Herr Orgon døer — Man seer Frontin at trine
Paa Herresædet frem, en dum hovmodig Mine
I Øiet viser sig — han troer, at Herrestand
Bestaaer kun i Foragt imod sin Undermand,
Hans naadige Papa, som lod ham intet lære
For denne stygge Last bør Skylden eene bære,
Men hvad? — hvad siger jeg — jeg, femten vel har kiendt,
Der som Hovmestere hos Orgon have tient.
Saa har de Karle ei forstaaet hvad de skulde?
Ah! Jo! tilvisse — de forstode det til fulde,
Men de lidt sære var, og yndte ei den Skik,
At agtes lige med en simpel Domestik.
Dum blev altsaa Frontin i alle sine Dage? —
O Nei! han har jo lært at ride; kiøre, jage,
Han slaaer en dygtig Stok, han bander som en Mand,
Og kort, han veed alt det, der hører til hans Stand.
Men een Ting er især, hvorfore jeg ham priiser:
For udviist Tieneste han sig erkiendtlig viiser;
At jeg ei lyver; men det sig forholder saa,
Vor Jomfru Lisbeth til Exempel tiene maae!
Fri udi alle Ting, kan Ægteskabet ikke,
Som en saa tvungen Stand, for Herr Frontin sig skikke;
Den Lyst, som nydes ved en kiælen Kones Barm,
Den smager dobbelt sød i Kammerpigens Arm.
Men, som den lange Tiid giør, at vi ofte kiedes
Ved det, vi elsker meest, gik det og her saaledes,
En anden Lisbeth kom, meer tækkelig, meer skiøn:
Hvordan skal nu Frontin uddeele Troeskabs Løn? —
Den gamle Pastor døer, strax falder ham i Øie,
Det Middel, hvorved han sin Lisbeth skal fornøie,
Han taler Trøstens Ord, og sværger ved sin Gud:
»Den, som vil være Præst, skal tage dig til Brud.«
Det vared’ knap en Dag, at Lisbeth maatte sukke;
Erast han mælder sig for Kaldet dybt at bukke,
En vel studeret Karl, og graae i Ærlighed,
Som ønskede nu ret at nyde Roelighed. —
Han blev modtaget med en mild og venlig Mine,
Han takkede sin Gud, og troede nu at trine
I Lykkens Forgemak — Men ak! hvor slap det ud!
»Hør! vil han være Præst, saa seer han der sin Brud!«
Erast paa Lisbeth seer, hvad sielden lod sig dølge,
Naar Barslet alt for snart paa Bryllupet vil følge,
Han takker sin Patron; men legger dette til,
Jeg kun til Kaldet — ei til Pigen vies vil.
Tartuf — en anden Karl, som var lidt mindre kræsen,
Af Epicuri Hiord, skiøndt Helgen i sit Væsen,
Sig mældede herpaa, og strax for Præst blev kiend,
Thi denne Engle-Brud, af Himlen ham var sendt.
Hvor dette tildrog sig, vi ei af Fablen lære,
Saa meget kan man see, det udenlands maae være,
Hvis Jus vocandi her i slige Hænder faldt,
Da blev det sans Façon affskaffet overalt.