Assonans

        Assonans betegner Gentagelse af den samme Lyd (Vokal ell. Diftong) inden for en ell. fl. Sprogtakter som f. Eks. i flg. Verslinie: »Tout m’afflige et me nuit et conspire à me nuire«. A. kan optræde baade i Prosa og Poesi og her saavel i Versets Indre som i de udlydende Stavelser. I indskrænket Bet. anvendes A. om de for et moderne Øre ufuldkomne Rim, der blot kræver Overensstemmelse mellem Ordenes betonede Vokaler (Vokalrim). Denne Rimform anvendtes meget i Middelalderen og findes endnu, dog fortrinsvis i Digte af folkelig Art og Oprindelse; den forekommer sporadisk i dansk Folkevisedigtning (Raad—Kaar, fare—skade, hænge—brænde o. s. v.), kan ogsaa eftervises i Tysk, men maa dog betegnes som særlig ejendommelig for de romanske Sprog, hvor den finder en udstrakt Anvendelse i portug. og sp. Romancedigtning. I Frankrig benyttedes A. i den middelalderlige Digtning; i alle de ældste chansons de geste forekommer saaledes kun Vokalrim (i den 20. Strofe af Rolandskvadet assonerer Charles—marche—message—parastre—faire—saive); men fra Beg. af 13. Aarh. fortrængtes Vokalrimene af Helrim (boire—foire). De gamle Vokalrim, der endnu træffes i mange Folkeviser, er i den nyere Tid blevne benyttede i Kunstdigtningen, særlig af Symbolisterne. Nogen bestemt Grænse kan i øvrigt ifølge Sagens Natur ikke drages imellem de to Slags Rim; loi—foi ell. Dieu—lieu kan betegnes baade som Vokalrim og Helrim.