Moder! jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind!
Græd dog ej, det maa du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer;
Men i Drømmen der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øje lukt.
Moder! seer du Englen ved min Side?
Hører du den dejlige Musik?
Se! han har to Vinger, smukke, hvide,
Dem han sikkert af Vorherre fik.
Grønt og Guult og Rødt for Øjet svæver:
Det er Blomster, Englene udstrøer.
Faaer jeg ogsaa Vinger, mens jeg lever?
Eller, Moder! faaer jeg, naar jeg døer?
Hvorfor trykker saa du mine Hænder?
Hvorfor lægger du din Kind paa min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder;
Moder! jeg vil atter være din.
Men saa maa du ikke længer sukke;
Græder du, saa græder jeg med dig.
O! jeg er saa træt! — maa Øjet lukke!
Moder! — se! — nu kysser Englen mig!
