Anapæst

        Anapæst (gr.), en Versefod, der hos de gamle bestod af to korte Stavelser, efterfulgte af en lang (⏑ ⏒ –). Den anvendtes fortrinsvis som Marchrytme (saaledes allerede hos Tyrtaios) og var derfor staaende i den attiske Tragedie ved Korets Indtræden ell. Udgang. I Tragedien bruges A. fortløbende (dog to og to nærmere sammenhørende) i længere Perioder, der afsluttes med en saakaldt paroemiacus (⏑ ⏑ – ⏑ ⏑ – | ⏑ ⏑ – ⏒: anapæstiske Systemer); i Komedien er Tetrametret (⏑ ⏑ – ⏑ ⏑ – | ⏑ ⏑ – ⏑ ⏑ – | ⏑ ⏑ – ⏑ ⏑ – | ⏑ ⏑ – ⏒) alm. i Parabasen (s. d.). I Stedet for A. kan indtræde Spondeen (– –) og Daktylen (– ⏑ ⏑), dog med visse Indskrænkninger. I den danske Verslære forstaas ved A. en Fod, der bestaar af to ubetonede og en betonet Stavelse (⏑⏑–). A. forekommer meget alm. i danske Vers, men sjælden ren, i Reglen blandet med Jamber. Berømt er dens Anvendelse i Heiberg’s »En Sjæl efter Døden« i 3. Akt. (Beg. af Samtalen mellem Sjælen og Mefistofeles); i fuldstændig Renhed ses den f. Eks. af Drachmann’s:

        Naar den svindende Sol med et bristende Skær

        af de Roser, der falme, den Flora, som dør,

        paa sin møjsomme Vandring er Vejgrænsen nær,

        se, da løfter et stakket Minut den sit Slør.¹

        Blandet med Jamber forekommer den i fl. af de almindeligste Strofeformer, f. Eks. i Chr. Winther’s »Ved Toldboden steg en Matros i Land« (⏑ – ⏑ ⏑ – ⏑ ⏑ – ⏑ –).