Max von Schenkendorf (1783–1817)

Schenkendorf [’∫æŋk ə ndårf], Gottlob Ferdinand Max Gottfried Schenk v. , tysk Digter, f. i Tilsit 11. Decbr 1783, d. i Koblenz 11. Decbr 1817. Han studerede fra 1798 Jura i Königsberg, blev senere, da hans Kundskaber var utilstrækkelige, anbragt nogle Aar hos en Landsbypræst og kunde først i 1804 genoptage sine Studeringer. Han blev Kammerreferendar i Königsberg, paavirkedes især under Omgang med Fr. v. Krüdener i romantisk-mystisk Retning, bosatte sig 1812 i Karlsruhe, dyrkede nu i mere udstrakt Grad Mystikken, hvortil ogsaa Bekendtskabet med Jung-Stilling hendrog ham. Men Frihedskrigen gav hans Tanker en anden Retning, han meldte sig som frivillig og opholdt sig 1813 i det russisk-preussiske Hovedkvarter. Efter Fredsslutningen blev S. preussisk Regeringsraad i Koblenz. Han er som Digter patriotisk begejstret Lyriker, der appellerer til Folkets sædelige Alvor, og som med sværmerisk Glød dyrker de nationale Instinkter. Helt fornægter hans Mystik sig dog ikke i hans Digte. Folkelige er især Sange som »Freiheit, die ich meine«, »In die Ferne möcht’ ich ziehen«, »Es klingt ein heller Klang«, »Wenn alle untreu werden«. »Gedichte« (1815), »Poetischer Nachlass«, hrsg. v. Georg Philipps (1832), »Sämtliche Gedichte«, hrsg. v. Fr. Lange (1837). ( Litt .: A. Hagen , »M. v. S.’s Leben, Denken und Dichten« [1863], E. Heinrich , »M. v. S.« [1886], Elsa v. Klein , »M. v. S.« [1908]).