Anton Lauritz Nielsen (1827–97)

Nielsen, Anton Lauritz, 1827–97, Forfatter, blev født 5. Maj 1827 i Sneslev ved Fuglebjærg. Her var Faderen, Lars N. (f. 1799 d. 1888), en Bondesøn fra Rørby, Skolelærer; Moderen, Frederikke f. Olsen, var en Lægedatter. Hjemmet var i enhver Henseende godt, og man faar i den af Sønnen udgivne Selvbiografi af Faderen («Gamle Nielsen», 1888) et ret ejendommeligt og tiltalende Indtryk af dennes Personlighed. 1845 kom A. N. paa Jonstrup Seminarium (hvorfra ogsaa Faderen var udgaaet) og dimitteredes 1848; skal man tro, hvad han selv fortæller i «Seminarieliv i Fyrrerne» (1894), har Fliden imidlertid ikke trykket ham, og han var paa Jonstrup mere oplagt til Løjer end til Læsning. Et Aars Tid var han Huslærer hos Pastor Schiødte i Store Fuglede Præstegaard, men 1850 blev han Soldat, uden dog at naa med i Krigen. S. A. blev han kaldet til Lærer i Roneshøj ved Slagelse, og her fra forflyttedes han 1858 til Munkebjærgby som Lærer og Kirkesanger. 1857 havde han ægtet Inger Elisabeth Gøtzsche (f. i Gjerslev 1831), Datter af Sognepræst Henrik Frederik G. Et i Begyndelsen af Treserne indledet Bekjendtskab med Ernst Trier gjorde, at N. blev helt vundet for den grundtvigske Retning, og i 1868 overtog han Ledelsen af den af hans Aandsfrænde Mads Hansen (VII, 29) rejste Folkehøjskole i Vester Skjerninge. 1882 flyttede han Skolen til Nabosognet Ollerup, men solgte den allerede 1884 og flyttede derpaa til Kjøbenhavn. Ret længe blev han imidlertid ikke her, men drog tilbage til Højskolen, boede der i en Del Aar, men flyttede saa til Svendborg for endelig at havne paa en lille Gaard i Øster Skjerninge, hvor han døde 6. Marts 1897.

Det første, N. har faaet trykt, er «En Mormonhistorie» i Flinchs Almanak for 1860. Aaret efter udkom den første Samling af «Fra Landet, Billeder af Folkelivet i Sjælland», der senere (1861–63) fulgtes af 2 Bind med samme Titel (4. Opl. 1889–90; Folkeudgave 1897). Disse Fortællinger vakte strax Opmærksomhed ved deres stærke Virkelighedspræg; Forfatteren gjengav Bondens Tankegang og Tale paa saa «realistisk» Vis, som det ikke før var set, Læserne flyttedes selv med ind i de lavloftede Stuer, og med fuld Ret skrev Anmelderen i «Fædrelandet» (1862), at Fortællingerne «vel ikke ere Mesterværker, men gode Svendestykker i en for Tiden hos os kun lidet dreven Profession». En overvældende Mængde Fortællinger af lignende Art har N. senere skrevet, spredte i Almanakker og samlede i Bøger, saaledes: «Tre Fortællinger» (1864), «Nye Fortællinger» (1866), «Bondeliv» I-III (1867–69; 2. Opl. 1887), «Strøgods» (1870), «Livet paa Landet» (1871), «Uden for Bondestanden» (1875) o. m. a. Meget læste bleve de 2 smaa Historier «Om Hans, der kom paa Folkehøjskolen» (1867; 4. Udg. 1889) og «Om Karen, der kom paa Højskolen» (1868; 2. Opl. 1886), i hvilke imidlertid Tendensen, som ofte hos N., fremtræder alt for kunstnerisk ubehersket. 1873 fik han det Anckerske Legat, rejste til Syden og skrev derefter «Udenlands, smaa Rejseminder fra Schweits og Italien» (1875). Siden foretog han paa egen Bekostning mange Sommerrejser til Udlandet — til sidst gjæstede han endog Amerika — og skildrede saa i Regelen sine Rejseerindringer i en Bog: «Paa Farten» (1880), «Fortællinger og Rejsebilleder fra Udlandet» (1886) og «En Sommer i Amerika» (1891). I de sidste Aar af sit Liv syslede han navnlig med at skrive om sine Oplevelser og har, foruden den ovennævnte Bog om Jonstruptiden, udgivet: «Landsbyliv i Trediverne, Barndomsminder» (1893), «Højskoleliv i Treserne, Manddomsminder» (1896) og «Skolemesterliv» (1897). — Hvad det som Forfatter skorter N. mest paa, er Komposition og Form overhovedet, og nægtes kan det heller ikke, at mange af hans Skildringer have for meget af Fotografiet og for lidt af Kunstværket. Men som han paa sit begrænsede Omraade virkelig er Banebryder, saaledes ville adskillige af hans bedste Fortællinger («Hyrdedrengen», «Under Krigen» o. a.), i hvilke den ægte Følelse og den skarpe Opfattelsesevne lægge sig klarest for Dagen, blive læste og atter læste.