Max von Schenkendorf (1783–1817)
Schenkendorf [’∫æŋk ə ndårf], Gottlob Ferdinand Max Gottfried Schenk v. , tysk Digter, f. i Tilsit 11. Decbr 1783, d. i Koblenz 11. Decbr 1817. Han studerede fra 1798 Jura i Königsberg, blev senere, da hans Kundskaber var utilstrækkelige, anbragt nogle Aar hos en Landsbypræst og kunde først i 1804 genoptage sine Studeringer. Han blev Kammerreferendar i Königsberg, paavirkedes især under Omgang med Fr. v. Krüdener i romantisk-mystisk Retning, bosatte sig 1812 i Karlsruhe, dyrkede nu i mere udstrakt Grad Mystikken, hvortil ogsaa Bekendtskabet med Jung-Stilling hendrog ham. Men Frihedskrigen gav hans Tanker en anden Retning, han meldte sig som frivillig og opholdt sig 1813 i det russisk-preussiske Hovedkvarter. Efter Fredsslutningen blev S. preussisk Regeringsraad i Koblenz. Han er som Digter patriotisk begejstret Lyriker, der appellerer til Folkets sædelige Alvor, og som med sværmerisk Glød dyrker de nationale Instinkter. Helt fornægter hans Mystik sig dog ikke i hans Digte. Folkelige er især Sange som »Freiheit, die ich meine«, »In die Ferne möcht’ ich ziehen«, »Es klingt ein heller Klang«, »Wenn alle untreu werden«. »Gedichte« (1815), »Poetischer Nachlass«, hrsg. v. Georg Philipps (1832), »Sämtliche Gedichte«, hrsg. v. Fr. Lange (1837). ( Litt .: A. Hagen , »M. v. S.’s Leben, Denken und Dichten« [1863], E. Heinrich , »M. v. S.« [1886], Elsa v. Klein , »M. v. S.« [1908]).
1783
Schenkendorf født i Tilsit (nu Sowetsk).
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen: Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, Frederiksborg Museum.
1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1817
Schenkendorf død i Koblenz.