Martin Opitz (1597–1639)

Opitz [’o.pets], Martin , tysk Digter, f. i Bunzlau i Schlesien 23. Decbr 1597, d. i Danzig 20. Aug. 1639. Han. studerede i Frankfurt an d. Oder Jura og Filologi, men optraadte allerede 1618 som Sprogrenser og Digter med Aristarchus sive de contemptu linguæ teutonicæ , der indeholdt kraftige Opfordringer til hans Landsmænd om at dyrke deres Modersmaal og bitre Udfald imod dets Ringeagtere, ledsaget af Prøver paa hans egne Poesier. 1618 udg. han i Frankfurt a. M. sine Sonetter og Oder. Aaret efter kom han til Heidelberg, men da dette Univ. blev lukket p. Gr. a. Krig og Pest, begav M. Opitz. han sig med en dansk Ven og Studiekammerat til Nederlandene og derfra til Jylland, hvor han tilbragte Vinteren og Foraaret 1620—21, og hvor han digtede »Trostgedicht in Wiederwärtigkeiten des Krieges«. Efter et Ophold i sit Barndomshjem rejste han 1622 til Siebenbürgen, hvor Fyrst Bethlen Gabor ansatte ham som Prof. ved den ny lærde Skole i Weissenburg. Her led han meget af Hjemve og var ude af Stand til at virke for den tyske Digtekunst. Han vendte derfor hjem, for under de vante Forhold at tage sit digteriske Arbejde op. Han udgav 1624 sit berømteste Skrift »Von der deutschen Poeterei«, en Slags Lærebog i tysk Metrik, som, til Trods for Afhængighed af Forgængere som Nederlænderen Heinsius og Franskmanden Ronsard, var et brugeligt Grundlag. Bogen vandt alm. Anerkendelse og blev i et Aarh. afgørende for det teoretiske Studium af tysk Metrik. 1626 fik O. Ansættelse som Sekretær hos den kejserlige Kammerpræsident Grev Dohna i Breslau. Allerede Aaret i Forvejen havde han paa et Besøg i Wien forfattet et Sørgedigt over Ærkehertug Karl. I den Anledning digterkronede Kejseren ham, og under et senere Besøg i Wien blev han adlet under Navnet M. O. von Boberfeld . 1629 blev han optagen som Medlem af »Die fruchtbringende Gesellschaft«. 1630 foretog han en diplomatisk Rejse til Paris og gjorde her Bekendtskab med Hugo Grotius, hvis Digt om den kristne Tros Sandhed han oversatte paa Tysk. Ved Grev Donna’s Fordrivelse fra Breslau (1632) mistede O. sin Stilling, og efter mange Omskiftelser under Krigsbegivenhederne rejste han 1634 til Thorn og derefter til Danzig, hvor han (1637) fandt en Velynder i Kong Ladislaus af Polen, som udnævnte ham til Sekretær og Historiograf med en aarlig Gage paa 1000 Thlr. Han fik imidlertid ikke længe Lov til at nyde denne fredelige Tilværelse, da han to Aar efter blev smittet af Pesten ved at række en Tigger en Almisse. O.’s egne Digte har kun ringe Værd, betydeligst er hans lyriske Digte. De brede og belærende Digte, som »Zlatna, oder von Ruhe des Gemüts«, skrevet i Siebenbürgen (1622), »Lob des Kriegsgottes« (1628), »Vesuvius« (1633), er længst forældede. Ved det efter Italiensk bearbejdede Syngestykke »Daphne« (1627), som blev sat i Musik af Schütz, er O. bleven den tyske Operas Fader. Med det samme Stykke og med den løjerlige Blanding af Poesi og Prosa »Von der Nymphen Hercynie« indledede han den flove Hyrdedigtning, som især florerede i Nürnberg. Hans Oversættelser, især Sofokles’ »Antigone« og Seneca’s »Trojanerinder«, er ikke uden Værdi. Men hans Virksomhed blev ved sit Brud med det 16. Aarh.’s folkelige Digtning skæbnesvanger og gav udenlandske Moderetninger Indpas. Hans Digte og forsk. enkelte Værker er udkomne i en Mængde Udgaver af tvivlsom Bet. Bedst er vistnok Breslau-Udgaven af 1690. Af nyere Udvalg kan nævnes: J. Tittmann, »Ausgewählte Dichtungen von M. O.« (1869) med litterær Indledning og Levnedsbeskrivelse; Oesterley (i Kürschner’s »Deutsche Nat. Litt.«, 27. Bd). ( Litt .: Biografier ved Strehlke [1856]; Hoffmann v. Fallersleben [1858]; Palm [1862]; Boinski , »Poetik der Renaissance« [1884]).