Mellem Skovens Graner her
Skinner Ildens røde Skjær,
Kulsort Røg fra Hytten gaaer.
Foran Ilden Svenden staaer,
Og belyst af Træets Glød
Seer han ud halv sort, halv rød;
Han de store Masser vender,
Dybere det brænder.
Lænet til sin Løfte-Stang,
Nynner han en gammel Sang:
”Granen voxer Aar for Aar,
Altid lige grøn den staaer,
Som min Kjærlighed saa skjøn,
Altid grøn, men dunkel grøn!”
Sangen ingen Trøst ham sender,
— Dybere det brænder.