Aasmund Olavsson Vinje (1818–70)

Vinje, Aasmund Olafsen , norsk Digter, f. i Vinje i Telemarken 6. Apr. 1818, d. i Gran paa Hadeland 30. Juli 1870. Faderen var ved Sønnens Fødsel Lodbruger paa Gaarden Vinje i Vinje Præstegæld og overtog kort efter en liden Husmandsplads under samme Gaard, det var en begavet, vittig Mand, som ved sin Selvstændighedstrang og sin kaade Mund lagde sig ud med mange i Bygden. Aasmund fik tidlig erfare, hvad det vilde sige at være en saadan Husmands Søn; Misundelsen mod de bedre stillede vækkedes hos ham, og han higede efter højere Kaar. Efter Konfirmationen blev den læselystne Gut sendt nogle Maaneder paa et Hjælpeseminarium i Kvitesejd, cg 18 Aar gammel blev han ansat som Omgangsskolelærer i Hjembygden. Om Somrene arbejdede han som Slaattekarl paa Gaardene eller som Driftegjæter i Fjeldene, og han skar Træsko til Salg; han sparede Penge sammen af alle Kræfter for at kunne slippe ud til et Samfund med rigere Muligheder end den afstængte Fjeldbygd, og ved Hjælp af et Laan kunde han efter 5 Aars Lærergerning komme af Sted til Asker Seminarium. Her arbejdede han haardt, læste adskilligt uden for Skolefagene, og hans ejendommelige Personlighed med den udprægede Trang til fri Prøvelse begyndte allerede at bringe ham i Konflikter med Omgivelserne; han opponerede mod de religiøse Autoriteter, og hans Døletale vilde ikke godt lade sig passe ind i det danske Skriftsprogs Rammer. Efter 2 Aars Ophold blev han udeksamineret med Udmærkelse, og det følgende Aar (1844) fik han en Timelærerpost ved Mandal’s Borgerskole. Medens han underviste i de lavere Klasser, deltog han samtidig som Elev i de højere Klasser, tog desuden Privattimer i levende og døde Sprog og læste meget paa egen Haand, særlig Filosofi; han blev en flittig Bidragyder i Byens Avis, og han optraadte som aktiv Politiker i Fællesskab med den vordende Oppositionshøvding S. Jaabæk. Snart blev Mandal ham en for snæver Virkekreds; han forsøgte at vinde videre ud dels som Sømand, dels som Handelsmand. Men til Slut skilte Byen sig selv af med ham; han havde i »Morgenbladet« skrevet en spottende Kritik over en kristelig Skolebog, og 1848 blev han opsagt fra sin Skolepost. Han drog nu til Oslo, og understøttet af oppositionelle Venner kunde han gennemgaa Heltberg’s (s. d.) »Studenterfabrik«. Han fik Artium med Haud 1850 og begyndte efter Andeneksamen at studere Jus; han tog juridisk Embedseksamen med Laud i Decbr 1856, blev autoriseret som Overretssagfører og var et Par Aar Advokatfuldmægtig, men drev det aldrig til selvstændig Virksomhed i dette Fag. Det var de litterære Interesser, han havde viet sit Livsarbejde til. A. O. Vinje. Revolutionerne i 1848 havde grebet ham stærkt, og den efterfølgende Reaktion gav ham Modbydelighed for de politiske Partier, medens han selv sluttede sig til den unge norske Arbejderbevægelse. Filosofiske, historiske og naturvidenskabelige Studier frigjorde ham endda mere fra de bestaaende Opfattelser, og navnlig blev han levende paavirket af den danske Forfatter M. Goldschmidt; han vilde ligesom denne staa frit til alle Sider, han lærte for Livet at se d-et relative i al Sandhed. Han fandt ligesindede Venner i Henrik Ibsen og Paul Botten-Hansen, og sammen med dem forsøgte han sig 1851 med et satirisk Ugeskrift »Andhrimner«, en Efterligning af Goldschmidts »Corsaren«; det maatte dog hurtig gaa ind. Samtidig var han imidlertid blevet Christiania-Korrespondent til »Drammens Tidende«, hvoraf han havde sit tarvelige Levebrød i 8 Aar. Med disse Korrespondancer begyndte han at vække Opsigt, Beundring og Indignation i videre Kredse; thi de ejede et ætsende Vid, som tvang Folk til at læse dem, og intet eller ingen kunde være tryg paa ikke at rammes af den djærve Spot. I disse Aar blev han ogsaa mere og mere søgt som Lejlighedsdigter og navnlig som Festtaler; i sine Taler havde han altid de mest overraskende Vendinger og Indfald, og de bevægede sj£ i pludselig Kast mellem sublim Patos og drastisk Ironi. Endnu stod han imidlertid midt i en gærende Udvikling, og navnlig kæmpede han haardt for at finde klart og stærkt Udtryk for sit indre Liv. Over alt, hvad han i denne Tid frembragte, er der en helt forbløffende ustø Smag, og der er ikke andet deraf, som lever, end den lille Skandinavsang fra Studentermødet 1852 »Norden er et Søskend-Lag«. Højst mærkværdig er den Sprogblanding, han baade i Vers og Prosa anvendte; han blandede rent Bygdemaal ind i Skriftsproget, og han forsøgte sig paa ublandet Bygdemaalsdigtning, indtil han 1858 helt gik over til det Landsmaal, som Ivar Aasen havde opstillet. Først nu, i 40 Aars Alderen, lykkedes det ham at finde den fuldgyldige Form, som kunde tilfredsstille hans Trang til frit og personligt Udtryk. Han begyndte nu Oktbr 1858 at udgive paa Landsmaal Ugebladet »Dølen« (s. d.), som helt til hans Død blev det tro Organ for hans Arbejde og hans Kamp. Her kunde han helt slippe sig løs. Han holdt sig ikke inden for Landsmaalets strenge Formramme, men tumlede frit med det efter sine egne Behov, og han bøjede sig ikke for den sædvanemæssige Journalistiks Love, men skrev om alt og alle med hensynsløs Ligefremhed, men ogsaa med æggende Vittighed; han behandlede alle Tidens Problemer, fra Grødkogning til Darwinisme, og altid med en frisk Oprindelighed, der virkede som Elektricitet i Datidens Aandsliv. Hans Fremtræden med »Dølen« rejste en voldsom Strid, idet Maalstrævet først derigennem blev et aktuelt Spørgsmaal: det flyttedes fra Romantik over i Realisme. I Striden blev V. staaende temmelig ensom; han havde intet samlet Parti at støtte sig til, fortsatte tværtimod sin Kamp mod alle Partier, og hans personlige Hensynsløshed skabte ham mange Uvenner. Størst Larm vakte hans gentagne Angreb paa Bjørnstjerne Bjørnson, idet man heri mente at se et Udslag af Misundelse; den betydningsfulde Grundtanke var dog Kravet paa ægte menneskelig Sandhed, som han ikke fandt tilfredsstillet i Bjørnson’ Bondefortællinger. Derimod gav han selv i sin første særskilte Bog, Rejseskildringen »Ferdaminni fraa Sumaren 1860 (Kria 1861), med djærve Træk en paa een Gang kærlighedsfuld og streng, poetisk og vittig Skildring af den norske Bonde, hvori han afgjort brød med al national-romantisk Realisme. En poetisk Fremstilling af Bondeliv i Slutningen af 18. Aarhundrede gav han i Digtecyklussen »Storegut« (Kria 1866; 7. Udg. 1905) paa Grundlag af Bygdesagn fra Vinje; men denne Bog har dog sit største Værd i de enkelte Digtes lyriske Skønhed. Thi V. var Lyriker mere end noget andet; han skrev i »Dølen« en Række Digte, som han delvis samlede i »Diktsamling« (Kria 1863) og i »Blandkorn« (Kria 1867), i hvilken sidste Bog ogsaa Prosastykker er optagne. Hans Lyrik vakte Opmærksomhed for ham ogsaa blandt danske Kritikere. Mange af hans Digte er blevne Folkesange i Norge (»Her ser eg fagre Fjord og Bygdir«, »At Far min kunde gjera«, »Du gamle Mo’r! du sliter arm« o. fl.); de udmærker sig ved deres koncentrerede, fyndige Følelsesudtryk uden Sentimentalitet; de gemmer en intens Lidelse under en haard og stærk Form, og derfor har de en hittersød Duft, en graadfyldt Latter, som griber mægtig. Ogsaa i V.’s Digtning hersker det Tvesyn, som er ejendommelig for hans Journalistik og hans Taler. — Hans Virksomhed blev ikke synderlig paaskønnet af Samtiden. Da Bjørnson 1860 fik et Digterstipendium paa 2000 Kr., fik V. et Stipendium paa 1000 Kr. for i England og Skotland at studere Retsvæsen og Samfundsforhold, hvortil han senere fik et Tillægsstipendium paa 720 Kr. af det kgl. norske Videnskabers Selskab i Trondhjem; efter i Juni 1862 at have deltaget i Studentertoget til Kjøbenhavn kom han endelig af Sted til Storbritannien, hvor han navnlig opholdt sig i Edinburgh, og efter et kort Besøg i Paris vendte han hjem i Juli 1863. Udbyttet af sin Rejse nedlagde han i en flængende Kritik af det britiske Samfund, A Norsemans views of Britain and the British (Edinburgh 1863; norsk Oversættelse »Bretland og Britarne«, Kria 1873). Han havde tænkt sig Muligheden af at vinde Fodfæste i et større Sprogsamfund end det norske; men hans Bog fik en skarp Modtagelse i den engelske Presse, og han var i Virkeligheden trods alt fastgroet i den hjemlige Jord, Vinteren 1863—64 tilbragte han i Stockholm, hvor han var den norske Statsminister Sibbern’s Gæst, og fra 1. Marts 1865 blev han ansat som Ekstraskriver i Justitsdepartementet med en aarlig Gage af 1000 Kr.; det var Belønningen, fordi han havde angrebet Bondeoppositionen. Men just fra denne Tid sluttede han sig til en Kreds, hvor en langt dyberegaaerde Opposition forberedtes. Fra 1863 drog han hver Sommer sammen med J. E. Sars (s. d.) op i Jotunheimen, og i det daglige Samliv med denne og ligesindede Venner førtes han ind i den Spencer’ske Udviklingsopfattelse med dens Gennemførelse af en principiel og konsekvent national Tankegang. Sammen med disse Venner tog han nu op Kampen imod alle Amalgamationsbestræbelser i Unionspolitikken, og Følgen heraf for ham selv blev Afskedigelsen fra hans Departement i Febr 1868. Paa Stortinget 1869 fremsatte nogle unge Tingmænd Forslag om Digtergage til ham, saaledes som allerede Bjørnson og Ibsen havde faaet; men Stortinget nægtede at tage Forslaget under Behandling. Han tabte dog ikke Modet, men udfoldede en rastløs Virksomhed i Litteratur, Maalstræv og Politik, og netop nu giftede han sig ogsaa. Hans Hustru døde imidlertid allerede Vaaren efter (1870), og selv var han allerede haardt angrebet af Kræft i Underlivet; han fortsatte med »Dølen« helt til 24. Juli 1870, men drog saa bort til en Ven paa Landet, hvor han om Morgenen 30. Juli blev fundet død i sin Seng. Af hans Artikler i »Dølen« blev nogle samlede straks efter hans Død: »Vaar Politik« og »Om Schweigaard« (Kria 1870). »Det norske Samlag« (s. d.), som han havde været rned at stifte 1868, udgav senere en Samling af hans Landsmaalsskrifter, »Skrifter i Utval« (6 Bd, Kria 1883—90), og desuden er udkommet et mindre Udvalg »Dikt og prosaskrifter. (Kria 1903), »Skrifter i samling« ved O. Midttun udkom 1916—21. Et Mindesmærke paa hans Grav blev ved Folkesubskription rejst 1873, og en Bautasten ved hans Barndomshjem i Vinje blev rejst 1892; Barndomshjemmet er fra 1904 overtaget til Vedligeholdelse af Herredsstyrelsen. ( Litt .: »Norsk Forf.-Leks.«, VI: »Nordmænd i det 19. aarh.«, II, ved H. Koht ; Vetle Vislie , »A. O. V.« [Bergen 1890]; V. Vislie . »Aasmund V.« [Kria 1906]; Richard Berge , »Storegut« [Kria 1906]; H. Koht , »A. O. V. Stutt livsskildring« [1909]; samme i »Nordmænd i det 19. aarh.«, III [1914]; Knut Liestøl , »V.« i »Vore høvdinger« [1914]).