Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Min hele Krop var knap en Alen lang;
Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,
Og derfor tænker jeg den mangen Gang.
Jeg spøged’ i min ømme Moders Arme
Og sad tilhest paa bedste Faders Knæ
Og kjendte Frygt og Grublen, Sorg og Harme,
Saalidt som Penge, Græsk og Galathe.
Da syntes mig, vor Jord var meget mindre,
Men og tillige meget mindre slem;
Da saae jeg Stjernerne som Prikker tindre
Og ønskte Vinger for at fange dem.
Da saae jeg Maanen ned bag Højen glide
Og tænkte: Gid jeg var paa Højen der!
Saa kunde jeg dog rigtig faae at vide,
Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor kjøn den er!
Da saae jeg undrende Guds Sol at dale
Mod Vesten ned i Havets gyldne Skjød,
Og dog om Morgnen tidlig atter male
Den hele Himmelegn i Østen rød.
Og tænkte paa den naadige Gud Fader,
Som skabte mig og denne smukke Sol
Og alle disse Nattens Perlerader,
Som kranse Himmelbuen Pol til Pol.
Med barnlig Andagt bad min unge Læbe
Den Bøn, min fromme Moder lærte mig:
O gode Gud! o lad mig altid stræbe
At blive viis og god og lyde dig!
Saa bad jeg for min Fader og min Moder
Og for min Søster og den hele By
Og for ukjendte Konge og den Stodder,
Som gik mig krum og sukkende forbi.
De svandt, de svandt, de blide Barndoms Dage!
Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen;
Jeg kun Erindringen har nu tilbage, —
Gud! lad mig aldrig, aldrig tabe den!