Fabliau
Fabliau [fa’blio] eller korrektere fableau [fa’blo] er en Afledning af Ordet fable og bruges som Fællesbenævnelse for de versificerede lystige Fortællinger i den oldfranske Litt. Denne Digtart havde særlig hjemme i de nordlige Provinser (Pikardiet), og som dens Blomstringstid kan sættes 13. Aarh. — den ældste overleverede f. er skrevet 1159, de yngste er forfattede omkr. 1330. Meget tyder paa, at f.-Litteraturen har været overordentlig rig, men den er kun naaet til os i en temmelig ufuldstændig Skikkelse, idet der kun er bevaret omtr. 140 Digte; disse er dog tilstrækkelige til at give os de nødvendige Oplysninger om hele Arten. f. er sjælden moralsk, i Alm. frivol, hyppig overordentlig obscøn; den har altid til Formaal at fremkalde Latter, og Latteren gaar især ud over les vilains (Almuesfolk), over Præsterne og Munkene og over Kvinderne, der alle skæres over een Kam og fremstilles som i højeste Grad løgnagtige, utro og utugtige. Galante Eventyr af den groveste Art danner Hovedindholdet af f.-Litteraturen, men vi træffer ogsaa vittige Anekdoter og harmløse Smaafortællinger, om hvis Oprindelse Meningerne endnu er meget delte; desuden findes adskillige Virkelighedsskildringer af Datidens daglige Liv, hvilket giver den hele Digtart en betydelig kulturhistorisk Værdi. Som næsten hele den øvrige fr. middelalderlige Litt. blev ogsaa f.-Digtningen tidlig efterlignet ell. oversat i andre Lande, særlig Italien, England og Tyskland, og baade Boccaccio og Chaucer har gentagne Gange benyttet fr. Forbilleder til deres Noveller. (Litt.: Recueil général des f. des XIII et XIVe siècles [udg. af A. de Montaiglon og G. og G. Raynaud, 6 Bd, Paris 1872–90]; Joseph Bédier, Les f. [Paris 1893]).