Der er et Land, hvor store dunkle Skove
Saa tause dysse Lov paa Søens Vove;
Hvor Floden ruller over øde Sletter,
Mens Sørgepilen Mindets Krandse fletter.
Der er et Land, hvor Fuglen sidder stille
I Birkens Top og har forglemt sin Trille;
Der vil den sidde skjult og qvær saalænge,
Til Arvingen den seer til disse Enge.
Der er et Land, hvor under traadte Høie
Længst sover mangt i Sorg tillukket Øie.
Paa Graven staaer ei Blomst — det vilde være
En Brøde her, at skjærme Dødes Ære.
Der er et Land, tidt maae dets Sønner vandre
Fra Hjemmet, for at give Plads for Andre,
Der kun kan lægge frem de Adkomstbreve,
De selv med Vold i Overmagten skreve.
Der er et Land, dets Døttres Kinder blegne,
Som Liliens Snee, i disse Sorgens Egne.
Naar Skjendsels Vee til anden Qvide føies,
Da kan en Qvinde vel, som Røret, bøies.
Det Land, — engang et Hjem for store Dage,
En Vugge nu for Mismods Suk og Klage;
Saa rigt paa Mod, i tusind Farer prøvet,
Saa rigt paa Daad, ak, frugtesløst udøvet, —
Det Land, o Himmel! skal det længe lide?
Skal ei dets Sønner snart til Dyst udride?
Hvor kan du rolig lade Solen skinne
Paa Mænd i Lænker og paa skjændet Qvinde?
Der høres Brusen, som før Stormen kommer —
Skal Luften renses nu til mild Skjærsommer?
Der sees en Lysning, som naar Lynet glimter —
Er Polens Hævner Han, hvis Sværd man skimter?
Paa hviden Ganger, som en Vind, han farer,
Han løfter Haanden, see, der vore Skarer! —
O, herligt gryer Polens Morgenrøde,
Naar ei Kosciuszko længer er blandt Døde!