Formens evige Magie
(Et poetisk Spilfægterie.)
(Et poetisk Spilfægterie.)
Om Kageformen, eller selve Kagen,
Er Hovedsagen
I denne Verden, gaae vi her forbi.
Jeg bringer — (ja, jeg kommer til det samme)
Jeg bringer nemlig her en lille Ramme
Til hvad jeg skrev og kaldte Poesie
(Tidt kun en Skizze, tidt et Malerie);
Dog muligviis faaer Rammen meest Værdie,
Thi der er Form og Politur heri,
Og Form — ja, ”Formens evige Magie”
Kan sagtens stikke Hjertets Poesie.
Han, som til Dato vragede hvert Stykke,
Jeg bragte frem (fordi det eier Skygge),
Maaskee hos ham min Ramme gjør sin Lykke,
Thi jeg skal trænge den i Formen ind;
Og neppe støder det min Mesters Sind,
Hvor simpelt Stoffet er, hvoraf vi bygge.
Jeg vil den seie Prosa-Lyng oprykke,
Og, kort sagt — lave Suppe paa en Pind.
Hvad der er meest mod Poesien bister,
Geometriens yndede Magister
Matheseos, det gode gamle Skind,
I skjønne Former jeg paa Bladet rister.
Pas paa Enhver!
Trianglen ABC er givet her,
Retvinklet og paa Siderne Qvadrater;
Det, som ved disse skal bevises her,
Er, at Qvadraterne paa hvert Catheder
AC, BC (jeg nævner disse Steder)
Er’ just saa store her, som den Krabat,
Hypothenusen kalder sin Qvadrat.
Nu gaae vi da til vore Præparater.
Her allerførst, saa Tingene behage,
Vi drage en lodret Linie — den nok skal lide —
Ned til den større Side,
Og saa forlænges den endnu til K,
Da vil man finde, uden mindste Mangler,
AB-Qvadraten staae
Deelt (som AK, BK) i to Rectangler.
(Thi tvende rette Linier, man veed,
Har just det generelle,
Naar paa en tredie de staae lodret’ ned,
Saa veed man ogsaa, de er’ paralelle.)
Nu drages een fra A til G, fra C til I,
Og al Præparationen er forbi.
Ei sandt, o Mester! — true dog ei med Riset!
Nu gaae vi til Beviset.
— Vi har de to Triangler ABG
Og CBI, hos dem er Vinklen p
Liig Vinklen o, men o er liig en ret,
(Thi rette Vinkler er der i Qvadrater),
Og Vinklen r liig Vinklen r. Ei sandt?
(Thi sund Fornuft kan sige,
Hver Størrelse jo med sig selv er lige.)
Heraf man fandt,
At p plus r er liig med o plus r.
(Betragt dem nær,
Her i Figuren staae de smaae Krabater.)
Naar lige nu til begge bliver streget,
Saa bliver altid Summen ligemeget.
— Fat Mod! Nu er Beviset snart forbi,
Det alt mod Enden lider.
See Vinklen ABG liig CBI,
AB er liig BI, BG er liig BC
(I en Qvadrat er’ lige store Sider);
Derfor, saasandt som tre gjør’ altid tre
(To Sider og en Vinkel vil os lette),
Trianglen ABG vi her tør sætte
Liig CBI (og det er intet Træf).
Nu ABG er liig en halv BF
(Lidt videre vi maae),
Og CBI er liig en halv BK.
(De tvende halve passe nok saa søde,
Thi lige stort for lige stort kan møde.)
Eens er Devisor, eens er Dividenten;
Eens bliver altsaa ogsaa Qvotienten,
Og nu paa samme Vei vi siden faae:
AD er liig AK.
Nu veed man Maaden,
Snart som Pythagoras man løser Gaaden.
Men Gud skee Lov, at det er nu forbi!
Thi slige Vers er’ ikke Narrerie;
De løbe vel, som der var Intet i —
— Dog her var jo Fornuft og Form-Magie.
(Det sidste vil jeg haabe,
Og denne Form er i det mindste fri
For hvad der dæmper slemt hver Melodie:
En Mudderdraabe.)
Som sagt Fornuft og Formen, den er i,
Gjør jo at dette Digt er — Poesie.
Der seer man ”Formens evige Magie.”