Og Mand er Barnet vorden, der ved Ruinen gik,
Der er saa tomt og øde, hver Steen er revet hen;
Ungdommeligt det hæver sin Tinde høit mod Sky,
Og seer paa Markeds-Vrimlen i Odins gamle By,
Et Selskab staaer deroppe, de see sig rundt omkring;
De finde, Jord og Himmel har mange smukke Ting.
Det fyenske Land de prise, og det af Hjertets Lyst,
Det maa jo ret begeistre hver ærlig Fyenboes Bryst.
Det kan dog ingen nægte,
Der vexle Skov og Mark og Strand,
Og Hjertet der er ægte.
Selv Navnet Fyen betyder fiin,
Og vil saa meget sige,
At Fyen det er en Hauge fiin,
For hele Danmarks Rige. —
Den glade Kreds beskuer nu Egnens Herlighed;
Dog Een, hvad end de skue, seer kun sin Kjærlighed.
Hans Blik mod Syden søger, mod Østersøens Strand,
Der bygger hun, som ene gjør Fyen til Hjertets Land;
Men Lyngets sorte Banker staae om det kjære Sted,
Hvor ingen Blomster voxe for deres Kjærlighed.