recurrerte

„Reglerede Naturens Hex,

„Der — som den gamle Grinebider

„Paa Slottet den deroppe lider,

„Og, som vor Herre den har giort —

„For ægte malende Genier

„Og blinde Møller-Fantasier

„Vil ikke sige meget stort.

„Det kommer an kun paa Kulsører,

„Som let vi her i Mængde faae,

„Da Smagens Næse, Mund, og Ører

„Og hvad itu vi ellers slaae

„Med Køllerne, vi gnave paa,

„Som Farve-Chaos os tilhører.

„Friskt Mod! Allons! Nur zu! Tirlit!

„I Fantasier uden Grimer,

„I sex Geniets Elohimer,

„I Farnientets frie Timer

„Begynder Eders Bereschit!“

        Saa talte, med ei lidt paa Panden,

Vindmølleren i Vrøvlevad —

Hver af Dagdriverne, der sad,

Og nu fik vide, hvad han gad,

Derover blev saa sieleglad,

At de gik alle fra Forstanden.

Hver fandt sig flux til Malen fød;

Og rundt om Bordet kun „Tarare!

Anch’ io son pittore!“ lød.

        Da Kunsten eengang var opdaget,

Beslutningen blev hurtig taget

I Kroen: flux at smøre væk

Alt, hvad af Mosebog de vidste,

Gud havde skabt, indtil det sidste

Naturlige Naturens Træk.

De sex paa tog sig, om at mage

Guds Arbeid paa de søgne Dage,

Hver vælgende sit Billed-Fag —

Og Mølleren blev overdraget,

At male Farverne til Faget,

Og hvile paa den sidste Dag.

        Den Mølle gik; og vel blev blandet

Med Vaadt det mangefarvte Kridt

Og Støv og Sod, og meget andet;

Thi Ræven sørgede for Vandet,

Hvoraf hver Dag der ei faldt lidt.

[ulæseligt] dyppte Fingre gik saa fage,

Som paa en Disk i øllet Sviir,

Een, to, tre, fire, fem, sex Dage,

Paa sex Ark stort Karduuspapiir.

Det gik, som i de nye Fabrikker

Af gamle lodne Trylle-Spil,

Og uldne Lamskinds-Poetikker,

Og alt det lurvede man vil.

Det gik — som, i de tydske Messer,

Den allierede Kolik —

Og, som det gaaer i vore Presser

Imod Giengangerens Kritik —

Det gik (for endelig at bruge

Det Ord, hvorpaa man vist har luurt)

Den hele Mølle-Dimmeluge

Med eet Smørvæk, som det var [ulæseligt],

        Da Verdensalter nu var færdigt,

Med alt, hvad aldrig var i Guds —

At sige, som det eene værdigt

Kan speiles af i Smuds paa Smuds —

Saaes Mølleren til hver at smile,

Med upartiske Dommerblik,

I det han lagde sig til Hvile

Sit kritisk hulde Bifaldsnik,

Men, da han saae lidt Næsehængen

Ved denne lidt vel stumme Priis,

Holdt han dem, liggende paa Sengen,

En Søndagstale denneviis:

        „See! siger jeg Jer her, trods Fanden,

„Og al hans Nid, og al hans Spot,“

(Han meente nemlig Herremanden

Der boede paa det gamle Slot,

Og vired lidt, om man skal tro’en,

Imellemstunder Møllekroen)

„See, siger jeg, hvis Dommerblikke

„Formeget Lys forfører ikke,

„Alt dette her er saare got!

„Du, Mandag, der, (saa heed den eene)

„Vel seer jeg ei hvad du har giort;

„Men, hvis det er, hvad jeg tør meene,

„Saa er det baade hvidt og sort!

„Du, Tirsdag, som min Finger mærker,

„Har Vand fra Vand behørig skilt

„I dine to Befæstningsværker,

„Det ene paa det andet stilt!

„Du, Onsdag, har, som Høsten broget,

„Udført din Vaars jeg veed ei hvad;

„Thi Spanskgrønt, Rust, og saadant noget,

„Jeg lugter paa dit Sommerblad!

„Dit Billed, Torsdag! har mig Haanden

„Med Sol og Maane giennembort,

„Som jeg mig tænker dem i Aanden:

„Som noget Smaat, og noget Stort!

„Og, Fredag, du! Mig Hovdet svimler,

„Befølende dit Malerie —

„Min Klo fornemmer, at det vrimler —

„At der er Fugl og Fisk deri!

„Men du, min Lørdag! du — den sidste,

„Den første! — begge, hvis man vil!

„Alt, hvad jeg veed, alt hvad jeg vidste,

„Til dit Berøm slaaer ikke til!

„Dit Blad mig lader lugte Kræet,

„Som ingensinde før blev skabt!

„Jeg ligger her, især i Fæet,

„Som du har malet, reent forgabt!

„I Midten føler jeg med Brynde

„Den nøgne Tvillingefigur,

„Som kroner med den Kunst, at synde,

„Din hele levende Natur!

„O Lørdag! for dig fuldt at love,

„Som jeg gad giort det ret i Mag,

„Lad i min Møllekroes Alkove

„Paa din Laurbær mig udsove

„Din Ruus paa Dommens Hviledag!“

        Saa lød — dem samtlig at husvale

Med en human, men skarp Kritik,

Der traf, og traf det paa en Prik —

Den øielukte Møllers Tale.

        Hvor vidt nu var tilfreds dermed

Enhver — det kommer ingen ved.

Han sov, da han begyndte Dommen;

Og snorked, da han endte den;

De sex ved den sov ogsaa hen;

Og uvilkaarlig af min Pen

I Søvne flyder: Vel bekomm’en!

        „Hvor usselt!“ hører jeg udraabe

Hver Blikker i min Fabels Speil,

„Hvor flaut! hvor dumt!“ og jeg vil haabe,

Min Slummer hører ikke feil —

„Naar saae man nogentid opstilled

Paa nogen Børs, i nogen Vraa,

Saa karrikaturert et Billed

Af hvad man knap i Drømme saae?

Dagdrivere, som ville drive

Naturen ud, og Kunsten ind! —

En Møller, som kan Dommer blive,

I Malerie skiøndt han er blind! —

En Genesis af lutter Aber

Der have hver sit søgne Fag,

Hvor netop den, der intet skaber

Maa hvile paa den sidste Dag! —

En Taler, der paa Sengen lover

I Søvne hver en Feil, konfuus,

Til Synden selv, og, naar han sover,

Udsover kun en andens Ruus! —

„Slaaer sligt paa mig og mine Lige

Portrættet er gudsjammerligt!“

Vil Recensenten vist nok sige —

Ifald han recenserer sligt —

Og han har Ret! Jeg selv maa klage: