Ein stiller Friede kommt auf mich,
Weiß nicht, wie mir geschehn.
Göthe.
See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaa!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaa;
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.
I Drømme svinger Lærken sig, i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaa,
Og alle Himlens Himle jo i mit Hjerte staae;
Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst;
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke — og Aft’nen smelter bort;
— Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,
Sov sødt og drøm, I Fugle! — drøm kun I Blomster smaa!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaa!