Jens Baggesen (1764–1826)

Jeg spired’ frem til moden Duft;

Men langsomt i den kolde Luft

        Jeg arme spired’ frem;

Jeg blev imellem Torne fød;

Jeg alt for liden Næring nød;

Jeg leed selv paa min Moders Skiød;

Og voxte mellem Liv og Død

        I mit for kolde Hiem.

Medliden mig Apollo saae

Paa Sandet mellem Torne staae

        I Natten kold og svag;

Han brød mig af, og tog mig op,

Og aanded’ i min spæde Knop:

„Du ikke ganske visne skal!

„Kom med til min Venindes Sal

        Til Næring og til Dag!

Han bar fra Steder, hvor jeg stod,

Mig hen til hendes skiønne Fod —

        Og Foden traadte mig;

Jeg fandt dens kielne Tyngde sød,

Og ønsked’ under den min Død.

Til anden Undertræden vant

Jeg denne saa livsalig fandt,

        Og jeg var lykkelig.

Men ak! hun blikte ned, og saae

Den spæde Blomst, hun traadte paa —

        Og mildt hun tog den op,

Og bar den i sin skiønne Haand,

Og gav den meer end phoebisk Aand,

I det hun smilende udbrød:

„Jeg dig vil ikke træde død,

        „Du lille, spæde Knop!”

Hun bar mig hen omhyggelig

Til Solens Skin, og satte mig

        I qvægende Chrystal —

Hun ofte skiænkte mig et Smil,

Der, meer end Solens Straalers Ild,

Fuldmodned’ min udsprungne Knop,

Og frisked’ mine Blade op

        I Glemsel af min Qval.

Men o! det varede saa kort!

Min sidste Næringssaft svandt bort —

        Og, ak! jeg visne maae!

Jeg døer, fordi hun var saa god —

Og døer ei meer ved hendes Fod —

Jeg visner her paa Glassets Rand —

O! gruesom satte hun i Vand

        Den Blomst, hun traadde paa.