Ditlev Gothardt Monrad (1811–87)

Monrad, Ditlev Gothard, 1811–87, Biskop, Politiker, fødtes i Kjøbenhavn 24. Nov. 1811 som yngste Barn af daværende Fuldmægtig i Rentekammeret Otto Sommer M. og Charlotte Frederikke f. Riis. Faderen, som var født i Norge, bestemte sig efter Kieler-Freden til at blive ved sit Fødeland og udnævntes af den nye Regering til Foged i Nordland. Han afrejste strax til sin nye Post, men da Familien det følgende Aar efter en møjsommelig Sørejse naaede frem til Throndhjem, modtoges den med Efterretningen om, at han var bleven sindssvag og havde maattet nedlægge sit Embede. Lykkeligvis kunde hans norske Slægtninge tage sig noget af Familien, og den levede, som den kunde, paa en lille Gaard i Nærheden af Throndhjem fra 1815–19. Men Faderens Tilstand forværredes, og han brød stundum ud i Raseri, saa at han endog en Gang vilde ombringe Hustruen. Hun forlod ham da og tog til sin Slægt i Hertugdømmerne, hvor hun døde 1828. Kun én Gang gjensaa M. sin Moder paa et kort Besøg hos hende i 1825. Faderen døde i dyb Melankoli i Danmark 1862. – Da Familiens Samliv i Throndhjem saaledes opløstes, kom den forladte Dreng til en Slægtning, Kjøbmand Kornerup i Præstø, i hvis Hus han tilbragte 6 glædeløse Aar. Familiens Kaar vare indskrænkede; det var af Godhed, den havde modtaget ham, men den følte næppe synderlig Sympathi for den indesluttede Dreng, som den ikke forstod sig paa. Han fik ikke anden Undervisning end den, der gaves i den almindelige Borgerskole, og hans Fremtidsudsigter indskrænkede sig til en Gang at blive Dreng i Principalens Kjøbmandsbod. Men den daværende Præst i Byen, Digteren N. Søtoft, var bleven opmærksom paa hans overordentlige Begavelse, og ved Hjælp af en Indsamling bragtes et Par Hundrede Daler til Veje, hvorved det blev muligt at sætte ham i Vordingborg Latinskole. Der kom han i Huset hos daværende Adjunkt L. Westengaard, der tog ham med sig, da han 1 1/2 Aar efter blev Præst i Pedersborg og der forberedte ham til Studenterexamen, som han tog 1830 med Udmærkelse, som i det hele hans akademiske Bane blev saa glimrende som næppe nogen andens før eller senere, Hans udmærkede Examiner skaffede ham hurtig Regens og senere Borchs Kollegium. Derved kom han i nærmere Berøring med andre Studenter, han vandt en trofast Ven i C. F. Allen, der var hans Kontubernal paa Regensen, og han kom snart ind i den ovenfor i Artiklen om Hall (VI, 494) omtalte Kreds af begavede jævnaldrende, der alle senere have spillet en større eller mindre Rolle i vort offentlige Liv. Men han levede dog væsentlig med sig selv, og hans forladte Barndom havde allerede givet hans Væsen det Præg, som det senere beholdt. Han gav sig ikke hen, og naar han meddelte sig, følte man, at det mindre var af virkelig Fortrolighed, end fordi hans Tanker behøvede et Afløb, eller han vilde høre andres Mening. Hans Sind var i en bestandig Uro og Gjæring, og han kunde pludselig slaa fra en Stemning over i en modsat. Sine Studier drev han med stor Energi, theologiske, filosofiske og æsthetiske, og der skulde ikke let findes nogen, der bedre end han kjendte sin Goethe eller Shakspeare. Der var et godt Stykke af en Digter i ham, hvad der senere mægtig bidrog til at gjøre hans Veltalenhed saa rig og gribende.

I 1836 tog han theologisk Examen, men med en af disse bratte Vendinger, som hans Liv frembyder ikke faa Exempler paa, gav han sig til at studere orientalske Sprog, og allerede 1838 forsvarede han sin Afhandling for Magistergraden. I Sept. s. A. rejste han med Stipendium til Paris, hvor han studerede semitiske Sprog under Bournouf, Quatremére og Reynaud, der snart bleve opmærksomme paa denne sjældne Elev. Men heller ikke i Videnskaben kunde hans urolige Sind slaa sig til Ro, og dertil kom, at han kort før sin Afrejse var bleven forlovet med Murmester Lüthans’ smukke og begavede Datter Emilie Nathalie. M. var altid meget modtagelig for kvindelig Elskværdighed, og han, der aldrig havde kjendt et Familieliv, var ganske betagen af sin Lykke. Da han i Efteraaret 1839 havde endt sine foreløbige Studier i Paris, bestemte han sig derfor til at gjøre et Besøg i Hjemmet, før han fortsatte sin Rejseplan at gaa til Ægypten, og han befandt sig saaledes i Kjøbenhavn, da Frederik VI døde 3. Dec. 1839. Ved en Hændelse kom han tilstede ved det Studentermøde, Lehmann havde sammenkaldt til samme Dags Aften. Lehmanns Forslag om, at Studenterne skulde indgaa med en Petition til den nye Konge, mødte en saa kølig Modtagelse, at det vilde være faldet, hvis ikke M. havde taget Ordet og ved sin Veltalenhed havde omstemt Forsamlingen. Og hermed var Tærningen kastet, fra nu af tilhørte M. det politiske Liv, kun i det kunde hans mangesidede Evner komme til deres Ret, kun i det kunde hans urolige Aand finde den Tilfredsstillelse, som en stille gejstlig eller videnskabelig Virksomhed ikke til fulde kunde bringe ham.

Hurtig kom M. til at staa i det liberale Partis forreste Række. Faa Uger efter begyndte han Udgivelsen af de «Flyvende politiske Breve». Allerede det første Nummer vakte umaadelig Opsigt, thi med en ukjendt Frimodighed bestemte han «det danske Monarkis Princip» som «Afhængighed af Østmagterne, Tendens til indre Sønderlemmelse og uhyre Svækkelse i finansiel Henseende». I det næste Nummer angav han som den eneste Redning ud af denne Elendighed en Konstitution, og ved denne Lejlighed fremsætter han den Grundbetragtning, som han i det længste fastholdt, at «nationale og provinsielle Forskjelligheder vilde blegne, naar Frihedens Sol oprandt». Han blev strax sat under Tiltale, og 5. Sept. 1840 dømtes han til Bøder og 1 Aars Censur. Imidlertid havde han fra 1. April afløst David som Medlem af «Fædrelandets» Redaktion, og hans første Artikel i Bladet, «Kongen vil ikke handle med Stænderne, saa maa Stænderne handle med Kongen», fremkaldte talrige Adresser til Stænderne om en Konstitution. Men Regeringen svarede med at forbyde Embedsmænd at undertegne Petitioner om Forfatningsforandringer, og dermed var den konstitutionelle Bevægelse stækket; thi Borgerstanden alene uden Embedsmændene kunde ikke bære den op. Der maatte søges en bredere og dybere Basis for den. Under disse Omstændigheder mente han at kunne bruge sin Tid bedre end til at skrive Dagbladsartikler. Han var desuden ved sit Giftermaal (1. Maj 1840) bleven Gaardejer i Kjøbenhavn og som saadan 17. Marts 1841 indvalgt i Borgerrepræsentationen. Fra 1. Juli fratraadte han «Fædrelandets» Redaktion, men optog sin tidligere publicistiske Virksomhed i et større og betydningsfuldere Omfang end før. I sine politiske Breve og senere i «Dansk Folkeblad», hvis Redaktion han overtog fra Maj 1843 efter Hjemkomsten fra et halvt Aars Udenlandsrejse, aabnede han, saa at sige, et Kursus, der gav ham selv et grundigt Underlag for hans tilkommende politiske Virksomhed og tillige udbredte en Kundskab til statsretlige Forhold i Publikum, hvortil dette i Regelen højlig trængte. De 3 1/2 Aar, han redigerede Folkebladet, vare hans politiske Læreaar, og meget af den Dygtighed, som senere lagdes for Dagen af den grundlovgivende Forsamling, skyldtes sikkert den Opdragelse, mange af Medlemmerne havde faaet gjennem disse Artikler. I disse Aar steg M.s Anseelse overordentlig hos den intelligentere Del af det liberale Parti, og Regeringen følte, at han var en Magt, den maatte regne med. Men 3 1/2 Aars anstrængte publicistiske Virksomhed fordrede til sidst Hvile. M., der forgjæves havde søgt om den nys oprettede Post som Direktør for Kjøbenhavns Skolevæsen, modtog da i 1846 F. M. Knuths Tilbud om at indstilles til Præst i Vester Ulslev paa Laaland, hvortil Besidderen af Knuthenborg havde Kaldsret.

Men, hvor ivrig M. end tog sig af denne nye Virksomhed, vedblev han dog med Opmærksomhed at følge de politiske Begivenheder, og manges Forventninger samlede sig om Præsten i Vester Ulslev. Dette viste Kjøbenhavn ved i Dec. 1846 at vælge ham til Medlem af Stænderforsamlingen. Men da kom 1848. M. traadte skarpt op mod den dualistiske Opfattelse, der laa til Grund for Reskriptet af 28. Jan., men han lovede sig et gunstigt Resultat af en direkte Forhandling mellem Repræsentanter for de 2 Nationaliteter og anbefalede derfor alligevel at vælge «erfarne Mænd». Han blev da ogsaa selv valgt af Roskilde Stænder, men som bekjendt hindrede Begivenhederne den videre Udførelse af Reskriptet. Paa Efterretning om Oprørets Udbrud i Holsten ilede M. til Kjøbenhavn og deltog i det 2. Kasinomøde. Hans moderate Holdning og anerkjendte Dygtighed bevirkede, at Bardenfleth blandt Oppositionens Førere først henvendte sig til ham, da det nye Ministerium skulde dannes, og skjønt han vilde have foretrukket at indtage en Stilling som Departementschef, gav han til sidst efter for A. W. Moltkes og Bardenfleths bestemte Forlangende og indtraadte som Kultusminister i Martsministeriet (22. Marts). Det blev ham overdraget at udarbejde Udkastet til Grundloven, men han kom ikke til at forsvare det i den grundlovgivende Forsamling, thi allerede 15. Nov. 1848 fratraadte Martsministeriet paa Spørgsmaalet om Slesvigs eventuelle Deling, og M. kom ikke senere ved Valg ind i Forsamlingen. De Vakancer, som efterhaanden indtraadte mellem de kongevalgte, besattes af Novemberministeriet med andre af hans Kolleger, og han vilde efter al Sandsynlighed have haft samme Skæbne som Lehmann, hvis han havde stillet sig til et Folkevalg. Martsministeriets Medlemmer, og da navnlig M. og Tscherning, vare nemlig blevne i høj Grad upopulære, i det man gjorde dem ansvarlige for ikke at have kunnet realisere de Illusioner, man havde gjort sig om, hvad der kunde udrettes i militær og diplomatisk Henseende.

Men hvad ingen kunde hindre ham i, var at forsvare sit Værk med sin Pen, og det gjorde han i en Række af Artikler i «Fædrelandet». Det var navnlig om Valgbestemmelserne, Striden stod. Inden Forhandlingerne derom begyndte, var Tilbageslaget efter Februarrevolutionen blevet saa stærkt i Evropa og ogsaa her hjemme, at en mægtig Opposition mod den almindelige Stemmeret, og ikke mindst fra de liberales Side, gjorde sig gjældende. Det var mod denne Opposition, at M. optraadte, og, hvad man end i øvrigt dømmer om dette Spørgsmaal, maa det erkjendes, at der næppe er ført et dygtigere Forsvar for den almindelige Stemmeret end det, M. leverede i de ovennævnte Artikler og senere i «Politiske Breve» 1878. Som bekjendt blev Resultatet ogsaa, at Udkastets Bestemmelser kun forandredes, for saa vidt Landstingsvalgene bleve middelbare, og der i Steden for Diætløshed indførtes en Valgbarhedscensus for Landstingets Medlemmer.

13. Febr. 1849 var M. bleven udnævnt til Biskop for Laaland-Falsters Stift. Han modtoges ikke af Befolkningen med Velvilje, men det varede ikke længe, før hans mægtige Personlighed vidste at gjøre sig gjældende, og 1850 valgtes han ind i Folketinget af Maribo Amts 4. Valgkreds, som han, paa en kort Afbrydelse nær i 1853, vedblev at repræsentere, indtil han 1865 nedlagde sit Mandat. Hans overlegne Dygtighed og udmærkede parlamentariske Evner gjorde, at han snart anerkjendtes som Tingets betydeligste Medlem. Han var afgjort Demokrat, men, som M. Rosenørn skrev, «han havde en stærk Følelse af, at der behøves Myndighed hos Regeringen og Disciplin i Folket, og hans demokratiske Følelse lod ham ikke glemme at tage Hensyn til det overleverede og andres begrundede Rettigheder». Han hørte ikke fuldt ud til noget Parti, dertil var han alt for uafhængig. For Højre var han desuden altid den revolutionære Martsminister. Det national-liberale Parti, hvortil han nærmest skulde regnes, kunde ikke tilgive ham, at han var mere Helstatsmand end Ejderpolitiker, og at den almindelige Stemmeret hos os var hans Værk. Med Bondevennerne vilde han «nok være i Alliance, men ikke inkorporeres af dem», og efterhaanden som den politiske Stilling udviklede sig, blev Forholdet mellem ham og dem ofte meget spændt. Endnu mindre havde han et eget Parti, et saadant hverken vilde eller kunde han danne. Han mente, at «et Parti vil, at Chefen skal gjøre, hvad det vil, og det gjør ikke, hvad han vil». Han egnede sig desuden slet ikke til at være det «Kit», der behøves til at holde et Parti sammen. Dertil manglede han den behørige Smidighed og brede Gemytlighed. Han støttede sig derfor snart til den ene, snart til den anden Side af Tinget, og afvexlende ramte han begge, men hyppigst dog Venstre, med sin bidende Ironi, der skaffede ham mange personlige Uvenner, og selv mod sine Venner viste han ofte den samme Kølighed og Tilbageholdenhed som i sin Ungdom. Han var højt anset, og selv hans Modstandere ydede altid hans Skarpsindighed og Dygtighed fuld Anerkjendelse, men han var mere frygtet end elsket. Han blev derfor egentlig aldrig Tingets regulære Fører, kun i særlig kritiske Perioder samlede man sig om ham som den naturlige Leder.

Dette var navnlig Tilfældet i den stormfulde Periode 1852–54. Kundgjørelsen af 28. Jan. 1852 brød med Ejderpolitikken og opstillede Helstaten som sit Program. I Princippet var M. ganske enig dermed, om han end misbilligede Enkeltheder, men han vilde, at alt skulde ske ad lovlig Vej med Rigsdagens Samtykke. Efter at Bluhme havde givet et i det væsentlige fyldestgjørende Svar paa de 2 mesterlig gjennemførte Interpellationer af 3. og 13. Febr., bevarede M. en velvillig Holdning lige over for Januarministeriet og støttede endog af al Kraft Bluhme i Arvesagen. Men anderledes stillede Forholdet sig, da, til M.s store Beklagelse, Ørsted havde afløst Bluhme som Premierminister. Rigsdagen havde ikke Kompetence til at udtale sig om de Forfatninger, der gaves for Slesvig og for Holsten, deres Ensartethed i Modsætning til Kongerigets Grundlov og deres Valgbestemmelser, der sikrede de separatistiske Klasser Overvægten i Stænderne. Men da Ørsted forelagde en helt omarbejdet Grundlov, nægtede at gjøre Rigsdagen i Forvejen bekjendt med Fællesforfatningen og, tvært imod Regeringens tidligere bestemte Tilsagn, vedkjendte sig den Anskuelse, at «Forbeholdet» i Grundlovens Indledning gav Kongen Myndighed til at oktroiere saa vel Grundlovsforandringen som Fællesforfatningen, interpelleredes Ministeren 9. Marts 1854 af M., paa hvis Forslag Tinget derefter vedtog en skarp Mistillidsadresse. Endnu denne Gang holdt Ministeriet sig, og det benyttede sin Sejer til at afskedige M. (26. April) tillige med Hall og Andræ samt til at oktroiere Fællesforfatningen af 26. Juli 1854. Da Rigsdagen derefter traadte sammen i Okt., lod M. sig saaledes henrive af sin naturlige Heftighed, som han ellers vidste godt at lægge Baand paa, til at foreslaa Rigsretsaktion og at stille Skattenægtelse i Udsigt. Hall tog Sagen mere politisk rigtig ved at indskrænke sig til at foreslaa en Adresse, der, uden at berøre det kildne Spørgsmaal om Lovligheden af Juliforordningen, kun androg paa en Udvikling af Fællesforfatningen i en virkelig konstitutionel og repræsentativ Retning. Denne Overilelse af M. skadede ikke blot hans Stilling i Rigsdagen, men afgav ogsaa i alt Fald et Paaskud til at holde ham ude af Ministeriet af 12. Dec., hvor man fra forskjellige Sider ikke ønskede ham. For dog at knytte ham til den nye Regering konstitueredes han 1. April 1855 (definitivt udnævnt 1. Dec. s. A.) som Overdirektør for Almue- og Borgerskolevæsenet og som Chef for Kultusministeriets 3. Departement, en Post, der oprettedes for ham. Men senere, da Hall definitivt havde overtaget Udenrigsministeriet, indtraadte M. 6. Maj 1859 som Kultusminister efter faktisk at have bestyret dette Ministerium siden 31. Avg. 1858 som Direktør. Denne Glæde blev dog kun kort, thi det Krieger-Hegermannske Forsøg paa at fjærne Berling, som væsentlig var drevet bag M.s Ryg, nødte Ministeriet til at gaa af (2. Dec. 1859). Man havde ved Hoffet haabet, at M. vilde paatage sig at danne et nyt, men han afslog det og bestemte sig til at rejse til Paris. Ved Afskeden med Kongen lovede M. dog at ville komme tilbage, saa snart man havde Brug for ham. Dette skete, da Ministeriet af 2. Dec. opløstes ved Rotwitts Død 8. Febr. 1860. M. stødte imidlertid paa Vanskeligheder, i det Hall ikke vilde overtage Udenrigsministeriet, med mindre han tillige blev Konseilspræsident. Hvor meget det end kostede M., gav han dog efter og overtog selv (24. Febr.) Kultusministeriet og interimistisk Indenrigsportefeuillen. I de 1 1/2 Aar, han forenede disse 2 Stillinger, viste han ret sin Evne til grundig at sætte sig ind i de forskjelligste Sager og sin forbavsende Arbejdskraft. I Sessionen 1860–61 gjennemførte han Fæsteloven, der gjorde Ende paa dette virksomme Agitationsæmne, Lovene om Kjøbenhavns kommunale Skatter, Stempelvæsen, Sønæring, Handelsvægt, Arveafgift, Jærnbanesystemet, Kirke- og Præstegaardssyn osv. Han skal i denne ene Session have talt ikke mindre end 766 Gange, Møderne i Rigsdagen trak ikke sjælden ud til Kl. 1–2 om Natten, men altid var han tilstede, lige aandsfrisk og slagfærdig. Det var maaske den lykkeligste Tid i hans Liv. I alle Partier og fra alle Sider anerkjendtes med Beundring dette omfattende Reformarbejde, og ved et Afskedsgilde, som 100 Rigsdagsmedlemmer afholdt ved Sessionens Slutning, udbragte J. A. Hansen hans Skaal.

Desto større blev Skuffelsen, da Hall i Sommeren 1861 besluttede at besætte Indenrigsministeriet med Lehmann. 15. Sept. maatte M. saaledes afgive dette og indskrænke sig til sit Kultusministerium, hvad der næppe tjente til at forbedre Forholdet mellem ham og Konseilspræsidenten. Det vilde have været en stor Lykke, hvis de havde kunnet slutte sig sammen i et fast og enigt Samarbejde, thi den enes Idérigdom, Initiativ og Arbejdsevne fandt et fortræffeligt Supplement i den andens praktiske Dømmekraft, Ligevægt og taalmodige Sejhed, der aldrig forhastede sig. Ulykkeligvis adskiltes de ikke blot ved deres forskjellige Karakterer, de divergerede ogsaa i deres politiske Anskuelser og navnlig i Spørgsmaalet om Monarkiets Ordning. Hall havde indset, at Modsætningen mellem de 2 Nationaliteter var bleven saa stærk, at de ikke kunde forenes i en Fællesforfatning, og han havde derfor intet imod, at efterhaanden den konstitutionelle Forbindelse mellem Holsten og det øvrige Monarki løstes under Trykket af Forbundets Trusler og de andre Magters Raad. M. havde 1848 sluttet sig til Ejderprogrammet, fordi den Gang ingen anden Løsning syntes mulig. Men da Forholdene forandrede sig, vendte han tilbage til Helstaten. Man maatte, mente han, af al Magt søge at komme til Akkord med den tyske Opposition, thi kun saaledes kunde man faa Ende paa Forbundets Indblanding, og det burde ske hurtigst muligt, thi Krisen kunde komme paa det for os ubelejligste Øjeblik. I Rigsraadet søgte han derfor at komme Tyskerne i Møde, og i Minister-raadet insisterede han paa en Revision af Forfatningen i samme Retning. Først de holstenske Stænderforhandlinger i 1861 overbeviste ham om Umuligheden for Tiden af en Fællesforfatning, og dog billigede han kun Forfatningen af 18. Nov. 1863, fordi han mente, at den ikke kunde hindre Holstens mulige Gjenoptagelse, og fordi de mere demokratiske Valgbestemmelser vare gunstigere for det danske Element i Slesvig. I en større Stat kunde M. og Hall være blevne Chefer hver for sit Kabinet og have afløst hinanden i Regeringen; her kunde den ene ikke undvære den anden, og som Kolleger maatte der alt for let opstaa en vis Skinsyge imellem 2 Mænd, som vare alt for betydelige, til at i Længden den ene kunde underordne sig den anden.

Saaledes var Forholdet, da Tronskiftet indtraadte. 24. Dec. 1863 indgav Hall Ministeriets Demission, som Kongen modtog d. 28., og samme Aften overtog M. paa Kongens Opfordring at danne et nyt. M. havde indtrængende opfordret Hall til at rekonstruere Ministeriet, han havde erklæret, at han i alt Fald ikke vilde udsætte sig for, at, ligesom i 1859, Styrelsen gled over i ubekjendte Hænder, og endelig anmodede han Hall om at indtræde i det nye Kabinet som Kultusminister. Ulykkeligvis afslog Hall det; han vilde formodentlig have kunnet udøve en gavnlig Indflydelse paa det afgjørende Tidspunkt. 31. Dec. dannedes det nye Ministerium med M. som Konseilspræsident og Finansminister. – De faktiske Begivenheder under M.s Styrelse ere tilstrækkelig bekjendte, men først Fremtiden vil kunne kaste det Lys over disse Begivenheders indre Historie, Aarsager og Motiver, som behøves for at bedømme, hvad Ansvar der falder paa M. personlig. Hvad der er vist, er, at hvem der end havde staaet i Spidsen for Regeringen, vilde Krigen ikke have været til at undgaa, og at alle ydre og indre Omstændigheder vare saa uheldige for os som vel muligt. M. har i Rigsraadet og i Rigsdagen vist, at de Skuffelser, som Krigsbegivenhederne bragte os, ikke kunne lægges ham til Last, og da Rømningen af Danevirke fremkaldte en Bevægelse i Kjøbenhavn, som kunde have haft uberegnelige Følger, skyldtes det alene hans koldblodige Besindighed og overordentlige Aktivitet, at Ordenen saa hurtig blev gjenoprettet. Derimod bærer han Ansvaret for den skæbnesvangre Statsraadsbeslutning af 21. Juni, som forkastede det engelske Voldgiftsforslag. M. frygtede for, at Resultatet af en Voldgiftskjendelse vilde blive en Delingslinje, der i alt Fald ikke naaede længere mod Syd end til nord for Flensborg, hvorved altsaa en Del af det dansktalende Slesvig og navnlig Hertugdømmets danske Hovedstad vilde tabes. Dette var saa meget rimeligere, som Tyskland havde erklæret, at det ikke paa Forhaand vilde erklære sig bundet ved Kjendelsen, og i det højeste havde vist sig villigt til at modtage Linjen Bov–Højer. Men hellere end at udsætte det danske Folks Integritet for en saadan Sønderlemmelse mente M. ikke at burde unddrage sig Ansvaret for at prøve Vaabenlykken paa ny, saa meget mere som det antoges, at Fjenden ikke vilde kunne gaa over til Als eller Fyn. «Jeg véd vel,» sagde han, «at bagefter, naar Chancerne, som man havde sat sine Forventninger til, ikke vare gaaede i Opfyldelse, sige mange: «dette kunde man tydelig have indset», men jeg fastholder, at efter Mænds Mening, som nøje kjende engelske Forhold, turde vi gjøre Regning paa fra England at faa materiel Understøttelse.» Som det senere er blevet bekjendt, vare baade Palmerston og Russell stemte for en virksom Optræden til Fordel for os, og hvis ikke Als var blevet taget, er der megen Rimelighed for, at Underhuset vilde have sluttet sig til Overhusets Mistillidsvotum mod Whigministeriet.

8. Juli 1864 indgav M. paa Kongens Opfordring Ministeriets Demission, og efter at han havde været behjælpelig ved Dannelsen af det nye Kabinet, indtog han sin Plads i Rigsraadet, hvor han under Adresseforhandlingen holdt den mærkelige Tale, der med al sin Exaltation og Upraktiskhed var saa gribende og storslaaet, at «ingen i Forsamlingen hørte den uden med den største Bevægelse». Med hele den Styrke, han kunde lægge i sin Tale, fastholdt han, at vi ikke endnu vare nødte til at søge Fred for enhver Pris. «Først naar Hovedstaden var erobret, naar hele Landet var indtaget, maatte vi se at faa Fred for enhver Pris.» Hovedsagen var, at det danske Folks Integritet bevaredes. «Havde jeg Valget», sagde han, «mellem at bevare det danske Folk eller at bevare vor politiske Frihed, vilde jeg ikke betænke mig paa at vælge det første, og dersom det skulde være saa, at det danske Slesvig skulde gaa bort fra os og ind i det tyske Rige, og Valget beroede paa mig, hvad der skulde gjøres, da siger jeg, at jeg vilde følge Slesvig med Kongeriget, jeg vilde ikke slippe, ikke forlade det. Folkets Integritet er for mig det første og vigtigste; alt andet, hvad enten det hedder Frihed, eller hvad andet Navn det har, er for mig af underordnet Betydning.»

Endnu et Aar deltog M. i Forhandlingerne, men han var legemlig og aandelig brudt, da det danske Slesvig var tabt. Han bestemte sig til foreløbig at flygte langt bort fra Verden og Politik, og hans Valg faldt paa det fjærne Ny Zeeland. Lyststedet Hummeltofte ved Frederiksdal, som han havde kjøbt 1854, solgte han nu. 29. Nov. 1865 samlede 70 Medlemmer af Repræsentationerne sig til et Afskedsgilde for ham. J. A. Hansen holdt Festtalen, i hvilken han smukt og hjærtelig takkede ham for, hvad han havde gjort for Friheden, og endte med at udtale sin Overbevisning om, at han «i alle sine Handlinger kun havde ladet sig lede af Hensynet til Fædrelandets Vel». – Den følgende Dag afrejste M. med Familie og ankom 4 Maaneder efter til Ny Zeeland. Med sin mærkelige Elasticitet og praktiske Sans fandt han sig til rette i det nye og møjsommelige Nybyggerliv. Han kjøbte Jord paa den nordlige Ø, byggede Hus, ryddede Skov, kjøbte Kreaturer, arbejdede selv, drog sine Fiskergarn, huggede og savede Brænde, læste med sine Børn, studerede Maorisk, kort sagt arbejdede fra Morgen til Aften. Paa denne Maade gjenvandt han sin fulde Sundhed, men dermed ogsaa Trangen til aandelig Virksomhed, saa at han bestemte sig til at vende tilbage til Civilisationen. I Dec. 1868 afsejlede han med sin Familie, og i April 1869 kom han her tilbage. Snart gjenindtraadte han i gejstlig Virksomhed, først (fra Juli s. A.) som Præst i Brøndbyerne, siden (fra Febr. 1871) som Biskop i sit gamle Stift. Ligeledes tog han atter fat paa sin litterær-politiske Virksomhed. I Dec. 1869 holdt han 2 Forelæsninger, som han kaldte «politiske Drømmerier», i hvilke han udviklede Alternativet: enten Forsvar paa Liv og Død eller Afvæbning og Danmarks Forvandling til «et monarkisk Hamborg». Fra Tid til anden fortsatte han sine «Politiske Breve», af hvilke flere minde om hans bedste tidligere. Længe søgte han forgjæves at komme ind i Rigsdagen, og først 1881 lykkedes det ham at blive valgt i Middelfart. Men Folketinget var ikke længere det, han havde kjendt for 16 Aar siden. Det var en ny Generation med andre Grundanskuelser og Synsmaader, og heller ikke over ham selv vare Aarene gaaede sporløst hen. Han bekæmpede Provisorismen og, hvad han kaldte «den enbenede Parlamentarisme», men han fordømte ogsaa Visnepolitikken. Partierne stode dog for skarpt imod hinanden, til at han kunde udrette noget. Han trak sig da tilbage 1886 og levede i Nykjøbing med sine Studier og i et lykkeligt Familieliv med sin Hustru, Enken efter Edv. Phil. Hother Hage (VI, 456), Emmy Vilhelmine Elise f. Tutein, hvem han havde ægtet 16. Febr. 1875, 3 1/2 Aar efter at hans første Hustru var død. 28. Marts 1887 fandt man ham rolig død i hans Arbejdsstol. Hans Enke levede til 1894. – 1859 havde han faaet Danebrogsordenens Kommandørkors, 1864 dens Storkors.

Det havde været et uroligt Liv, rigt paa Triumfer, men ogsaa paa bitre Skuffelser, paa Anerkjendelse, men endnu mere paa Miskjendelse. Hans Begavelse, Kundskabsfylde, Arbejdsevne og Viljeskraft har ingen kunnet benægte, lige saa lidt som hans Veltalenhed, der var lige mægtig i alle Tonarter, lige fra gribende Pathos i hans Rigsraadstaler i 1864 og i «Politiske Drømmerier» til betagende Lyrik som i hans Tale for Kvinden 1845 i Ridehuset. Det er sandt, at han elskede Magten, men som den, der forstaar at bruge den, og at han aldrig glemte det Ansvar, som følger med den, viste bedst den fortvivlende Sorg, der overvældede ham, da han, der havde oplevet Norges Tab, nu ogsaa skulde se Slesvig skilles fra Danmark. Hans Forudsætninger svigtede, da han hellere end at opgive noget af den danske Nationalitet vovede det yderste. Men hvor strængt man end vil dømme derom, vilde det være uretfærdigt at lade ham undgjælde for, hvad der skyldes Aarhundreders Misgreb, og det vilde være utaknemmeligt derover at glemme det store Arbejde, han allerede før 1848 havde udført, den Hovedandel han havde i Grundloven, som han værnede om med hele sin Energi, hver Gang han ansaa den for truet, hans vigtige Reformarbejde som Minister og endelig, hvad vort parlamentariske Liv skylder ham for den Grundighed og Dygtighed, som udmærkede Rigsdagsforhandlingerne, medens han deltog i dem. Han var i sine sidste Aar Gjenstand for skaanselløse Angreb, men han tog sig dem ikke nær. Han, den gamle Kritikus, kjendte jo bedre end nogen anden sine Mangler og sine Misgreb, og «den, der kan spotte og haane sig selv, for ham er fremmed Spot et Kys og Andenmands Haan Klap»; han appellerede rolig til Historiens Dom, thi, som han sagde, «et godt Eftermæle er en dejlig Ting, men det er min Tro, at enhver faar det til sidst efter Fortjeneste».

– Som Theolog og kirkelig Personlighed indtog D. G. Monrad en ejendommelig Plads. Hans Liberalisme skilte ham i kirkepolitisk Henseende lige saa meget fra Grundtvigs kirkelige Frihedsidealer som fra den Mynster-Martensenske Konservatisme, og over for den dogmatiske Spekulation forholdt han sig ikke mindre kritisk end over for Grundtvigs Paastand om Trosbekjendelsens Oprindelse. Hans theologiske Fysiognomi minder i mangt og meget om de gamle latitudinariske Biskopper i England, der blandt andet udmærkede sig ved en tolerant Forstaaelse af de forskjellige kirkelige Retninger.

Et af M.s første trykte Arbejder var en poetisk «Hilsen til Schleiermacher», der fremkom ved samme Lejlighed som Martensens tyske Digt (ovfr. S. 162). Efter at han med Glans havde taget theologisk Attestats (1836), kastede han sig over Studiet af de østerlandske Sprog, og ved en Afhandling om et Æmne fra den semitiske Filologi vandt han Magistergraden (1838). Derpaa tiltraadte han en længere Udenlandsrejse, der ikke alene øgede hans theologiske Viden og udvidede hans kirkelige Blik, men ogsaa nærede hans Interesse for den politiske Liberalisme, som i ham fik en trofast Tilhænger. Efter Hjemkomsten var det Skolen og PolitikkenT der optoge ham mest, men da hans første korte Ministerium var til Ende, og han i en forholdsvis ung Alder var bleven Biskop over Laalands og Falsters Stift (1849), traadte de kirkelige Interesser i Forgrunden. I en Recension over Roskilde Konvents Salmebog (1852) udtalte han Ønsket om, at en Del af de i denne optagne Salmer maatte vige Pladsen for et tilsvarende Antal af de ældre, og at der i disse kun blev foretaget Saadanne Ændringer, som vare aldeles nødvendige. For at vise, hvorledes han tænkte sig Salmebogsspørgsmaalet løst, udgav han (1854) et Forslag til en ny Udgave af «Evangelisk-kristelig Salmebog», der blev indledet med et Forord, hvori han udtalte, at det var en Skam for Kirken, at den ikke bedre forstod at føre sig de Naadegaver til Nytte, som vare den skjænkede i Kingos, Brorsons og Grundtvigs Salmer.

Inden dette Forslag udkom, var han afskediget fra sin Bispestol, og Politikken lagde for en Tid atter stærkt Beslag paa hans Kræfter. Men da han (1864) gik af som Minister og igjen fik den lange Dag til sin Raadighed, vendte han tilbage til de semitiske Studier. Han havde tidligere begyndt paa en ny Oversættelse af de gammeltestamentlige Salmer; nu udgav han først «Profeten Esaias» (1865) og kort efter «Job og Salmerne» (s. A.), men dermed standsede den paatænkte Gjengivelse af det gamle Testamentes profetiske og poetiske Skrifter. Opbruddet til Ny Zeeland satte foreløbig en Bom baade for hans theologiske Studier og for hans theologiske Produktion.

Da han var vendt hjem fra Avstralien og efter den korte Virksomhed som Landsbypræst paa ny var bleven kaldet til den laalandske Bispestol (1871), overraskede han den kirkeligsindede Del af vort Folk med den Gave, der aabner det rigeste Indblik i hans theologiske og kirkelige Ejendommelighed, de «Prædikener paa alle Søn- og Helligdagene i Aaret samt i Fasten» (1871), som han dedicerede til Menighederne i Brøndbyvester og —øster «med Tak for den Velvilje, hvormed de havde fredet om Liv i deres Midte». En betydeligere Prædikensamling er næppe udgaaet fra nogen dansk Præstegaard. De, der møde med Homiletikkens Kunstregler i Haanden, ville maaske ofte føle sig fristede til at kalde disse Prædikener formløse, men ingen vil kunne nægte, at nye og opbyggelige Tanker her have faaet et skjønt Udtryk, og at Skjønheden helt er traadt i Sandhedens Tjeneste. Der er Liv og Flugt i disse Prædikener, men de ere tillige prægede af en egen Værdighed, der aldrig synes paataget. Prædikanten kommer, som efter hans Sigende selve Kirkeaaret, «paa den stilfærdige Maade», og han søger ikke at fange Opmærksomheden ved buldrende Talemaader eller poetiske Vendinger, men ved en klar og overbevisende Tale, der røber et dybtgaaende Kjendskab til Mennesker og det menneskelige Hjærte og stor Forfarenhed i Livets Prøvelser. Da Prædikenerne bleve holdte, fik Ordene en egen Vægt ved den furede Pande og de dybe, gjennemtrængende Øjne, som hurtig bragte Tilhørerne til at glemme den noget læspende Stemme.

M.s Postil, til hvilken der efter hans Død er føjet et lille Bind «Ordinationstaler og Prædikener» (1887), blev i Løbet af kort Tid en af vore mest læste Andagtsbøger. I Henseende til Udbredelse kan den dog ikke maale sig med Skriftet «Fra Bønnens Verden» (1876), der er gaaet fra Folk til Folk og er i Færd med at vinde en Plads ved Siden af de mest skattede internationale og interkonfessionelle Opbyggelsesbøger. Det var ikke tilfældigt, at M. kom til at skrive en Bog om Bønnen. Bønnen var den inderste Nerve i hans Religiøsitet; i onde og i gode Dage havde han selv prøvet dens Kraft og erfaret dens Velsignelse, og han var overbevist om, at denne Erfaring kunde blive almengyldig. Det var heller ikke et Tilfælde, der særlig gjorde den femte Bøn i Fadervor til et af Midtpunkterne i hans religiøse Overvejelser (jvfr. «Tro, Daab, Gjenfødelse, Tilgivelse», 1879, og det omfattende historiske Skrift: «Den femte Bøn og dens Liv i Kirken indtil Luther», 1883); han havde selv i en sjælden Grad erfaret Lykkens og de menneskelige Dommes Ubestandighed og prøvet, hvad andres Had formaar at udrette, og hvor vanskelig Tilgivelse kan falde et skrøbeligt Menneske.

Men M. fik ogsaa rig Lejlighed til at udvikle sine religiøse Hovedtanker i Polemik over for andre Standpunkter. Da Dr. G. Brandes begyndte at sætte de religiøse og moralske Problemer under Debat, mødte M., under Mærket «44», i «Fædrelandet» med nogle overlegne Artikler om «den frie Tanke og Dr. Brandes’ Forelæsninger». Sin Stilling over for den grundtvigske Retning belyste han i forskjellige mindre Afhandlinger, navnlig i de 2 smukke Smaaskrifter: «Nogle Bemærkninger vedrørende Trosbekjendelsen» (1873) og «Om Slaget ved Katekismen» (1874; jvfr, II, 452 og V, 122) og i Indledningen til den store, i flere Henseender værdifulde Materialsamling: «Et Bidrag til den apostolske Trosbekjendelses Historie» (1885–86), som viser, hvor omfattende hans Studier paa Symbolforskningens Omraade have været. Det var ogsaa Grundtvigs Paastand om Apostelsymbolets Oprindelse, der bragte ham til at skrive den fortræffelige Monografi om Laurentius Valla og Konciliet i Florents («Den første Kamp om den apostolske Trosbekjendelses Oprindelse», 1874). Som kirkelig Polemiker er han dog uden Tvivl naaet højest i «Liberalismens Gjenmæle til Biskop Martensens sociale Ethik» («Politiske Breve, Nr. 14–18», 1878). Her har han til Apologien for sin egen ethiske og politiske Grundopfattelse knyttet et djærvt og sikkert Angreb paa de svage Punkter i Biskop Martensens Konservatisme og kristelige Socialisme, og det lille Skrift lader os se, hvorledes de politiske og religiøse Traade vare sammentvundne hos ham selv.

1879, ved vort Universitets Firehundredaarsfest, modtog han den theologiske Doktorgrad honoris causa.

– I D. G. Monrads mangesidige Livsgjerning indtager hans Virksomhed som Skolemand vel en mindre fremtrædende Plads, men har dog baaret rige Frugter for hele Skolevæsenets Udvikling. Efter at han 1841 havde faaet Sæde i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, blev han Aaret efter Medlem af Direktionen for Hovedstadens Skolevæsen, deltog livlig i offentlige Forhandlinger om Skolespørgsmaal, bl. a. i den 1841 oprettede «Almindelig dansk Skolelærerforening», og fik snart et anset Navn som Skolemand. Efter sin anden Udenlandsrejse udgav han 1844 en Beskrivelse af Berlins Skolevæsen som 1. Hæfte af et paatænkt større Arbejde om Skolevæsenets Ordning i flere protestantiske Stater, hvilket dog standsede, da han s. A. blev forbigaaet ved Valget af Skoledirektør i Kjøbenhavn. Skjønt M. 3 Gange var Kultusminister, falder hans betydningsfuldeste Virksomhed for Skolen dog ikke i disse Afsnit af hans Liv. Vel udstedte han 1848 et Cirkulære om Oprettelse af Amtsskoler til Meddelelse af en videregaaende Dannelse for unge Bønderkarle, men dette Forsøg paa at foregribe Højskoletanken fik en ublid Modtagelse og blev uden Resultat. Derimod fremkaldte han som Overskoledirektør en Række indgribende Reformer. Udkastet til Skoleloven af 8. Marts 1856 var hans Værk, og dens Gjennemførelse skyldtes især hans Energi og praktiske Sans. Endnu fortjenstligere var hans Forbedring af Læreruddannelsen: Seminarierne reformeredes 1857, de forskjellige Kursus til Læreres videre Uddannelse oprettedes, Oplærelsen af jyske Vinterlærere forbedredes, og endelig udvirkede han 1859 Oprettelsen af Lærerindeexamen. I Rigsdagen gav han vægtige Indlæg i Forhandlingen om Skolespørgsmaal, tog med stor Varme Lærerne i Forsvar mod ubeføjede Angreb og satte deres Gjerning meget højt, hvorfor de ved hans Bortrejse fra Danmark 1865 hædrede ham med Gaver, om hvilke et Legat med hans Navn endnu erindrer. Baade som Biskop og Overskoledirektør var M. en nidkjær og indsigtsfuld Visitator, men kunde undertiden være skarp og ensidig i sin Dom over en Lærer. Den danske Folkeskole staar i en stor Taknemmelighedsgjæld til M., thi siden Aarhundredets Begyndelse har ingen enkelt Mand direkte udrettet saa meget for Skolen og Lærerne som han.