O hvor let og rank og stolt hun svæver,
Da hun første Gang mig kom imøde!
Under hvilke Stjerner end jeg leved,
Saae jeg aldrig slig en Sol at gløde.
Sexten Vintres klare Snee jeg skued
Skinnende paa Skuldre og paa Hænder,
Sexten Somres milde Afglands lued
Glødende paa hendes Mund og Kinder.
Hun var straalende som Nattens Fakkel,
Livets Segl hun havde paa sin Pande,
Hun var rig som Ørknens Tabernakel,
Sød som Hjemmets Sprog i fjerne Lande.
Da jeg hørte hendes Stemme klinge,
Gryed frem den friske Morgentime:
Lærken saae jeg sig mod Himlen svinge,
Og jeg hørte Byens Klokker kime!