Hans P. Lunde (1859–1949)

Lunde, Hans Peder Christian, f. 1859, Forfatter. F. 12. Sept. 1859 paa Lunde Mark, Nordfyn. Forældre: Gaardejer Peder Jensen (1829–1908, gift 2° 1881 med Karen Marie Jensen, 1857–1922) og Valborg Marie Hansdatter (1815–78). Navneforandring 4. Dec. 1885. Gift 1° 23. Juli 1886 i Odense med Maren Johanne Jørgensen, f. 30. Juni 1853 i Hybæk Mølle, Vends Herred, d. 30. April 1906 i Odense, D. af Fæstemøller Jørgen Eriksen (1819–93) og Valborg Rasmine Andersen (1823–1902). 2° med Thora Bertha Nielsen, f. 22. Aug. 1879 i Skuerup, Stenlille Sogn (gift 1° 1910 med Savværksejer Niels Christensen, Uggerløse, f. 1876), D. af Bolsmand Hans N. (1854–1931) og Hulda Emilie Katinka Leisted (f. 1859). Ægteskabet opløst.

Lunde var indtil Soldatertiden ved Landbruget, bortset fra et Par Vintres Ophold paa Lumby Landboskole, var derefter Elev paa Askov og tog 1885 Præliminæreksamen i Kbh. Han forsøgte et Aars Tid at læse videre til Artium, men opgav af økonomiske Grunde, søgte saa Arbejde ved forskelligt i Hovedstaden, gav lidt Undervisning i Sprog, fik nogle Ting frem i Blade, men tjente ikke tilstrækkeligt til Livets Ophold, fik omsider Plads som Medhjælper ved en privat Realskole, kom derefter atter til Landbruget, var en Tid Forpagter af en Gaard under Stamhuset Hindsgavl, derefter Bolsmand, indtil han til sidst udelukkende virkede som Forfatter. — Lunde er baade Lyriker og Prosaforfatter. I sidstnævnte Egenskab traadte han frem for Offentligheden 1892 med »Fra Hus og Gaard«, en Samling Fortællinger og Skitser, der efterfulgtes af en større Fortælling »Midsommerbarnet« (1898) og af en ny Samling Fortællinger »Fynboer« (1902). Sit Prosaforfatterskab fortsatte han med de to smaa Skuespil »Gæster i Gaarde« (1920), »Elverprinsen« og Komedien »Møllegaardsmanden og hans Folk«. Stoffet er fra Hjemstavnen og formet til rammende Milieu- og Typeskildringer. Følsomheden, det stemningsbetonede er fremtrædende Træk ogsaa i Lundes Prosaforfatterskab, det lyriske Drag, som han skulde blive Digter paa, fornægter sig ikke. Udformningen viser baade Realisme og social Forstaaelse. — Som Lyriker, og det vil atter sige som Dialektlyriker, har Lunde sin særlige Betydning. Hans første Vers sang sig frem i Sindet paa Hjemstavnens Maal, og paa det blev de ogsaa skrevet ned, men først efter Omskrivning til Rigssprog kom nogle frem i Bogform, »Naturtoner, fynske Digte« (1903). Nogle Dialektdigte var dog sluppet med, og dem blev der lagt Mærke til. I de følgende Samlinger, »Spil, Sange og Skæmteviser« (1905), »Vagabonder« (1908) og »Vandmøllen« (1920), findes Digte paa Folkemaalet, i »Fynske Digte, Hjemstavnstoner« (1926) er Dialektdigtene langt de fleste, og i »Fro min Föjestavn« (1930) er de eneraadende. Lunde har skrevet gode Digte paa Rigssprog, men det er paa Hjemstavnens Maal, han har skabt det betydningsfulde. I hans Digte paa Folkemaalet finder et levende og letrørt Sinds Følelser oprindelige og ægte Udtryk, Virkelighedsskildring i Poesiens Lys, fynsk Følsomhed og Lune. Et Udvalg af Lundes Dialektdigtning udkom 1936, »Hans P. Lunde: Udvalgte Digte paa fynsk Folkemaal«. 1928 udgav Lunde en Antologi med fynske Dialektdigte af forskellige Forfattere: »Fraa vo fynske Føjeæjn«, 1935 »De to gamle fynske Digte »Bjærregaarden« og »Bröu fraa Maaren Knøvsdaatter« i deres oprindelige Form af K. H. With med Forord af Hans P. Lunde« og s. A. det lille Skrift: »Hvor i Langsted ligger eller laa Ambrosius Stubs Gaard?«.