Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

Matthison-Hansen, Hans Aage Joachim, 1864–1938, Forfatter. Født 20. Marts 1864 paa Frederiksberg., d. 11. Maj 1938 i København., begravet samme sted. (Holmens Kirken).

Matthison-Hansen begyndte som Antikvarboghandler og Sproglærer, blev ansat ved Kommunens Folkebibliotek 1898 (Tilsyn paa Læsesale). Han udgav i Aarene fra 1890 til 1907 tolv smaa Digtsamlinger, hver paa to-tre Ark; senere kom bl. a. »Slyngroser« (1915), »Paradisblomster« (1920), »Mellem Paaske og Pintse« (1922). 1909 kom »Udvalgte Digte« (Valget foretaget af Sophus Michaélis) og 1930 i Gyldendals Samling »Smaa Digtsamlinger« et nyt Udvalg. Han syslede endvidere lige fra Ungdommen med kinesisk Sprog og Litteratur. I sine Oversættelser til Dansk (»Blaalys« 1890, »Vandliljerne« 1903) benyttede han til at begynde med Oversættelser til europæiske Sprog, men det lykkedes ham efterhaanden i hvert Fald delvis at tyde kinesiske Originaler, saaledes i »Lien Hua« med Kommentarer og Noter (1919). Andre Resultater af hans kinesiske Studier er »Fra Kina« (1923), »Tai-Yang-huang« (1926). Hans eneste Rejse til Kina fandt Sted 1905–06. — Matthison-Hansens Poesi bestaar i Reglen af nogle ganske faa Strofer. Sit betydeligste ydede han i de første Bind, hvor man møder smaa Stemningsdigte af en ejendommelig fin Fortætning. Man kan nævne Digtet »Alma«, der kun har fem Linier, men med langt Perspektiv og med en Resonnans, hvis Tone bliver ved at klinge i Læserens Sind. Ogsaa hans Digt til Sophus Michaélis, et af hans længste, er særegent ved den intime Maade, hvorpaa han lyrisk tegner baade Vennens og sit eget Portræt. I hans senere Produktion findes der nogle knappe og melankolske Skildringer fra Kina, der kommer paa Højde med det fineste fra hans Ungdom — men ellers banaliseredes hans Poesi betænkeligt i de senere Samlinger. Hans store Kærlighed var Kina, og dette Lands enkle og delikat antydende Poesi fik i hans unge Aar en Indflydelse paa ham, der satte tydelige Mærker i hans egen Lyrik.