Andreas Munch (1811–84)

Munch [moŋk], Andreas , norsk Digter, Søn af nedenn. J. St. M., f. i Kria 19. Oktbr 1811, d. i Kbhvn 27. Juni 1884, blev Student 1830, men opgav Studierne, da han blev Kopist i Finansdepartementet. I 25 Aars Alderen udgav han sin første Digtsamling, med den beskedne Titel »Ephemerer« (1836); i sin Kritik fremhæver hans Ven Schweigaard med Rette den blide og varme Grundtone samt det »manérfri og larmløse« Foredrag. Sentimentaliteten virkede som aabenbart anbragt paa urette Sted i det 3 Akts Jambedrama »Kong Sverre’s Ungdom«, hvormed han i Konkurrencen om Aabningsstykke for det nystiftede Kria Teater (1837) sejrede over Wergelands »Campbellerne«; mere paa sin Plads var den i det til V. Hugo’s »Spanien« henlagte lyriske Drama »Donna Clara. En Natscene« (1840). I Septbr 1841 blev den upolitiske Digter betroet Redaktionen af det politiske Dagblad »Den Constitutionelle«, en Virksomhed, der 1845 p. Gr. a. hans Overordnedes Mishag med et Par indtagne Stykker kostede ham hans Departementspost. M. var ved Giftermaal med en velstaaende Købmands Datter allerede frelst fra Udsigten til Næringssorg. Ikke længe efter fratraadte han Redaktørstillingen og drog 1847 gennem Tyskland og Frankrig til Italien, hans Drømmes Maal. M. udgav »Digte, gamle og nye« (1848) og »Nye Digte« (1850). Middelalderen og Italien lovsynges, endog med Forherligelse af Katolicismen; Henrykkelsen i Naturens Dejlighed isprænges med dump mystisk Længsel ell. graadmild Vemod. Den sidste Samling indesluttede den store Romancyklus »Kongedatterens Brudefærd«, M.’s mest vellykkede Værk. Popularitetens Tinde naaede M., da han udgav de Digte, der vældede frem efter hans unge Hustrus Død 1850: »Sorg og Trøst« (1852); paa et Aar reves 3 Oplag bort (7. Oplag 1891). Han stod nu som sit Lands mest afholdte og forgudede Digter. Det saaledes vundne Ry holdt han oppe ved et Par »kristelige Tragedier«, som han offentliggjorde og under stort Bifald saa spillet: »Salomon de Caus« (1854) og »Lord William Russell« (1857). En gævere Tone behersker den nationalhistoriske Enakter »En Aften paa Giske« (1855), medens 5 Akts Tragedien »Hertug Skule« (1864) led den Vanskæbne at fremkomme, just som Publikum var betaget af den unge Ibsen’s første Succes med »Kongsemnerne«, som ved et mærkeligt Træf behandler samme Tema. 1861 havde M. i sit og Fætteren P. A. Munch’s Tidsskrift »For Hjemmet« offentliggjort sin hist. Roman »Pigen fra Norge«, der snart ogsaa udkom i Bogform. Sin fordums Yndest genoprettede Digteren, hvis »Digte og Fortællinger, ældre og nyere« (1854) og »Nyeste Digte« (1861) ikke havde vakt særlig Opsigt, ved Jul 1864 med »Jesu Billede. Digtkrans efter en romersk Legende« (6. Udg. 1885) samt 1867 med »Eftersommer. Ny Digtsamling«. Da M.’s Digterry stod paa det højeste, nød han den Udmærkelse, at Stortinget 1860 enstemmig uden Debat bevilgede ham 400 Spd. i Løn som Docent, hvorved den berømte Mand fritoges for den Bibliotekstjeneste, han siden 1850 havde været bunden til; dette var den første norske Digtergage; 1866 blev Titelen ændret til Professor. Da var M. netop indtraadt i nyt Ægteskab med en dansk Greves A. Munch. Adoptivdatter og havde efter en sidste Tur til Italien bosat sig i Danmark. Vistnok oplevede han endnu i Kbhvn en Succes med sit 3 Akts Drama »Moder og Søn« (1871), men hans Eventyrdrama »Fjeldsøen« (1875) og det dramatiske Billede »Fangen paa Munkholm« vakte lige saa lidt som den store historiske Digtning »Pave og Reformator« (1880) nogen Opmærksomhed. Tiderne artede sig ogsaa alt andet end efter den gl. Romantikers konservative Sind; hans sidste Digt var et Anatema over Rigsretsdommene. I sine ældre Aar udgav M. rytmiske Oversættelser af Tennyson’s, Scott’s og Lenau’s større Digtninge; af hans egne Hovedværker udkom der Oversættelser til Svensk, Tysk og Engelsk. Efter hans Død blev hans »Samlede Skrifter« udgivne i 5 Bd (1887—90) ved M. J. Monrad og Hartv. Lassen. ( Litt .: Jæger , »Ill. n. Litteraturhist.« II. S. 380 ff.).