Farce

        Farce (fr., af lat. farcire ɔ: fylde, stoppe), et lille lystigt, ofte groft-komisk Teaterstykke med faa Personer. Ind under dette dram. Begreb falder tit Stykker, der ikke ligefrem bærer dette Navn, og J. L. Heiberg har i sin Afh. om Vaudevillen gjort opmærksom paa, hvor meget af F., ɔ: burlesk Komedie, der f. Eks. findes i Holberg’s Lystspil, og paa det vel ubestridelige Faktum, at den lavkomiske Genre ingenlunde udelukker digterisk Genialitet. Just det ældste kendte Eksempel paa en fr. F. hedder ikke saadan. Det er et lille Stykke »Om Knøsen og den blinde Mand«, opført i Tournai omtr. 1277. I 15. Aarh. var Benævnelsen blevet gængs, og da florerede denne Art Komedie i Frankrig, idet den dyrkedes af Broderskaber som les Enfants Sans-Souci og les Clercs de la Basoche. Den vedblev at holde sig i 16. Aarh. og helt ind i 17., og en Række Skuespillere er blevne kendte som særlige F.-Skuespillere (Farcører) med deres egen lille Skueplads, saaledes Gros-Guillaume, Guillot-Gorju, Gautier Garguille og Turlupin, alle i 16. og 1. Halvdel af 17. Aarh. F. maa man vel ogsaa kalde Molière’s ældste Smaakomedier, hvori Commedia dell’ arte’s Indflydelse er kendelig. Af de gl. fr. F., jeux des pois pilés, som de ofte kaldtes, har vi et ikke ringe Antal tilbage; de er gennemgaaende skrevne i korte Vers, der rimer to og to. Det er hyppig en ell. anden Anekdote ell. Fortælling, der er dramatiseret; i Alm. drejer det sig om ægteskabelige Rivninger, utro Koner ell. Mænd, Gavtyvepuds o. l., og Personerne er af simpel Stand. Overdreven morsomme er de som oftest langtfra, idet Forf. tit kun har lagt an paa at proppe Dialogen fuld af saa mange Platheder som vel muligt, Hentydninger dels til kønslige Forhold, dels til visse legemlige Funktioner af lavere Art, og Pryglene spiller en stor Rolle deri. Dog gives der Undtagelser, hvori et virkeligt Vid udtaler sig. om end sjælden af fineste Sort, saaledes La F. du Cuvier og især La F. de Maistre Pierre Pathelin. Man træffer en hel Del af disse F. optrykte i 19. Aarh. i Samlinger som Viollet le Duc’s Ancien Théâtre françois, E. Fournier’s Le Théâtre français avant la Renaissance, Mabille’s Choix de F. etc., Le Roux de Lincy’s og Michel’s Recueil de F. og P. Lacroix’s Recueil de F., Sotties et Moralités (se Sotties og Moraliteter). Émile Picot og Kristoffer Nyrop udgav (Paris 1880) Nouveau Recueil de F. françaises des XV. et XVI. siècles, efter en i Lyon 1619 trykt Samling, der opbevares som Unicum i det kgl. Bibliotek i Kbhvn. Og til Forelæsningsbrug har Kr. Nyrop senere givet et (autograferet) Udvalg af F., 6 i Tallet. — I 19. Aarh. har Benævnelsen F. været ikke lidet benyttet, saaledes ved mange af de Stykker, der hører til Palais-Royal-Teatrets kaade Repertoire, og ypperlige F. skyldes f. Eks. Labiche og Meilhac. Som disses Efterlignere har navnlig Erik Bøgh og Adolf Recke skrevet danske F.