Ernst von der Recke (1848–1933)

von der Recke, Ernst Frederik Wilhelm, 1848–1933, Forfatter. F. 14. Aug. 1848 i Kbh. (Garn.), d. 2. Dec. 1933 i Aalsgaarde, begr. i Hillerød. Forældre: Kaptajn, senere Oberst i Artilleriet og Ejer af Klintebjerg Kalk- og Stenbrud ved Nykøbing S., Johann Ditlev Zepelin von der Recke (1817–91) og Eliza Esperance Wallich (1822–98). Gift 19. Nov. 1886 i Hillerød med Anna Petrea Frederikke Reinhard, f. 5. Febr. 1855 i Hillerød, d. 17. Sept. 1921 i Kbh., D. af Adjunkt, senere Overlærer, Johan Clemens Tode R. (1817–1901) og Antoine (tte) Hedevig Christine Bentzon (1830–1908).

von der Recke blev Student 1866 fra Fr.borg og fik straks Regensen. For litterære Interesser og frit Studenterliv forsømte han Fagstudiet (Kemi), saa at han ved Regenstidens Slutning foretrak at aftjene sin Værnepligt frem for at gaa op til Eksamen. I Rekruttiden skrev han det lyriske Ridderdrama »Bertran de Bom« (1872), der med Heises Musik til de brillante Sange (bl. a. »Fager er den blide Vaar« efter en af Bertrans originale Sirventes) ved Opførelsen paa Det kgl Teater (1873) blev en stor Succes, Romantikkens sidste Sejr, inden »Realismen«, der med Brandes var kommet til Gennembrud, ogsaa trængte ind ved Statsscenen. R.s næste Drama: »Kong Liuvigild og hans Sønner« (færdigt 1875, opført og udgivet 1878) blev en Skuffelse. Under Indtryk af den Opposition, hvori han følte sig til den nye Tidsaand, skrev han sit mest personlige Arbejde »Archilochos, en dramatisk Skizze« (1878). Igennem den græske Digter, der er Dramaets Helt, udtalte han sin Tro paa Poesiens Idealitet og sin Foragt for Massen. I Slutningen af 1879 havde han Tragedien »Knud og Magnus« færdig (trykt 1881), hans eneste Skuespil med nordisk Emne. Den blev antaget af Det kgl. Teater, men da Opførelsen lod vente paa sig, trak von der Recke sit Arbejde tilbage efter en skarp Bladpolemik med Teatrets nye Direktør, Kammerherre Fallesen, hos hvem von der Recke med Rette vejrede Uvillie mod hele hans poetiske Retning. Brudet med Teatret tvang von der Recke til at opdyrke nye Omraader, hvor hans mangesidede Begavelse kunde gøre sig gældende. Lyrikken, som i den foregaaende Periode kun er repræsenteret ved »Lyriske Digte« (1876), blev nu hans foretrukne Kunstform: »Smaadigte« (1883), »Spredte Blomster« (1885), »Kantaten« ved Universitetsfesten i Anledning af Kongens 70 Aars Fødselsdag (1888), »Gamle og nye Digte til Een« (1889), der, som angivet med det indledende Akrostikon-Digt, er skrevet til Hustruen, og »Blandede Digte« (1890). Ved Siden af Digteren kom i denne Periode Videnskabsmanden og Forskeren i von der Recke til Gennembrud med Tobindsværket »Principerne for den danske Verskunst efter dens historiske og systematiske Udvikling« (I-II, 1881), for hvis første Del han, uden forudgaaende Universitetseksamen, erhvervede Doktorgraden. Paa det Ancker’ske Legat besøgte han 1881–82 Tyskland og Italien. 1885 knyttedes han som Assistent til Det kgl. Bibliotek. Med Kyndighed og Skarphed deltog han ud fra konservative Synspunkter i Retskrivningsdiskussionen, bl. a. med Afhandlingen »Store og smaa Bogstaver« (1888). Han udgav Chr. K. F. Molbechs »Efterladte Digte« (1888), en Pietetshandling. Molbech, hvem han har kaldt »min Lærer paa alle Digtekunstens Omraader«, havde været hans Støtte ved Det kgl. Teater. 1890 opgav han sin Biblioteksstilling for udelukkende at leve som Forfatter. Efter den tiaarige Pause vendte von der Recke igen tilbage til Teatret med Sangdramaet »Fru Jeanna« (1891), skrevet for Lange-Müller. Men da den forsinkede Opførelse heraf fik Striden med Fallesen til at blusse op paa ny, overgik han til Dagmarteatret (Riis-Knudsen var hans aandsbeslægtede og trofaste Ven), der med Held opførte hans Drama »Hertuginden af Burgund« (1891, paabegyndt 1873). Det var, som om von der Recke ikke havde Kraft til at forfølge Successen. Et nyt Drama, »Dronning Eigra«, blev kun langsomt færdigt (1896, trykt 1900), og det kom frem ikke paa Dagmarteatret, men paa Det kgl. Teater, hvor P. Hansen havde afløst Fallesen. Efter faa Opførelser blev det henlagt, von der Reckes senere Dramer er alle uopførte: »Det lukkede Land« (1901, skrevet fjorten Aar tidligere), »Keiser Michael« (1908), udgivet paa hans 60 Aarsdag som Manuskript for Venner, »Kong Ortuni« (1910) og »Spoletos Blomst« (1913). Jævnsides med Skuespillene kom Digtsamlingerne »Nye Digte« (1900) og »Digte« (1911). En lille Gruppe for sig danner de nydelige Børnebøger, bl. a. »Hvorledes Dagen gaar for Lille Lise« (1889). Fra hans sene Manddomsaar stammer Digtsamlingen »Til Alda«, der blev offentliggjort 1931 af Digtenes Ejerinde, til hvem de var sendt som en Slags Breve gennem en lang Aarrække. — Baade som Dramatiker og Lyriker betegner von der Recke Efterklangen af Romantikken, særlig Senromantikken. Hans Sprog er uhjælpeligt litterært, en smagfuld Benyttelse af traditionelle Stilelementer. Som Lyriker har han med metrisk Passion dyrket sjældne og kunstfærdige Versemaal. Sit smukkeste gav han i Smaalyrikken, Kærligheds- og Naturpoesi, ofte i Folkevisens Tone (»Jeg veed, jeg vorder dig aldrig kjær«, »Det skumrer over Bølge, det tystner over Land«, »En Engel har rørt din Pande«, et Kærlighedsdigt, der ved Misforstaaelse er blevet en populær Begravelsessang). — von der Reckes Hovedværk som Metriker er den ovenn. Disputats, hvortil slutter sig »Dansk Verslære i kortfattet Fremstilling« (1885) og det lille Hæfte »Grundtræk af den danske Verslære« (1894). von der Recke opfatter sig selv som Praktikeren i Modsætning til de tidligere Teoretikere, der »tankeløst have seilet i Grækernes Kjølvand«. Han proklamerer Metrikken som en empirisk Videnskab. Gennem »en naturvidenskabelig Undersøgelse af Versene« vil han opstille en eksakt metrisk Teori, et System. Grundbegrebet i hans Metrik er Versfoden, hvoraf Versemaalene bygges op. Han erkender, at Kunsten bestaar i til en vis Grad at bryde Skemaerne, men han naar ikke til nogen principiel Forstaaelse af Forholdet mellem Metrum og Rytme, Versfod og Meningsrytme. Med sit skanderende Grundprincip kommer han til at udelukke store rytmiske Omraader af Verslæren (f. Eks. visse af Oehlenschlägers frie Vers) og bliver misvisende i Bedømmelsen af friere rytmisk Behandling af Versemaalene, f. Eks. Chr. Winthers bevidst »folkelige«, lyriske Behandling af Nibelungenstrofen. Hans Værks Fortrin er dets Logik og dets store Materiale af danske Vers. Det staar i dansk metrisk Litteratur som et stort anlagt og med beundringsværdig Konsekvens gennemført Forsøg paa at se de forskellige Versemaal i deres systematiske Sammenhæng, som Udvikling af simple Grundformer og Regler.