Voltaire (1694–1778)

Voltaire [vål’tæ.r], François Marie Arouet de , berømt fransk Forfatter, f. i Paris 21. Novbr 1694, d. smst. 30. Maj 1778. V. var Søn af en anset Notar og Finansmand og blev næppe 10 Aar gammel sat i Jesuiterskolen Louis-le-Grand , hvor han fremfor alt lærte Latin og stiftede fine Bekendtskaber og Venskaber, der tiltalte hans Trang til at leve med i det fri og glade Selskab. 1710 begyndte han ifølge Faderens Ønske at studere Jura, men havde allerede faaet Smag for Skønaandernes ubundne Tilværelse og sluttede sig til Le Temple ’s Kreds af muntre og fritænkeriske Libertinere. For dem skrev han sine første digteriske Forsøg og udviklede sine satiriske Anlæg. Faderen holdt ikke af, at hans Udvikling tog denne Retning, og sendte ham bort fra Paris; han blev Page hos den franske Gesandt i Haag, Marquis de Châteauneuf, men kaldtes atter hjem af Faderen, da han havde indladt sig i en Elskovsforbindelse, og ansattes som Skriver paa et Notarkontor. Alligevel vilde han ikke afstaa fra sin digteriske Tragten; en fornem Velynder satte ham i Stand til at bryde med Faderen. Et Par satiriske Digte af ham kom i Omløb og paadrog ham Regentens Unaade; i Maj 1716 forvistes han fra Paris, et Aar efter kastedes han endog i Bastillen, hvor han maatte sidde elleve Maaneder. Her havde han Tid til at tænke over sin Skæbne og sine Planer, og her omarbejdede han sin første Tragedie Ædipe for Scenen, hvorefter den i Slutningen af 1718 opførtes og vandt stort Bifald; den er endnu væsentlig i Corneille’s Stil, men gjorde Lykke ved sine glimrende Vers og sin rationalistiske Aand. I Stykkets Dedikation til Regentens Moder undertegner han sig første Gang Arouet de V., sandsynligvis kaldende sig saaledes efter et ham tilhørende Gods, Veautaire. I Bastillen havde han ligeledes paabegyndt sit store Nationalepos La Henriade i 10 Sange, der dog først afsluttedes 1723 og efter megen Forhaandsreklame ved Oplæsning rundt paa Herresæder og Slotte tryktes hemmeligt i Rouen. V.’s Samtidige saa i dette Digt et Sidestykke til Oldtidens Iliade og Æneïde; men i denne retoriske Skildring af Henrik III’s og Henrik IV’s Bedrifter, af hvilke navnlig den sidste berømmes i de klangfuldeste Vers, brød Digteren sig mindre om at skabe Handling og Poesi end om at forfægte sine religiøse og politiske Ideer, at angribe den konfessionelle Fanatisme og Aristokratiets Særrettigheder, at lovprise Borgerfrihed og Religionstolerance. Værket udgaves paa ny i London 1728, denne Gang med Tilsætning af Forherligelse af det engelske Regeringssystem. Tidlig vænnet til Omgang med rige og fornemme Folk og til Indsigt i Pengenes store Betydning, gav V. sig allerede nu til at spekulere og at lægge Grunden til den store Formue, han siden samlede sig, og som gjorde ham mere uafhængig, mere materielt og praktisk overlegen end nogen anden Skribent. Med sin kloge Forretningssans var han alle Vegne om sig, stræbte ufortrøden at erhverve og tilegne sig Kundskab og Indflydelse. 1722 foretog han en Rejse til Holland og Belgien, opsøgte i Bryssel den forviste Digter J. B. Rousseau, med hvem han indgik varigt Fjendskab, og lærte i Haag den republikanske Regeringsform at kende. 1724 udgav han en ny Tragedie Mariamne , mislykket saavel som to andre Dramaer fra samme Tid, L’indiscret og Artémire . Imidlertid fik han snart at føle, at han kun var en Spurv i Tranedans, naar han tillod sig at være fortrolig næsvis eller satirisk ondskabsfuld i det aristokratiske Selskab, han yndede at søge. 1725 lod et fornærmet Medlem af Familien Rohan ham traktere med Stokkeprygl; hans Velynder, Hertugen af Sully, uden for hvis Hus det skete, tog sig kun et billigt Grin derover, og da V. var dristig nok til at udfordre sin Avindsmand, fik den forargede Familie ham til Straf anbragt i Bastillen, hvor han paa ny maatte kukkelure fem Maaneder, og hvorfra han kun slap løs paa Betingelse af, at han forlod Frankrig. 1726—29 tog han da Ophold i England, hvor han styrkedes i alle sine frisindede Ideer og Planer. Her lærte han den engelske Litteratur at kende, Shakespeare og Milton, og smigredes i sin Skribentforfængelighed ved at se, hvorledes engelske Forfattere og Tænkere ophøjedes og hædredes. Endnu stærkere Indtryk fik han af Videnskabens Udvikling, af Newton og Locke, af systematisk Tænkning, af Fornuftens metodiske Fremskridtsarbejde. England blev for ham Frihedens og Borgervellets Land, hvor Handel og Industri blomstrede, hvor Religionen ikke var Tvang, hvor Tvivl og Kritik udviklede sig uhindret i Modsætning til al usund og obskur Kirkekonfession. Da han 1729 fik Lov at vende hjem fra England, hvor han kun 1726 havde forfattet et Essai sur la poétique épique , var han rigt rustet og kamplysten, ladet med Energi, en begejstret Rationalist, en troende Frihedsapostel. Han udfoldede fra nu af en rastløs Skribentvirksomhed. 1730 udgav han sin berømte Histoire de Charles XII, roi de Suède . Hans Interesse for Svenskekongen var oprindelig vakt ved Eventyrglansen, Slagtummelen, den romantiske Vildskab i dette omstrejfende, glorværdige, men frugtesløse Helteliv. I en overordentlig livfuld, anekdoterig, romanagtig Stil beretter og udreder han de historiske Tildragelser som Resultater af forstandig beregnende Egoisme hos de store Mænd, er overalt rationalistisk snæversynet, men gaar ogsaa overalt metodisk til Værks, afleder Virkning af Aarsag og giver derved Frankrig det første Stykke moderne Historieskrivning. 1731 skrev han en Sørgeode i Anledning af, at man nægtede den berømte Skuespillerinde Adrienne Lecouvreur en kirkelig Begravelse, og 1732 angreb han paa ny Gejstligheden i Épitre à Uranie , der vakte Raseri hos de Klerikale. 1733 udgav han, først paa Engelsk, sine Lettres philosophiques sur les Anglais , hvori han benyttede sine Indtryk fra England til hvasse Angreb paa den bestaaende Samfundstilstand i Frankrig. Efter at have lært Shakespeare at kende genoptog han sin Tragediedigtning. Saa barbariske han end fandt den store Brites Stykker, begreb han dog deres Styrke, deres vilde Energi, deres voldsomme Lidenskabelighed og deres stormfulde Handlingsskifte, der lod den franske klassiske Tragedie synes flov og stillestaaende. Men hans Paavirkning fra Shakespeare ytrer sig alene i en Stræben efter en vis ydre Effekt i Handling og Kostume, derimod hverken i psykologisk Karakteristik eller i digterisk Fantasi. F. M. A. de Voltaire. Hans Tragedie frigjorde sig aldrig helt fra den Corneille-Racine’ske Tradition, og som ældre opponerede han endog imod enhver Udskejelse af Teatret. Efter et Par forfejlede Tragedier, Brutuš (1730), La mort de César (1731), samt den helt mislykkede Eriphyle , skrev han 1732 sin bedste og meget berømte Tragedie Zaïre , hvor han i Modsætning til den klassiske Tragedies Emnevalg fra græsk-romersk Historie og Mytologi henlægger Scenen til Orienten og lader Kampen staa mellem en ung kristen Slavindes Kærlighed til en islamitisk Sultan paa den ene Side og hendes Kristendom og Hjemlængsel mod Frankrig paa den anden. I andre Tragedier forlægger han Scenen til andre Verdensdele og andre Tidsaldre, kostumerer sine Helte endog som Tatarer og Kinesere, men naar trods alle saadanne Paafund ikke ud over en vis Opera- og Melodrama-Stil i Dekorationer og Dragter, hvorimod Tragediernes indre Liv vedbliver at være tørt, goldt, snusfornuftigt, docerende. Hans vigtigste senere Tragedier er følgende: Alzire (1736), Zulime (1740), Mahomet (1742), Mérope (1743), Sémiramis (1748), Oreste (1750), Catilina (1752), L’orphelin de la Chine (1755), Tancrède (1760), Socrate, Saül, Les Scythes (1767), Les lois de Minos , Don Pèdre og Irène . Af V.’s Komedier er den bedste L’enfant prodigue (1736); desuden kan nævnes Nanine (1749), Le droit du seigneur , Charlot og Le dépositaire . 1733 slog V. med sit Temple du goût ind paa sit Hovedfelt, den ætsende satiriske Kritik; her underkastede han sin Samtids litterære Smagstilstande en skarp og spottende Revision. Endnu større Forargelse vakte de engelske Breve, hvoraf franske Eksemplarer 1734 naaede Paris; Boghandleren kastedes i Bastillen; V. selv maatte flygte fra Paris, først til Lothringen; en Maaned senere tog han med Regeringens Tilladelse Ophold i Cirey (i Champagne) hos sin Veninde, Marquisen af Châtelet. Her havde han i de følgende ti Aar et sikkert Tilflugtssted, nær nok ved Paris til at kunne deltage i Verdenslivet, nær nok ved Grænsen til hurtig at kunne bjerge sig. Her levede han forkælet og smigret, i Luksus og straalende Virksomhed; Fru de Châtelet var en mangesidig dannet Dame, begejstret for Fysik og Filosofi, vilde helst erobre V. for Naturvidenskaben og drage ham bort fra Digtekunsten. Hun holdt ham fra at udgive det siden berygtede Heltedigt La Pucelle , hvori han med obskøn Frækhed river Helgenglorien af Jomfruen af Orléans for samtidig at rette et Dødsstød mod den katolske Kirke. Først 1755 tryktes Digtet uden Forfatterens Samtykke i Frankfurt a. M. Mere betydningsfulde end hans Dramaer fra denne Tid blev hans naturvidenskabelige og filosofiske Skrifter: Traité de méthaphysique (1734), hvori han bekender sine Anskuelser i Tilslutning til Locke og Newton; Conseils à un journaliste (forfattet 1737, udg. 1744); Observations sur le commerce, le luxe et les impôts (1738), et Indlæg for Frihandel, Industriens og Finansernes Opkomst; Éléments de la Philosophie de Newton (1738), der i Løbet af faa Aar bragte Strømkæntring i Frankrigs officielle Filosofi. 1736 traadte V. i Brevveksling med den senere preussiske Konge, Frederik den Store, der paa den Tid blev brutaliseret og kuet af sin raa og strenge Fader; V. smigredes og rørtes over den unge Kronprins’ Beundring og Frihedstrang; et fortroligt Forhold knyttedes hurtig mellem dem, men V. tøvede længe med at imødekomme Indbydelsen til at slaa sig ned i Preussen; hans Forfængelighed drog ham foreløbig mod Hoffet i Versailles, som han sleskede for ved servil Festspil-Poesi ( La princesse de Navarre , 1745, i Anledning af Dauphinens Formæling) og Panegyrik over franske Helte og Konger ( Poème de Fontenoy [1745], Le temple de Gloire, Panégyrique de Louis XV [1748]); i Anecdotes sur Louis XIV (1748) forsvarede han endog Ophævelsen af det Nantes’ske Edikt. Han lønnedes med Stillinger som Kammerherre og kongelig Historiograf, 1746 med Optagelse i Akademiet. Efter Marquisen af Châtelet’s Død (1749) gik det dog hurtig tilbage med hans Indflydelse ved Hoffet, han blev ked af Intrigerne og Konkurrencen med andre Digtere og Filosoffer; og nu benyttede han sig af Tilbudet fra Preusserkongen, hvem han hidtil kun flygtig havde set, men i stadig Brevveksling hjulpet, undervist, rettet Stil og Vers for. Fra Juli 1750 til sidst i Marts 1753 var han Kong Frederik’s Gæst i Potsdam og Berlin, hædredes og fejredes og var det straalende Brændpunkt i den Kreds af Skønaander, Skeptikere og Videnskabsmænd, der samlede sig om »Filosoffen paa Tronen«; men i Længden forskertsede han Kongens Venskab og Tillid, dels ved den daglige Omgangs smaa Chikanerier og Intriger, dels ved sin Karakters smaalige Pletter, der blev synlige paa nært Hold: sin Forretningsgridskhed, sin Havesyge og sin giftige Tunge. Rivaler pustede til Ilden og kolporterede bedske Ord fra Part til Part. V.’s Forbindelse med en Jødespekulant, hans Strid med Berliner-Akademiets Præsident Maupertuis og Forsøg paa at latterliggøre ham i et anonymt Skrift vakte Kongens Harme i en Grad, saa V. selv uforsonlig tog Rejsepas og forlod Preussen. Kongen viste ham den Tort at lade ham anholde i Frankfurt a. M. af den preussiske Agent under Paaskud af, at V. havde undladt at tilbagelevere et Bind af Kongens Digte. Da han, efter at have siddet fængslet i over en Maaned, slap løs, var han grundig bleven ked af at søge Selskab med Konger. Han vovede daarligt nok at ty til sit Fædreland, hvis Hersker heller ikke havde Bud efter ham. En Filosof burde efter hans Mening ligesom Ræven have flere Udgange, for at undgaa at blive tagen af Hundene i sin Hule. Nu søgte han sit Asyl i Schweiz, boede her først i Nærheden af Genève, men fortrak, da Gejstligheden saa ilde til ham, 1758 over paa fransk Grund, hvor han endnu nærmere ved Genève købte sig Slottet Tournay og Landsbyen Ferney. Her levede han sine sidste tyve Aar, rig og uafhængig; hans økonomiske Foretagsomhed resulterede i en næsten fyrstelig Indtægt, og nu var det de store Mænd, der maatte komme til ham, »Patriarken i Ferney«. Opholdet ved det preussiske Hof udviklede hans »Voltairianisme« til dens sidste aggressive og revolutionære Form. England havde lært ham Forstaaelsen af det materielle og praktiske Liv. Hans verdsligsindede, livslystne, epikuræiske Natur var i lige saa høj Grad som hans Tro paa den sunde Fornuft og den fri Forskning Aarsag til hans hadefulde Angreb paa Kristendommen som asketisk Religion, som Undertrykker af Kulturens, af Menneskelykkens fri Udfoldelse. Hans Kampraab Écrasons l’infâme gjaldt alle de Grusomheder og Skændigheder, alle de Forfølgelser, Kristendommen i Aarhundredernes Gang havde øvet mod den fri Tænknings Apostle. V. selv var Optimist og nærede en urokkelig fanatisk Tro paa Menneskehedens Sag, paa Retfærdighedens endelige Sejr, paa Gud som en Alfornuft, der baner sig Vej gennem Slægternes Obskurantisme, Overtro, Dumhed. Han gjorde Fremskridtstroen til den ny Tids Religion. Han blev Oplysningstroens hidsigste og voldsomste Forkæmper. Med en flammende Ildhu, der er uden Sidestykke i Historien, hvæssede han sine Vaaben til Angreb mod alle sociale Misbrug, alle bedærvede Fordomme, al Undertrykkelse og al Uret. Fra Ferney sendte han ud over Europa et Haglvejr af Flyveskrifter, Pamfletter, Breve, Satirer, en hvislende og eksploderende Regn af Bomber, der gnistrede til alle Sider, tændte og opskræmte. Fra Berlin-Opholdet skriver sig følgende Flyveskrifter: Voix du sage et du peuple , imod Gejstlighedens Skattefrihed; Dialogue entre un philosophe et un controleur des finances , der plæderer for Frihandel; Dialogue entre Marc Aurèle et un récollet , Satire over Inkvisition og Kætterforfølgelse; Dialogue entre un plaideur et un avocat , et Angreb paa den franske Retsplejes slæbende Langsommelighed; Pensées sur le gouvernement , imod Adelens Forrettigheder, o. fl. I Preussen skrev han ligeledes Micromégas (1752), en fantastisk Rejseskildring, der ironiserer over Udødelighedstroen og de jordiske Forholds latterlige Ringhed, set med en Sirius-Beboers Øjne. Micromégas hører til V.’s Romaner, den Del af hans Produktion, der den Dag i Dag er mest populær, fordi hans lysende Spiritualitet, hans elegante, spydige Ironi, hans klare og tindrende Bonsens intet Sted har udtrykt sig i en mere hvas, knap og lettilgængelig Form, pikant, frivol, kynisk, men altid æggende, altid borende. Allerede 1747 havde han udgivet Memnon , senere kaldet Zadig ou la destinée , der harcelerer over Skæbnens Omskiftelighed og alle Tings Upaalidelighed. Af hans senere Romaner maa fremhæves: Candide ou l’optimisme (1759), der spotter Leibniz’ Optimisme, Troen paa denne »den bedste af alle Verdener«, og lærer at resignere og dyrke, hver sin egen Havelod; L’ingénu (1767), der under Skildring af en Huron-Indianers Indførelse i Paris-Verdenslivet med bidende Vid stiller Naturmennesket over for Kulturens Forkunstlinger, Hykleri og Unatur; La princesse de Babylon (1768); Le taureau blanc (1774), der driver Spot med den jødiske Historie; Histoire de Jenni, ou le sage et l’athée (1775), en ny Haan over Kristendommen; Les oreilles du comte de Chesterfield (1775), der forklarer Hensigtsmæssighedens Princip i Naturen. Betydeligst og fyldigst kommer V.’s Anskuelser til Orde i hans senere historisk-filosofiske Værker. Efter mange Aars Forarbejder fuldendte han i Berlin Le siècle de Louis XIV , der udkom i Frankfurt a. M. 1751. Efter mundtlige eller utrykte Kilder, med et dybtgaaende Studium af Memoirer og Statsarkivet, hvortil hans Stilling som kongelig Historiograf havde aabnet ham Adgang, skrev V. her et Værk, der tilfredsstiller de moderne Fordringer til Historieskrivning; i en glimrende klar, eksakt Analyse, der kun lider af en vis abstrakt, altingforklarende, tør Nøjagtighed, skildrer han den store Konges Regering, priser den høje Aandskultur under denne oplyste, over Landets Velfærd altid vaagende Absolutisme, som han langt foretrak for nogen demokratisk Styrelse, og understregede det som sin Opgave særlig at skildre Menneskeaandens Vækst og Fremskridt i denne Tidsalder; hans Historie bliver banebrydende ved sin Fremhæven af Kulturhistorien, de aandelige Magters Udvikling. Værket om Ludvig XIV’s Tid indgik som et Led i det 7 Bind store Arbejde Essai sur l’histoire générale et sur les mæurs et l’esprit des nations, depuis Charlemagne jusqu’à nos jours , der udkom 1753—56, og hvori han forsøgte en Fremstilling af hele den kulturhistoriske Udvikling op til sin Tid. I Modsætning til Bossuet, der saa Historiens Gang styret af Forsynet, vilde V. forklare Begivenhederne ud fra mekaniske og skæbnesvangre Sammenstød, af de smaa Aarsager, af Tilfældets altbesejrende Vælde; han tror dog paa eet: Kulturens Fremskridt, Oplysningens endelige Sejr over Uvidenhed og Overtro, Almenvellets Fremgang under store Mænd, hvem Tilfældet tjener, og der ikke, som Ludvig XIV, længer er hildede af Fortidens Daarskaber: Religion og Kirke; thi det var efter hans Mening Præsterne, de bevidste Bedragere, der hidtil havde hemmet Folkeslagenes Fremgang saavel som Kulturens Udvikling i Almindelighed; Hadet til Kristendommen gennemsyrer det hele Værk og gør ham uforstaaende over for alt før hans eget Aarhundrede. — 1759—63 udgav han Histoire de Russie sous Pierre I i 2 Bind; heri fremstiller han Udviklingen af det moderne Rusland som en Viljesakt af den store Tsar Peter. Sin rastløse uforsonlige Krig mod den kristne Religion fortsatte han bl. a. i Sermon des cinquante (1762), Examen important de Milord Bolingbroke (1767), Dieu et les hommes (1769), La Bible enfin expliquée (1776), Un Chrétien contre six juifs (1776) og Histoire de l’établissement du Christianisme (1777). Sine Artikler til den store Encyklopædi samlede han 1764 i Dictionnaire philosophique ( ou portatif ); da det store Oplysningsværk blev lagt for Had paa Grund af sin antiklerikale Holdning, skrev han sine Questions sur l’Encyclopédie (2 Bind, 1770—72) til Forsvar. Den Indflydelse, Patriarken fra Ferney øvede paa hele sin Samtid, har næppe før eller siden haft noget Sidestykke. Han brevveksler med Folk af alle Nationer, lige fra Suveræner (Frederik II, Katharina II), Ministre, Stordignitarer, Embedsmænd, Dommere, Digtere og Videnskabsmænd til Verdensdamer, Skuespillere, Kardinaler, Præster og Købmænd. Forfængelig og magtlysten knyttede han de flest mulige Forbindelser for gennem dem alle at fremme sin storstilede Oplysningspropaganda. Hensigten helligede ham alle Midler. Han kunde være smaalig, begærlig, hævngerrig ud over Graven, slesk, hyklerisk, falsk og fejg — over for Personer; mod sine Ideer var han aldrig utro, han kæmpede til sin Død for Tolerance og Humanitet, Oplysning og Fremskridt; han kunde være en ødsel Velgører, og Uretten forfulgte han med Hævnens Flammesværd. Han var de uskyldig dømtes aldrig hvilende Forsvarer. Han skaffede den uskyldige Calas, den uskyldige La Barre Oprejsning, efter at de havde lidt Døden paa Hjulet; hans aarelange Kamp mod disse og andre Justitsmord banede Vejen for en Reform af den barbariske Procedure. Aldrig har et Hjerte glødet af en stærkere Retfærdighedsfanatisme. Heller aldrig har fransk Vid og gallisk Aand krystalliseret sig skarpere og mere straalende end i V. I hans sidste Leveaar steg Beundringen for denne Oplysningsapostel næsten til Afguderi. Ved Ludvig XV’s Død hævedes endelig hans Eksil; 10. Febr 1778 vendte han tilbage til Paris; han modtoges som en Triumfator, hyldedes af det hele Folk, apoteoseredes, da han overværede en Opførelse af Irène paa Comédie-Française , og døde af Hæder og Overanstrengelse Natten mellem 30. og 31. Maj. Som de moderne Oplysnings- og Fremskridtsidéers voldsomste Forkæmper i 18. Aarhundrede, som den fri Tænknings lidenskabeligste Propagator lever han den Dag i Dag, selv om hans egentlige digteriske Produktion er forældet og alene hans Kritik og Satire har bevaret sin ætsende Kraft. V.’s samlede Værker er udgivne utallige Gange, deriblandt af Kehl 1785–89 (70 Bind), af Beuchot 1828—34 (70 Bind), af Avenel 1867 ff. (8 Kvartbind) og af Moland 1877—85 (52 Bind); en fuldstændig Bibliografi findes i Bengesco , V., Bibliographie de ses æuvres (4 Bind, 1882—90). ( Litt .: Condorcet , Vie de V. [Genève 1787]; Colini , Mon séjour auprès de V. [1807]; Lonchamp og Wagnière , Mémoires sur V. et ses ouvrages [2 Bind, 1825]; Léouzon-le-Duc , V. et la police [1867]; H. Beaune , V. au collège [1867]; Desnoiresterres , V. et la société française au XVIIIe siècle [8 Bind, 1867—76]; D. Strauss , »V., Sechs Vorträge« [Leipzig, 2. Opl. 1870, oversat paa Fransk af Littré 1876]; J. Morley , V. [London 1876]; R. Mahrenholtz , »V.’s Leben und Werke« [2 Bind, Oppeln 1885]; Perey og Maugras , La vie intime de V. aux Délices et à Ferney [1885]; Maugras , V. et Rousseau [1886]; E. Champion , V. [1892]; Campardon , Documents inédits sur V. [1893]; L. Crouslé , La vie et les æuvres de V. [1899]; Gustave Lanson , V. [1906]; Georg Brandes , F. de V. [2 Bind, 1916—1717]).