Rude og Potte
eller
eller
Chrystalline og Charlotte.
Chrystalline og Charlotte.
(Et dramatisk Eventyr i Vindvet.)
(Et dramatisk Eventyr i Vindvet.)
Prolog.
Jeg udentvivl har drømt, hvad jeg nu vil
Fortælle Jer, I alt for Gode,
Der endnu stundom lytte til
Den lille Muses Sang og Spil,
Hvis Kunst er ikke meer i Mode:
Samtalen nemlig, som ved Juletid i Fior
Jeg hørte tydeligen Ord for Ord
(Trods Vinterstormens barske Tuden)
I Vindvet, mellem Urtepottens Flor
Og Riimfrostblomsteret paa Ruden.
Drømt, eller ei, saa vidt kan skiønne min Forstand,
Moralen, som vi jo dog alle søge
(Paa Tryk fornemmeligen) at forøge,
Er derfor ikke mindre sand.
Blomsten paa Ruden.
Du troer, at være Floras Datter, Du
Der i din Potte,
Saa got, som i din Vugge, svøbt endnu
I Sviblens Blee, reist hald paa Hu,
Dig langsomt hævende Charlotte?
Du virkelig en Blomstermøe?
Du før, om ikke just et Frøe,
Dog blot en Løg, som med uendelig Umage
Faaer foldet ud en Smule Grønt,
Der ikke synes mig endda saa saare skiønt;
Og bruger til en Hals tolv fiorten Dage,
Hvis Hoved (egentlig en simpel Knop)
Først efter andre fiorten lukker op
I en Slags Kruseduller og lidt broget
Skal endelig see ud, som noget?
Væxten i Potten.
Jeg bilder mig just ikke meget ind;
Dog troer jeg i mit stille Sind,
Saa vel, som andre grønne Poder,
At skylde Livet alle Blomstres Moder.
Men hvordan veed du der i dit fornemme Slot
Saa vel Beskeed om hvad jeg ei gad bytte
Med Dig i min beskedne Hytte
Trods al din Spot:
Om min langsomme Voxen, og hvad siden,
Ei værdt at tale meget om,
(Endskiøndt du siger, at det lader som)
Der bliver af mig lille Moer med Tiden?
Blomsten paa Ruden.
Jeg veed at det er din Biographie;
Jeg hørte den i Morges ganske stille,
Da Læreren i Blomstrerie
Forklarede dig for den Lille,
Der fandt naturligviis dit simple Grønt
Just ikke heller meget kiønt.
Væxten i Potten.
Skiøndt end, som du, jeg ikke skimrer,
Jeg vist min Moders Træk med Tiden faaer;
Men hvordan der med dig saa gaaer —
Alt bliver, troer jeg, ei til Guld, hvad glimrer.
Vel kan i Glands jeg ikke maale mig
Med Dig;
Men skiønne Søster! i din Ramme
Mig synes at du stedse blir den samme,
Mens i min Potte mærkelig
Mit simple Grønt udvikler sig.
Blomsten paa Ruden.
Det Navn af Søster, som jeg allerede
Nu hører af dig, troer jeg, anden Gang,
Maa jeg for Eftertiden mig frabede —
Naturen nægtede dig denne Rang!
Af din Udvikling der kun lidt er vorden;
Og, hvis du voxer ogsaa lidt endnu,
Du kommer dog vist ikke langt fra Jorden
Med al din Potte-Stræben, al din Hu.
Jeg derimod, der i min Ramme
Bestandigen er den selvsamme,
Jeg vorder ikke (hører du?)
Jeg er, som alt Guddommeligt, min kiære!
Paa eengang alt, og strax, hvad jeg vil være:
Et himmelsk Kiernevæsen, uden Skal,
Udsprungen af Krystaller paa Krystal!
Bevinget Hoved blot, som hver en beenløs Engel,
Jeg blomstrer uden Rod paa Luftens egen Stengel.
Men i dit Fængsel du, kun Leer i Leer,
(Naar man paa det Oprindelige seer)
Hvad troer du Løg, du Svibel, eller Bønne,
Med alle Kruseduller i det grønne,
Du her i Vinduet kan vorde meer?
Væxten i Potten.
Leer var jeg i hans Haand, som Himlen bærer;
Men det var og engang, fra Syd til Nord,
Hver ædel Væxt, som blomstrer paa hans Jord
Indtil den herligste, som al Naturen ærer;
Af Leer han danned allehaande Kar —
Og deriblandt hvad jeg i Fior kun var.
Men — hørte du hvad meer om Væxtudvikling sagde
Han, som den Lille det udlagde,
Da han beskrev mit Levnetsløb
Begyndende fra Spirens første Svøb?
Blomsten paa Ruden.
Nei! jeg vil gierne dig bekiende,
Jeg hader, som Naturgenie,
Det lærende Pedanterie,
Og jeg sov ind før al den Væv fik Ende —
Men sig mig dog engang for Spøg:
Hvad troede han da vel, der bliver af en Løg?
Væxten i Potten.
„De har jo’“ sagde han blandt andet „seet, min Søde!
Graa Krebs, dygtig Kog, omsider blive røde;
Det deilige Filet, De der om Hov’det har,
Et Nøgle Bomuldstraad for kort Tid siden var;
Af Æg, De veed jo nok, blir Haner eller Høner —
Af Svibler, seer De nu, der blive kan en Flor,
Som den, vi saae hos Gartneren i Fior,
Og iblandt andet — Tulipaner!“
Blomsten paa Ruden.
Og det paa Dig anvender du?
Nu maa jeg lee mig reent min Hals itu!
Dig Straa! du der, i knap en Kiøkkenhave,
Din Planters og din Vanders Slave!
Du eengang Flora-Rigets Perser-Chan?
Du Pottesiv! du blive Tulipan?
Hvad bryder mig hvad en Pedant, der vrøvler
Om røde Krebs, og Traad og Æg
Aldeles op og ned ad Væg,
Med Briller paa, for Askepotter snøvler?
Lad ham belære Høns og Giæs!
Græs, nok saa voxent, er og bliver Græs;
Og deraf har man nok i Leer-Physiken.
Der kommer netop ret tilpas,
Hvad hedder han, den Mand, hvis Huggen og hvis Stikken
Ei hører op, før den faaer Has
Paa det grønskollede Parnas:
Giengangeren i Danneblomstkritiken!
Nu skal du see, han gaaer dig reent forbi,
Og sandser eene mig! hvad vædde vi?
Væxten i Potten.
Kan gierne være! Jeg jo nægter ikke
Din Glands og dine himmelskiønne Træk;
Du vil, som fleer, og ham i Øiet stikke!
Blomsten paa Ruden.
Jeg trodser al Kritik, kold, klar, og kiæk.
Giengangeren.
(Til Frostblomstret, uden at see til Urtepotten.)
„Vær hilset mig i Nords krystalne Have
Hvor ak! saa let den andens Døttre døe,
Du Polens Floras underskiønne Møe
Med dine diamantne Runestave!
Hvad er imod dit spundne Perlemor
I Straaler og i Striber Sydens Flor?
Fremblomstred nogentid i Engene derude
En Gloriante paa sin Sommer-Kanapee
Saa blændende, som du paa denne Rude,
Guddommelige Vintersnee?
For i din Skiønheds Under mig at tabe
Jeg evig kunde staae for Vindvet her, og gale!“
Blomsten paa Ruden.
Nu hører du? Han skaaner i Kritik
Endog sit eget ei; dog staaer han der og leder
Forgiæves om en Feil, og tier, og tilbeder,
Imens han dig ei værdiger et Blik!
Mig hilser han Naturens Himmeldatter,
Den beste Verdensdeels vidunderskiønne Møe!
Du stakkels Siv! jeg kan ei bare mig for Latter —
Hvad siger du, der hans Kritik jo skatter?
Hvad siger du? saa tal!
Blomsten i Potten.
Han tænker ei paa Tøe.
Blomsten paa Ruden.
Deri bestaaer just mit Genie — det lænker
Opmærksomheden paa dets Glands saa fast
At den paa intet andet tænker,
Om Himlens Hvælving sank, og Firmamentet brast;
Som han, beundrede mig nylig Fruen,
Der og har for det Skiønne Sands!
Blomsten i Potten.
Bie lidt! den gode Smag end fryser her i Stuen.
Blomsten paa Ruden.
Det bør den giøre her til Lands;
Og du kan troe, den vil bestandig fryse meere;
Thi den vil sikkert rette sig
Til evig Tid fra nu af efter mig,
Til din kuldskiære Grønheds store Harme!
Blomsten i Potten.
Mig synes dog, jeg føler nu lidt Varme — — —
Men Himmel! sig, hvad fattes dig, Masør?
Du skifter Træk, dit Øie jo sig væder!
Mig synes ordentlig, du græder?
Blomsten paa Ruden.
Jeg bliver af din Snak i Hovedet lidt ør —
Hold Mund! — — — —
Hun neppe havde sagt: Hold Munden!
Før, som et lille Barn den egne Mund hun brød:
Den skiønne Chrystalline flød —
Og hele Herligheden var forsvunden.
Epilog.
For længe siden saaes ei længer mindste Spor
Af Frostens frie Blomst i Rudens Ramme,
Mens end i Gaar jeg saae i fulde Flor
I Urtepotten Tulipanen bramme.