Hieronymus Justesen Ranch (1539–1607)

Ranch, Hieronymus Justesen, 1539—1607, Præst og Digter, var født i Vinkel Sogn ved Viborg, hvor Faderen, Just Lauridsen, der havde været katholsk gejstlig, senere blev Præst. Moderen, Karen Jacobsdatter, var en Smeddedatter fra Sognet. Tilnavnet Ranch synes H. J. ikke selv at have brugt, men det tillægges ham af Samtiden. Formodentlig blev han Student fra Viborg Skole, og efter en Tid at have været Huslærer studerede han i Wittenberg 1563 og erhvervede Magistergraden, uvist naar. Randgloserne i hans første Skuespil vidne om hans for den Tid grundige klassiske Kundskaber. 1572 blev han Præst ved Graabrødrekirken i Viborg og ægtede siden Formandens Enke Karen, Datter af Mag. Oluf Nielsen Skytte, Rektor og Præst i Viborg. I denne Stilling optraadte H. J. første Gang som Skuespildigter ved Hyldingsfesten for Prins Christian (IV) i Viborg 1584. «Kong Salomons Hylding» er en temmelig tarvelig Dialogisering af den gammeltestamentlige Beretning – «Historien følger han som en Snor», siger en af Æredigterne foran Trykket 1585 –, oplivet ved smigrende Hentydninger til Dagens Fest og ved Indlæggelse af en Narrerolle («Krage»), som Forfatteren selv udførte. Hvor nær end Tidens Skuespil vare knyttede til Skolen og Kirken, var en saadan offentlig Optræden af en Præst som Skuespiller ganske usædvanlig og er næppe gaaet af uden Anstød, skjønt den glimrende Forsamling, hvor Kong Frederik II og Dronning Sophie selv vare tilstede, optog baade Stykket og Spillet med Bifald. Men da H. J. senere fortsatte sin Skuespildigtning i mere verdslig og komisk Retning med «Samsons Fængsel» (1599) og «Karrig Nidding», mødte dette aabenbart Misbilligelse’ hos den efterhaanden voxende strænge Orthodoxi inden for Kirken. 1598 søgte han Universitetets Approbation til Trykning af et af sine Skuespil, men blev afvist med den Besked, at «Professorerne havde andre og alvorligere Ting at bestille». Alligevel nød H. J. Anseelse i sit Embede, blev 1591 Provst i Nørlyng Herred og fik Indtægten af et Kanonikat ved Viborg Domkirke, ligesom han efter sin Fader havde en af Kongens Gaarde i Vinkel Sogn i Fæste. Han døde 3. Dec. 1607.

Naar H. J. synes at have været vel anskreven ved Hoffet og hos Kansler Niels Kaas, staar dette vistnok i Forbindelse med den Yndest, hvori Skolekomedierne den Gang stode paa højere Steder. Disse Skuespil opførtes lejlighedsvis, paa Latin eller Dansk, af Skoledisciple eller Studenter, og Formaalet var at øve de unge Mennesker i Sproget og i en fri og let offentlig Optræden samt at indprente dem gode moralske og religiøse Grundsætninger. Æmnerne vare gjærne bibelske, og det var naturligvis oprindelig især Skolefester, der gave Anledning til Opførelsen; men da Skolekomedierne vare de eneste Skuespil, Tiden kjendte, benyttedes de efterhaanden ogsaa til at fejre andre offentlige og private Festligheder, især Hoffester. Heraf fulgte, at der ved Siden af det pædagogiske mere og mere gjorde sig et blot Forlystelseshensyn gjældende, som førte Skuespillet over mod det verdslige Omraade.

Hvad der nu giver H. J. en ejendommelig Stilling i Rækken af vore Skolekomedieforfattere, er ikke blot, at han besad noget mere Talent og Originalitet end hans Forgængere, som for det meste kun vare Oversættere eller Bearbejdere, men tillige, at det verdslige Element i stadig stigende Grad træder frem i hans Komedier. I «Salomons Hylding» indfører han for første Gang den i tyske og engelske Skuespil yndede Narrefigur; «Samsons Fængsel» har flere ret livlige Scener af Hverdagslivet samt indlagte Sange paa Tysk og Dansk, Møllerviser, Elskovsviser osv., i saa stort Antal, at man har betegnet Stykket som vort første Sangspil. «Karrig Nidding» endelig er en ren Farce, bygget over en gammel Vise om Gjerrigheds Straf, i saa Henseende ved Siden af Chr. Hansens «Utro Hustru» enestaaende i vor Skolekomedielitteratur. Og jo mere H. J. saaledes frigjør sig fra Afhængigheden af Religion og Kirke og skildrer Samtidens folkelige Liv, desto mere Lune og desto flere Tilløb til virkelig Karakterskildring udvikler han. Med ham naaede den danske Skolekomedie i det hele sit Højdepunkt, hvilket dog ikke vil sige meget. Hans Teknik er ikke meget behændigere, hans psykologiske Motivering ikke synderlig mindre naiv end Forgængernes, og hans Knittelvers ere snarest nok saa knudrede som f. Ex. P. Hegelunds.

H. J. er ogsaa Forfatter til en moraliserende «Fuglevise», der temmelig løst overfører forskjellige Fugles Natur og Egenskaber paa Menneskelivet. Den har været meget yndet og udbredt og er 1663 fortsat ved Samuel Bugge (III, 241). Sin Popularitet skylder den vel de Glimt af poetisk Natursans, som oplive dens langtrukne og ofte tørre Moral; F. L. Grundtvigs Forsøg paa at eftervise en skjult politisk Satire i Visen er næppe begrundet.

Nyerup og Rahbek, Den danske Digtekunst II, 27 ff. Nyt Aftenblad 1826, S. 291 ff. H. J. Ranchs Danske Skuespil og Fuglevise, udg. af S. Birket Smith (1876—77). Danskeren VIII (1892) S. 321 ff.