Vi mødtes i en Tanke, et eneste Ord,
Og Mødet for
Pilsnart til Hjertets inderste Grund.
Vi bæved,
Vi leved,
Vi lued,
Et Øjeblik kun,
Saa var det forbi,
Et Glimt af en eneste salig Harmoni.
Vi mødtes i et eneste vidunderligt Sekund,
Og Tanken gik rundt.
Da hæved vi paa en Gang Øjnene op
I længselsfuld Higen,
I søgende Stigen. —
Vi vilde drikke
Liv af Blikke,
Vi vilde finde
Det inderst inde,
Der svandt, som det kom —
Men Luften var tom.
Vi mødtes — det var som om i det Fjerne
Vi skued en Stjerne,
Vi længe begge hemligt havde anet,
Men som vi nu saa
I Vidunderglands,
I blinkende Dans
Straalende staa.
Og Lyset brændte,
Da bort vi os vendte,
Som om vi var blændte.
Stjernen var borte,
De graa og de sorte
Skyer som altid sig Vejen baned.
Vi mødtes — og vi kunde Intet sige,
Det skjulte Rige
Svandt som det kom i et evigt Minut.
Vi selv ej vidste,
Hvordan det hændte,
Vi følte det Sidste
Stak og brændte,
Vi vidste det Første
Var et Vidunder,
Hvor Tankens Største
Bundløst bunder.
Ej kunde vi sænke
Os ned i Forening,
Ej kunde vi lænke
Den skjulte Mening.
Men vi kunde binde
Et evigt Minde,
Et evigt Minde holdt tilbage
Gjennem alle Dage.