Knud Valløe (1833–77)

Valløe, Knud Engelbrecht, 1833–77, Forfatter. Født 5. Febr. 1833 i Roskilde, død 17. Maj 1877 i Mentone, begravet samme sted.

Valløe blev Student 1849 fra Roskilde, begyndte at studere Jura, men ombyttede under Indtryk af Koleraepidemien 1853 dette Studium med Medicinen, hvor især Anatomien fængslede ham. Embedseksamen tog han ikke, men blev 1860 ansat som Prosektor i Anatomi ved Universitetet efter 1858–59 at have været Assistent ved Landbohøjskolen i Botanik. Bortset fra et enkelt Kongresforedrag har han intet offentliggjort i sit Fag, men han var en anset Praktiker og en meget søgt Manuduktør. For at supplere sine beskedne Indtægter underviste han i Skoler i Naturfagene; især Botanikken havde hans Interesse, og han deltog med Pjecen »Logik, Botanik, Pædagogik og nogle andre »Smaating« contra Hr. Prof. Ed. Erslev« (1874) i Striden om dennes »Planterigets Naturhistorie«. Overanstrengelse i Forbindelse med Sorgen over en Søns Død svækkede hans tilsyneladende stærke Konstitution; han søgte forgæves Helbredelse for en tærende Svindsot ved en Rejse til Mentone 1877, men døde efter tre Maaneders Ophold her.

Valløe spillede en betydelig Rolle i Studenterforeningen i 50’erne baade som Visedigter (under Mærket a-Ø), Komedieforfatter (trykt er Karnevalsspøgen »I Karriere«, 1863), humoristisk Taler for »Grisen« og Menagerifremviser paa Studenterkarnevalerne. Navnlig af de helt unge Mennesker var han afholdt for sit straalende Lune og uopslidelige Humør. Hans særlige studentikose Speciale var Parodien paa Grundtvigianernes Særheder og Unoder. Forskellige Prøver herpaa blev trykt i »Dagbladet« under Pseudonymet Jens Birke-Riis; mest Lykke gjorde Novellen »Emte-Jægerne« (»Dagbladet« 1861, Nr. iii — 13; Bogudgave s. A.), hvis Vid dog nu forekommer temmelig afbleget, og »Syv Udvalgte Digte af Kapellanen« (1861), hans morsomste Arbejde. Satiren gaar ikke dybt, og Synspunktet er den gængse nationalliberale Overlegenhed over for den folkelige Kulturbevægelse. Men Valløe har et sikkert Blik for Svaghederne hos Grundtvigs Eftersnakkere: det kuriøse, stereotype Ordvalg, det snart barokt-bombastiske, snart kælne oldnordiske Billedsprog; Digtenes stolprende Rytme og forkerte Skansion; typografiske Besynderligheder som Misbrug af Spatiering og af Bindestreger.

Valløe, som hørte til Nationalliberalismens lette Kavaleri, gjorde Bevægelsen med over til Højre og var i sine sidste Leveaar Medarbejder ved Vittighedsbladet »Punch«, ligesom han 1876 i en satirisk Artikelserie i »Fædrelandet« under Mærket Fg. angreb Det forenede Venstre. Hans alvorlige Digte, mest Lejlighedssange, er glemt, men af hans Viser hører Drikkevisen »Kom, Brødre, lad os tømme —« endnu til Studentersangforeningens Repertoire. Efter hans Død udgav hans Enke hans »Efterladte Digte, Fortællinger, Parodier og Skizzer« (1879) med en biografisk Indledning af C. St. A. Bille.