Thora
Fierde Sang.
Fierde Sang.
Medens den Fromme, med Gorm og de Fyrretyve, paa Pletten
Raadslog oven i Kreds, sad dybt i den inderste Hule
Moder og Søn, fortærende trygt den hentede Madkurvs
Indhold, drikkende Rødskiægs Skaal, og, een paa den anden,
Samtlige Sækkes, ved hvers hinanden sværgende Blodhevn.
Efter en lang Strid først, af hvilken Thora det første
Blot havde hørt, mens Roller endnu sig vægrede, Mod’rens
Hevn at kiøle, forsøgende snart med Bønner, og snart med
Taarer, at røre den Grusommes Sind, blev endelig afgiort:
Livet at spare den kommende Viv tre Dage dernede.
Roller, i Haab, at den Gamle maaskee, bevæget af Thoras
Himmelske Venlighed, vilde fra Tid til anden forunde
Ham og hende sin Hevns Opsættelse, vendte tilbage;
Men fandt Vognen ei meer. Omsonst han raabte; kun Ekko
Svarte hans Raab. Som en Rasende løb i Skoven han rundt om.
Endelig fandt han den splittede Vogn. Imedens han uvis
Stred med sig selv, om han ilede did tilbage, til Havsgaard,
Eller og hid, kom løbende vildt, med Øxen i Haanden,
Moderen, efter omsonst at have ventet hans Gienkomst
Utaalmodig en temmelig Tid. Med Studsen hun fandt ham
Eene; men da hun den splittede Vogn saae ligge, begreb hun
Hurtigen alt, og beviiste ham snart, at Tænken paa Redning
Nu var nødvendig, da Thora, ham vist mistænkende, havde
Flugten taget fra Skoven til Hest. Kun dybt i vor Hule
Finde vi Sikkerhed nu! dens Indgang veed hun dog ikke!
Blev hun betænkelig ved: for alting maae vi nu Tøiet
Bringe derned; dertil har vi Tid. Her ligger en Kiste;
Tag du ved een Hank fat, jeg tar ved den anden. Han adlød
Stum; og de slæbte nu begge til Kulen det samtlige Tøi hen,
Gangen gientagende, bringende ned af Trappen med Møie
Kisten, og skoddende til den tungt nedfaldende Jernlem.
Denne var foret med Plader af Træ, bedækte med Grønsvær
Neden, som oven; og, sluttende tæt i Hvælvingens Lufthul,
Skuffed den Speiderens Blik, selv nærved, lige med Jorden,
Naar den var lukt. Et heelt Aarhundrede boede derunder
Roligen Atterkommerens Æt, nu svundet til Enken,
Grimla, berygtet, som Hex, der kun kom sielden for Dagen,
Og een eeneste Søn, den sidste blandt Brødrene, Roller.
Her nu betryggede, skiulte for hvert opledend Jordblik,
Sloge sig begge til Taals, og betænkte det kommende roligt.
Som nu allene de sad, og den Gamle Kisten og Skrinet
Havde forvart hos det øvrige Gods (thi uendelig Forraad
Var der i Hulen dernede) og dækt det fugtige Steenbord
Med Maaltidet af Thora beredt, brast Roller i Taarer
Da hun ham rakte med grinende Smiil det fyldede Sølvkruus:
Moder! Moder! dit Helvede her har offret en Himmel
Hist din usalige Søn! Bort! bort med Kruset! jeg drikker
Engelens Blod i den liflige Miød! — Du er dog og bliver
Evig en Kiellingepræst! gientog hun, evig en Rælling!
Mig, som med Smerte har baaret engang dig under mit Hierte,
Mig, som har ammet dig, mig, din Moder, vover du skamløs,
Min henrettede Mands og elleve myrdede Sønners
Morderske lydt at prise med Navn af Engel? Hvis eengang
Oftere, blot een eeneste Gang, jeg hører dig Engel
Kalde den Fiendernes Aand, ved Helvede! her med din Faders
Øxe, den tolvte, jeg kløver dig selv din trodsige Pande! —
Roller, den ulyksalige, skialv. Med uimodstaaelig
Underlig Vælde beherskede ham den rædsomme Moder.
Vant til at lystre hvert Vink af den bydende, taug han, og kyste
Bævende hendes fortærrede Haand; men midt i hans Uroe
Havde ham giort opmærksom et Ord i den truende Tale:
Nemlig de elleve Sønner. Jo meer han drak, for at døve
Stingen i Barmen, jo meere ham stod for Hovdet det Udtryk:
Elleve myrdede Sønner! kun ti han før havde hørt om.
Efter en lang Henfalden i vildt omflyvende Tanker,
Spurgte han Moderen lydt: Hvem var min ellevte Broder?
Kiendte jeg ham? — Du kiendte ham ei; dog kiendte du meere
Til ham, end selv til de øvrige ti! ham svarede Grimla;
Men, vil du lyde mit Raad, lad den Fugl flyve! du tidsnok
Faaer det at vide, min Søn, min tolvte, min eeneste! — Moder!
Moder! igientog stærkere spændt hans skiælvende Fritten:
Nei! jeg vil vide det strax: Hvem var min ellevte Broder?
Hvem har, uden at kiende ham her, jeg levende kiendt til? —
Det er en Hemmelighed, vedblev hun, meer end endnu kan
Bære, min Søn, dit umandige Bryst! bie, til du kan see det —
Bie, til du kan see Blod! og til Rællingen bliver en Roller!
Grimla! raabte han vild, og med stampende Fod, og med Øiet
Funklende, truende fast, som hun aldrig før havde seet ham,
Knyttende Haanden: hvis ei paa din Ryg mig bytted en Skovtrold,
Da du til Daaben mig bar i den blodige Grøft, du har talt om,
Hist bag Dødningetræet, saa sig (jeg bæver for intet
Uden for hvad der er dulgt) hvem var min ellevte Broder? —
Vel! du vil vide det! vel! hun svarte med Kulde: den ældste!
Men meer siger jeg ei, før med Eed du lover mig Thoras
Hoved engang paa et Fad. Beruust af Miøden, i Hiernen
Heed, og i Hiertet bespændt, han svor paa den hentede Bibel,
Som han, udpakkende nys, selv havde giemt i en mørk Krog:
Vel! ved denne! for mig, og, for dig, ved den blodige Skovdaab!
Og, for min Fader, ved Øxen jeg tog! jeg bringer dig Thoras
Hoved engang paa et Fad! Sig frem! jeg spørger dig, Moder,
Sønligen nu: Hvem var den ældste, den Ellevte? — Grimer!
Svarte hun, grinende lydt. Hvad synes dig? kiender du til ham?
Bleg, som et Lig blev Roller af Skræk; et frygterligt Lys gik
Op i hans Siæl; thi længe tilforn var sagt ham, at Grimer
Ikke var død Straadød, men hemmelig bleven forgiftet.
Lidet havde han drømt sin Broder denne sin Formand
I Havsgaarden, den troe Huuskarl, der knuuste hans Faders
Pande med Køllen, og bar paa sin Ryg til nærmeste Tingsted
Liget — om hvem han havde saa tidt hørt tale med Veemod
Thora. Det alt løb om i hans miødberuusede Hierne.
Moderen saae det, og føiede til: Ham dræbte din Engel
Efter hans Daad; det var Løn, som forskyldt! dig venter det samme;
Naar min Pande du først har kløvet. Om Grimer, min ældste,
Længe mig kiæreste Søn, jeg kunde fortælle dig meget;
Men jeg maa først see kiølet min Hevn. Kun eet vil jeg sige
Strax dig. Jeg var nærværende selv, da han bragte din Fader
Ved det fordømte Forhør. Det Syn vil Helvedes Kulild
Aldrig af Øinene brænde mig ud, da jeg midt i Forhøret,
(Hvor de, som Skiemt, paa mit Bud, forklarte det natlige Kulspil)
Saae ham giennem den stimlede Hob med Fad’ren paa Ryggen,
Uden at kiende ham, trænge sig frem for Retten, og alting
Aabenbare, forinden mit Vink ham standsede Tungen.
Roller! Roller! min yngste! nu hør, hvad Helvedes Indvold
Selv vil ryste! Jeg kommer igien! var mit og din Faders
Stikord, Grimer bekiendt, som vor Æts slægtarvede Rune;
Men mig kiendte han eene derpaa; thi han troede mig Enke.
End var Forhøret i Gang, da mig lyktes, at nærme mig vaersomt,
Og mit: Jeg kommer igien! at tilraabe ham; men i det samme
Brød man det pludselig af. — — Som end hun talede, giengialdt
Dybt i Hulen et pludseligt Slag, og: Jeg kommer igien! lød
Ovenfra, mens Roller i Hast greb Øxen, og opfoer
Larmen imøde, som nærmede sig i voxende Bulder.
Thora var det; i Spidsen af Gorms bevæbnede Skare
Steg hun af Trappen i Helvedet ned, den første, med Uskylds
Alting trodsende Mod og igiennemvandrende trende
Hvælvingers Mulm foran, indtreen i den inderste Kule,
Mat af en Lampe belyst, den Uvæbnede, Røvernes Stikord
Blot gientagende lydt. Forsteent stod Roller med Øxen
Hævet; og Grimla, som reiste sig op, sank, truffen af Lynet
I den Uskyldiges Blik, som død, tilbage paa Steenen.
Binder den Gamle! befalede høit med herskende Stemme
Thora, betragtende hende med Gru. Hun sad der, en Dødning,
Stum, blaalæbet og bleg, ei dragende mere (saa lod det)
Aande; dog bandt de paa Stand den Rædsomme Hænder og Fødder.
Dig vil jeg sikkre mig selv, vedblev hun, hæftende Blikket
Fuldt af elskende Smerte paa ham: Lad Thora dig binde,
Roller! lad andre dig ei her frelse fra Synderes Afgrund,
Fængslende dig, end din Viv! ræk Øxen mig! Øxen han rakte,
Hvilken hun hengav Gorm, modtagende Rebet, som denne,
Lykket til Surring, af Barmen fremdrog. Nedstirrende, maalløs,
Uden at røre sig, stod den Forstenede. Taallig han lod sig
Armene snøre paa Ryggen i Kryds. Ham ledende hen til
Nærmeste Bænk, og Fødderne selv uhindret hun bandt ham.
Hans er og mit Liv! vendte hun sig til det studsende Følge,
Der med Køllerne sænkede stod, adlydende hvert Vink
Af den i Helvedes Mulm end meer reen lysende Kerub.
Tænder, I Mænd, nu Lygterne her, vedblev hun, og speider,
Par og Par fordeelende jer, Rovhulen derude,
Rundt i hver Vraa randsagende hvert opsporeligt Lukke,
Hver en Krog, og hvert Hul, mens her jeg vogter de Bundne!
Gorm! tænd Lampen du selv i den nærmeste Kule ved denne!
Siden du giør, hvad jeg alt dig har sagt! Med Lygterne tændte
Spredte sig Mændene; Gorm gik ud; og i Kulen allene
Blev hos de to Skrækstumme, paa Knæ sig kastende, Thora.
Efter en kort Bøn reiste hun sig, og, uden at ændse
Grimlas synlige Død, stivt stirrende paa den forsteente
Smertelig Elskte: Jeg kommer igien! udbrød hun, min Roller,
Hører du ei? Jeg kommer igien! tal! tynger dit Hierte
Blodskyld? Uden at løfte sit Blik han svarte med Sandheds
Tonsegl: Nei! Ham omhalsende flux, og, med smilende Læber
Kyst, til den bankende Barm ham trykkende, løste nu Englen
Alle Forsteenelsens Baand. O! Thora! Jeg kommer igien nu!
Dig tør Trolden nu troe, Troldinde! Døden er Liv mig
Nu; thi din Roses den giftige Dolk er svundet i Luften,
Og du har svoret den Eed, som Hierterne binder i Troldhiem!
Du vil aldrigen dandse med Lyst paa min blodige Pande!
Det er en anden, som dræbte den Ellevte! det er en anden,
Alrun! hører du det? som har bygt Domkirken paa Runhøi!
Saa med Himmelens Fryd i hvert Blik han jublede henrykt;
Men hun forstod kun Følelsens Tegn; hvert Ord var en Gaade,
Mens han blev ved: O Thora! nu frygt ei mere min Moder!
Sig, naar hun vaagner, igien kun det Ord, som Troldene binder,
Og som i Døden mig binder til dig! Jeg haaber at villig
Nu hun vil vandre med mig, hvorhen de seirende Fiender
Føre den yderste Rest af vor Æt. Saa leve vi hisset,
Ventende dig. Herneden er dog kun Jammer og Uro.
Før end aabnede Munden til Svar den over hans Tale
Meer og meer, i et dybere Mulm, sig undrende Thora,
Kom til sig selv den Gamle, med eet. Opskuddrende, slog hun
Øiet paa Thora, der glemte sit Ord. Henstirrende længe
Stivt paa den nu først bævende Viv, udbrød hun med Kulde:
Var nærværende du, da Grimer døde paa Havsgaard? —
Ja! var Svaret. Og husker du da, vedblev hun, at spørge:
Hvad han til Afsked sagde dig der? — Jeg glemmer det aldrig
Zittrede Thora; dog tog han i Eed mig, aldrig at sige
Hvad han mig sagde, før lydt en anden i lignende Tone
Sagde det samme. Du brød dog dit Ord! udstødte den Gamle —
Ja! jeg brød det en eeneste Gang! — Naar? — Her! — Og hvorfor da? —
Rædsomme! kun for at vække din Søn! — Jeg kommer igien! blev
Grimla ved, og spørger dig end. . . Jeg kommer igien! gav
Thora til Svar — og paa ny sank hen, som truffen af Lynild,
Død paa Steenen den Bundne. Men nu kom, een efter anden,
Speiderne, Kulen opfyldende snart, tilbage. Med een Mund
Alle forsikkrede rings i samtlige Huller og Kroge
Reden, den underjordiske, reen. I en dybere Kule,
Tæt ved den forreste, laae henstablet rigeligt Forraad.
Denne havde, som Thora det bød, i Mændenes Paasyn
Gorm tillukket, og Nøglen dertil nu rakte han hende.
Men til de Tolv sig vendende nu med venlige Blikke
Talte den herlige Viv, fremkaldende blandt dem en Olding
Som hun med Agt bad mærke hvert Ord, og melde det oven.
Her modtager, I Mænd, min Tak! i det hun af Halsen
Løste sig Kiæden af Guld, den rækkende hen til den Gamle:
Seenere venter enhver, indtil den mindste, som fulgte
Hid fra jer By mig til Fods som til Hest, en skiællig Belønning.
Retten tilhører, hvad nu er forvart; begiver med Nøglen
Flux jer tilbage nu vendende hiem! Mig lader allene
Her, med min Karl, hos de to Fastbundne, hvoraf jo den eene
Neppe dog rører sig meer, og den anden, som jeg nu fuldt veed,
Er saa uskyldig, som jeg, eller I. Jeg borger med Livet,
Og med mit Eie for ham. Beretter Skovens og Hulens
Tomhed; og sørger kun for, hvis I ynde mig, at det for andre
Bliver en Himmelighed, hvad her mig Aanden befaler
At udføre med Englenes huldt beskiærmende Bistand.
Her vil en Tid lang skiult for de Levende boe, som i Graven.
Thora. Mig Gorm skal hente mit Barn, og ganske hans Troskab
Overlader imedens jeg tryg vort Eie paa Havsgaard.
Ønsker I Guds Barmhiertighed selv mod Eder og Eders,
O! saa betrygger mig her, I Mænd, til siden jeg sender
Nærmere Bud ved Gorm, et uforstyrreligt Fristed!
Dig, ærværdige Gamle, betroes her Nøglen til Hulen
Inden for denne, hvor alt er forvart. Hvis Retten og strax vil
Rydde den, kan det jo skee, foruden vor levende Grav her
Grumt at forstyrre. Det lover mig høit og helligt, I Gode,
Gud vil engang jer lønne det hist! Saa talte den Ædle,
Høilig beundret af alle, som Helgeninde med Andagt
Fast tilbedet; og Oldingen svor, med Taarer i Øie
Tagende Nøglen, at, før der kom Bud, han ingen den hengav,
Selv Domsidder i Retten, og Landværnhøvding i Brække.
Tryghed for Efterspørgsel til videre loved han hende,
Villig endog, med sin Søn at følge Gorm, for at hente
Barnet, og hvad hun sig ønskede bragt fra Gaarden i Stillhed.
Hiertelig takked ham Thora derfor; og skyndigen gik han
Ud med de Tolv, steg op af Aabningen, kaldte de andre
Sammen, og meldte dem alt, hvad Løftet til hende hans Klogskab
Ei bød dølge, befalende dem, at vende tilbage,
Hver tilsigende, naar de kom hiem, en skiællig Belønning.
Samtlige løde den Værdiges Bud, og glade ved Hulens
Tomhed og Egnens sikkrede Ro, hiemdrog de ved Maanskin,
Prisende Havsgaards herlige Viv, den hellige Thora.
Selv reed Oldingen, fulgt af sin Søn, med Gorm, til den Huldes
Bo, for om Natten endnu at hente den Lille; thi fast var
Thoras Beslutning, at blive, til Alt opklartes, i Hulen
Hos de Fortabte, hun havde forraadt. Hvem Roller og Grimla,
Hende saa nære dog, egentlig var, blev, Taage paa Taage,
Meer kun og meer indhyllet i Mulm; og Angesten selv drog
Ind i dens Hvirvel den Gysendes Frygt for Opdagelsens Rædsel.
Saa nu sad der eene de Tre steenstille, hinanden
Længe betragtende stumt i det underligt dæmrende Tusmørk,
Lampen i Hvælvingen halv, og halv en Lygte paa Gulvet
Spredte; thi Grimla var vaagnet igien af sin dødlige Dvale.
Langtid voxte Forfærdelsen, nært af den gravlige Taushed,
Skrækgienspeilet i Blik kun paa Blik. Tre natlige Gaader
Vare hinanden de, frygtende hver Opløsningens Morgen,
Her i den samlende Kule, hvor nu vi lade dem skiulte
Gysende selv for hvad kommer igien med Gorm og den Gamle.