Jens Baggesen (1764–1826)

Fornemmer du, at jeg nærmer mig dig meer og meer? at mit Legeme nu, som min Siel, endskiøndt langsommere, iler sin Elskede imøde? Banker ikke dit Hierte stærkere, naar du vender dig imod Syden? Siig mig, inderlig elskede Palmine! Føler du, at jeg kommer — føler du det med tusinde Delen af den Vellyst, hvormed jeg nærmer mig? ønsker du, at kunne flyve mig imøde, som en lille Fugl, eller som en lille Engel?

        O! du er en lille Fugl! du behøver ikke at ønske dig Vinger, Palmine! Havde du saa let kunnet svæve over Blomsterengen ved Bredden af hin himmelfavnende Søe, hvis du ikke havde været bevinget af Ungdom, Sundhed, Uskyld og Munterhed? Hvilken anden Fugl under Himmelen har fire saa deilige Vinger? Hvor let førte de dig over Engens Blomster — maatte de bringe dig ligesaa let over alle Livets Torne!

        Og, du er en lille Engel; thi du er uskyldig, from og venlig, du er Fruentimmer, og du har Vinger! O! hvis du ikke vil flyve mig imøde, saa løfte i det mindste Vingerne! flagre med dem! og lad, som du vilde flyve!

        Glem aldrig, sødeste Palmine! den himmelske Vane, saaledes at flagre med dine Arme! det er en Vane, du har endnu fra den Tid, du flagrede i Paradiis. Skal jeg fortælle dig dine Vingers Historie? Jeg vil først fortælle dig om en Kone, som heed Muus:

        Der var engang i Asien, om jeg mindes ret, en Kat, der morede sig iblandt andet med at fange Muus, ligesom Keiser Domitianus engang i sin Tid (og Nemesis endnu i vore Tider) med at fange Fluer. Om den drev dette Moerskab for vidt, eller begik en anden større Synd, som opbragte Jupiter, veed jeg ikke — men nok er det, at han i sin Forbittrelse omskabte den til en Dronning. Man paastaaer, at de fleste Dronninger vilde være bedre tiente med, at blive Katte, end de fleste Katte med at blive Dronninger — men man maatte være baade Dronning og Kat, for at bedømme denne Paastand. Denne skikkede sig ret got i sin Skiebne, og Historien fortæller, at det var den viiseste, beste og tækkeligste Dronning, Asien nogensinde har seet — paa en lille Omstændighed nær, som jeg ikke vil forbigaae, siden den er Hovedsagen i Fortællingen: Hun forlod nemlig hver Dag sin Throne midt i Raadet, og hver Nat sin Seng midt i Mørket, saasnart hun saae eller lugtede mindste Muus — for at fange den.

        Da jeg i Pausilype een, to, tre Gange til forskiellige Tider havde lagt Mærke til din Flagren med Armene, sødeste Palmine! randt denne Historie mig i Tankerne. Hun har ganske vist tilforn været en Fugl — tænkte jeg — ligesom Dronningen i Asien havde været en Kat. Jeg var meget begierlig efter en sikker Underretning herom, og spadserede fordybet i Betragtninger herover langs med Floden henud bag Pausilype. Jeg lagde mig udmattet ned i Græsset. Paa Qvisten af et lille Træe tæt ved sad en usigelig deilig lille lyseblaa Fugl — den slog sine smaae Vinger ud — „Netop som Palmine!” raabte jeg. Dette Raab forskrækkede den saa stærkt, at den isteden for at flyve, som den havde i Sinde, blev siddende. Jeg studsede. En lyseblaa Fugl — som slaaer adskillige Gange med Vingerne før den flyver — og som af Skræk bliver siddende! Det er ingen almindelig Fugl, tænkte jeg.

        „Hvor har du hiemme, lille Lyseblaa?” — „I Paradiis,” svarte den. „Altsaa i Pausilype” gientog jeg. „Nei!” svarte Fuglen. „Er der da meer end eet Paradiis til paa Jorden?” — „Ja! Gud være lovet!” blev den ved.

        Det var og et høist enfoldigt Spørgsmaal af mig; thi havde jeg tænkt mig om, saa maatte jeg have erindret mig, at der paa Jorden ere ligesaa mange Paradiser, som rene Siele — Men jeg tænkte mig ikke om; thi det var den første Gang i mit Liv, jeg var kommen i Samtale med en Fugl, og Forundringen over, at den svarte mig saa fornuftig, betog mig al Besindelse.

        „Forunderlige smukke Paradiisfugl!” — vendte jeg mig til den igien, efter at have samlet lidt mine faa overblevne Tanker sammen — „Hvorledes kommer du her? og hvad søger du imellem disse Høie?”

        „Jeg leder om min Søster” — sagde den — „Har du ikke seet en lille lyseblaa Pige, som slaaer imellem med Armene, og som staaer stille, naar hun bliver bange isteden for at løbe?” — „Palmine?” raabte jeg — „jo! tilvisse har jeg seet hende! jeg har intet i Verden seet, som hende! jeg har seet hende med mine Øine, med mit Hierte, med mit hele Væsen! Ingen kan give dig bedre Efterretning om hende, end jeg — jeg vil ogsaa sige dig, hvor hun er — jeg vil bringe dig til hende, søde Fugl! — men paa Vilkaar, at du først siger, eller synger mig alt hvad du veed om hende” —

Den sang:

„Palmine var i dette Paradiis en lille lyseblaa Fugl som jeg — ingen Fugl i den hele Have havde smækkere Vinger, og ingen fløi saa artig dermed, som hun, fra een Qvist til den anden — hun var i uophørlig Bevægelse; men fornemmelig fandt hun Fornøielse i at lege Skiul imellem Palmegrene, hvorfor hun og gemeenligen blev kaldet Palmine.

        „Saaledes legte vi sammen en Aften, og alle vi andre Fugle ledte forgieves om hende; vi hørte alle hendes Stemme; men kunde ikke finde Stedet, hvor den kom fra:

— „Sangen tabte sig i Nordlysenes Susen — og vi fandt hende ikke meer. Men vi vidste, at Palmine vilde være lykkelig i enhver Egn, og finde et Paradiis overalt; derfor sørgede vi ikke; men sang:

„Nu har jeg fortalt dig hvad jeg veed om hende”, sagde den søde Fugl — „hold nu dit Løfte, og bring mig til hende” — „Men jeg kan ikke naae dig” sagde jeg — „Jeg vil flyve ned paa din Haand” sagde Fuglen.

        Jeg strakte min Haand ud — i det den fløi ned af Qvisten — for at tage den. Haanden stødte imod Træet, ved hvis Rod jeg laae . . . . . . . og jeg vaagnede.

        Saaledes kom jeg efter i Drømme, dyrebareste Palmine! hvorfra du har den Vane at flagre med Hænderne. Derfor elsker jeg denne Vane saa meget. O! behold den altid, aflæg den aldrig ganske! Vi Dødelige ere bestemte til Flugt mod det høie — til det skiønne, det ædle, det fuldkomnere, til Himmelen! Her i Støvet komme vi rigtig nok ikke langt fra Jorden; men det er dog got at slaae de spæde Vinger lidt ud imellem, og røbe, at, om end Evnen er borte, vi dog ikke have tabt Villien. Den Evige velsigne Dig og alle Dine Dig lige Søstre med tredobbelt Evne til Flugten mod Himmelen!