Bolle Willum Luxdorph (1716–88)

Luxdorph (Luxdorph), Bolle Willum, 1716—88, Embedsmand, Forfatter. F. 24. Juli 1716 i Kbh. (Frue), d. 13. Aug. 1788 sst. (Trin.), begr. i Trin. K. Forældre: Oberst Christian L. til Mørup (1684—1726) og Susanne Magdalene Worm (1675—1735). Sønnesøn af Bolle L. (s. d.). Gift 14. Juni 1748 i Kbh. (Helligg.) med Anna Bolette de Junge, f. 11. Okt. 1719, d. 14. Juni 1781 i Kbh. (Trin.), D. af Deputeret i Landetatens Generalkommissariat Severin de J. (s. d.) og 1. Hustru.

L. blev 1733 privat dimitteret til Universitetet og tog n. A. Baccalaureus-Graden, men ingen Embedseksamen, da han allerede s. A., altsaa kun atten Aar gammel, blev Sekretær i Danske Kancelli. 1738 blev han Vicelandsdommer (med Successionsret) ved Sjællands Landsting, 1744 Højesteretsassessor, 1747—49 var han Landsdommer ved Sjællands Landsting, 1749—53 Generalprokurør, 1753—71 Maître des requêtes i Danske Kancelli, 1759—71 tillige Arkivar sst. 1767 blev han (sammen med Hielmstierne) Præsident i den særlige Overret for det guineiske Handelssocietet, 1771 Deputeret i Danske Kancelli og tillige Chef for dettes første Departement og endelig 1773 Førstedeputeret i Danske Kancelli. Efter at have afslaaet Tilbud om at blive Højesteretsjustitiarius skrev han tre Dage før sin Død (næppe godvilligt) sin Afskedsansøgning, men naaede ikke at indgive den. Foruden i selve Embedsgerningen udnyttedes L.s dybe juridiske Indsigt i Aarenes Løb i utallige Kommissioner, f. Eks. Inkvisitions- og Skilsmissekommissionerne 1772, Kommissionen angaaende de latinske Skoler og Universitetet 1785 og den store Landbokommission 1786. Da han røgtede alle Hverv med stor Samvittighedsfuldhed, er det ikke saa mærkeligt, at der undertiden klagedes over hans langsomme Ekspedition af Kancelliets Sager. Struensees Regering, ogsaa dennes nyttige Reformer, var ham stærkt imod, men han har vistnok været for frygtsom til at deltage i Sammensværgelsen 1772. Til Gengæld stod han Guldberg nær og havde under dennes Styre utvivlsomt sin bedste Tid.

Som eneste Barn havde L. efter Forældrene arvet Mørup, der imidlertid brændte 1743, hvorved hele hans Fædrenearv gik tabt. Han magtede ikke at genopføre Gaarden, 1748 maatte han sælge den for at skaffe Panthaverne Dækning, og siden boede han om Vinteren i en beskeden Lejlighed i Snaregade, medens han 1753—82 havde Sommerbolig paa en lille Gaard, han havde købt i Nærum, det senere »Hartmanns Hus«. Her kunde han tilfredsstille sin Lyst til Landliv og Havedyrkning og pleje Omgang med Vennerne Suhm i Øverød, Hielmstierne paa Kaninholmen og Langebek i Springforbi. Efter Hielmstiernes Død blev L. Præses i Videnskabernes Selskab; desuden var han Medlem af Danske Selskab, af íslenzka lærdómslistafélag og af den Arnamagnæanske Kommission, for hvilken han besørgede Fortale og latinsk Oversættelse til Udgaven af Kristnisaga. Han var Medstifter af Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskaber, hvor han indtog en betydelig Position i Kraft af den Tillid, man nærede til hans litterære Smag. Som Videnskabsmand var han ikke meget produktiv, men han havde lige fra Ungdommen drevet indgaaende Studier i Jura, Filosofi, Historie og Filologi; han var en stiv Latiner, som kunde sine Autores udenad, men ogsaa stærk i nyere Sprog. Et af hans Yndlingsfag var Numismatik; i Videnskabernes Selskabs Skrifter og i Schlegels »Sammlungen« offentliggjorde han nogle mønthistoriske Afhandlinger, og hans omfangsrige numismatiske Ekscerpter (Universitetsbibliotekets Additamenta, nu i Det kgl. Bibliotek) er stadig en værdifuld Kilde.

Særlig Forkærlighed havde L. for Digtekunsten. 1742 udgav han i ti Bind en »Samling af smukke Danske Vers og Miscellanea, Sproget til Nytte og Ziir«, betegnet som andet Oplag, men i Virkeligheden snarere en Fortsættelse af Wielandts (s. d.) Antologi. Han var delagtig i Udgivelsen af Reenbergs Skrifter (1769), Kvartudgaven (1772) af »Peder Paars« (som han »agtede meget høit, endskiønt han ei erkiendte den for Poesie«), Baggesens Niels Klim-Oversættelse, der kom Aaret efter hans Død, og har vistnok en væsentlig Andel i disse og flere andre Bøgers smagfulde Udstyr. Som original Digter paa Modersmaalet huskes han for »Tossernes Lyksalighed« (1764), et moraliserende-satirisk Digt, hvis Ironi endnu har kunnet henrive F. C. Sibbern. Han skrev et rent Dansk, men et ikke mindre elegant Latin, og har med sine »Carmina« (1775; forøget Udgave 1784) vundet Plads som den sidste Digter her hjemme, der i større Udstrækning har dyrket Latinpoesien. I anden Udgave er optaget et »Poema«, hvori Karl Gustafs Overgang over Bæltet 1658 er besunget, og hvormed L. 1754 vandt Svenska Vitterhetsakademiens Prismedaille, et mærkelig tidligt Forvarsel om langt senere Tiders dansk-svenske Forstaaelse.

L. samlede sig et værdifuldt Bibliotek paa over 15 000 Bind, grundlagt paa bred humanistisk Basis, men med mange Specialiteter; særlig fortjener at nævnes dets Rækker af Smaaskrifter grupperet om bestemte Emner, først og fremmest hans Samling af Pjecer fra Trykkefrihedstiden og den nærmest følgende Tid (henimod 900 Numre), den ypperste i sin Slags, der nu ligesom mange andre af L.s Bøger findes i Det kgl. Bibliotek, let kendelige paa deres Superexlibris med Elefanthovedet. Hvor grundig en Læser L. var, derom vidner de af Rasmus Nyerup 1791 udgivne »Lüxdorphiana, eller Bidrag til den danske Literairhistorie«, indeholdende nogle af de mange, ofte udførlige Antegnelser, hvormed han havde forsynet sine Bøger; som Tillæg findes et lille Udvalg af L.s Korrespondance. — En vigtig Kilde til sin Samtids Historie har L. efterladt sig i sine Skrivekalendere, der efter et Par Tilløb (1745, 1747, 1748) danner en fortsat Række fra 1757 til hans Dødsdag, og som efter at have været splittet nu er samlet i Rigsarkivet. Heri har L. meget omhyggeligt noteret hver Dags Begivenheder, baade de private og de offentlige, som Regel i kortfattet Form; dog er de Prædikener, han som særdeles flittig Kirkegænger hører, undertiden udførligt refereret. Paa Grund af L.s mange Forbindelser og vidtspændende Interesser indeholder disse Dagbøger en saadan Rigdom af Oplysninger om, hvad der er foregaaet i det samtidige Danmark, som ingen anden Enkeltmand har givet. Omfattende Udtog med Indledning, Kommentar og Register er udgivet af Eiler Nystrøm (I—II, 1915—30).

L. hører til sit Aarhundredes store Slidere, af Karakter noget veg, forbeholden og ængstelig, udstyret med større Grundighed og Kundskaber end Kraft til at sætte sin Personlighed ind paa en Sag og føre sine Synspunkter til Sejr. A. P. Bernstorff omtaler ham temmelig ringeagtende, men Suhm, der har haft Blik for mere end Embedsmanden, siger, at hans »Geistes Hovedcharacter var Finhed«, hvad der harmonerer godt med hans Naturentusiasme og overordentlige Receptivitet. Som Type peger han snarere tilbage end frem: Repræsentant for gammeldags Lærdom og kirkelig Religiøsitet, som Filosof Wolfianer, i sin Smag et Udtryk for den Klassik, som vel kunde vurdere den unge Baggesen, men ikke fatte Johannes Ewald.

Efterladte Papirer i Det kgl. Bibliotek (til Dels fra Universitetsbiblioteket) og Rigsarkivet. — Virkelig Justitsraad 1747. Etatsraad 1752. Virkelig Etatsraad 1760. Konferensraad 1766. Gehejmeraad 1777. — Hv. R. 1774. — Miniature af C. Foltmar 1746 (Fr.borg). Maleri af G. Fuchs 1782 (sst.), Stik herefter af G. Haas 1788 eller 1789. Stik af T. Kleve 1781; Maleri herefter(?) i Videnskabernes Selskab. Buste af Hartman Beeken 1778—79 (Kunstakademiet).

E. Nystrøms Indledning i ovenn. Udgave af L.s Dagbøger (med Henvisninger til den ældre Litteratur). H. O. Lange i Aarbog for Bogvenner, 1919, S. 176—93. Nord. numismatisk Årsskrift, 1937, S. 58.