Glosa

        Glosa, en Digtart, der er hyppig i den ældre spanske Poesi. Den kommer op i 15. Aarh. og er en Frembringelse af den hofmandsmæssige og lærde Kunstpoesi, som er karakteristisk for den Tid; men ogsaa senere har den været meget dyrket af Spanierne, og f. Eks. Calderón anvender den gerne. G. kan lignes ved et Tema med Variationer. En mindre, oftest epigrammatisk tilspidset ell. som Tankesprog formet Strofe, mest af en anden Digter og firfodet trokæisk, tages til Udgangspunkt for en Række længere Strofer, saaledes at dens enkelte Linier i Rækkefølge forekommer som Slutningslinie i disse Variationsstrofer (Decimeformen er her den mest anvendte). For øvrigt kan Digtformen, der unægtelig indbyder til Klingklang og Skønsnak, ogsaa varieres paa anden Vis. Man har endog saa at sige opblødt ell. udtyndet hele lange Folkeromancer til G. Den tyske Romantik i 19. Aarh.’s Beg., der jo i saa meget efterabede Spanierne, forsøgte sig naturligvis ogsaa i denne Form, og en berømt Efterligning af den sp. G. er f. Eks. Tieck’s i »Kaiser Octavianus« over det af ham selv opfundne Tema, som gerne kunde kaldes Romantikkens Hovedtema: »Mondbeglänzte Zaubernacht, Die den Sinn gefangen hält, Wundervolle Märchenwelt, Steig auf in der alten Pracht«. For den danske Digtekunst har G. kun haft overordentlig lidt at betyde.