At glæde sig ene er inter bevendt,
Saa sage den kommer, er Glæden og endt.
Den Eenlige ikkun hendrømmer sit Liv,
Og haver ei Fryd, som han ei haver Kiv.
Og Sorgen betynger med dødende Haand
Og dobbelte Byrder den Eenliges Aand;
Nedbøiet han vandrer de møisomme Fied,
Og synker usavnet i Gravhulen ned.
Let Glæden sig nærmer, og Sorgen flyer hen,
Naar rundt om os smiler Veninde og Ven,
Hvert Øie, hver Læbe forkynde da Lyst,
Og Trofasthed taler, naar Haanden blir kryst.
Thi ville vi glade hukomme den Dag,
Som fødte uskyldig Fornøielses Lag,
Og Glæderne, dem os vort Broderbaand gav,
Skal fryde, skal qvæge os indtil vor Grav.
H. W. Abrahamson.