Giacomo Leopardi (1798–1837)

Leopardi, Giacomo, italiensk Digter, f. i Recanati 29. Juni 1798, d. i Neapel 24. Juni 1837. Han tilhørte en gl adelig klerikalsindet Slægt. Faderen, Monaldo, var en meget konservativ Natur, en stor Bogven og Forf. til en Mængde Skr, der dog var uden blivende Værd. Moderen, Adelaide Antici, der ligeledes hørte til en af Byen Recanatis ældste Patricierfamilier, var en helstøbt Karakter, der ved sin økonomiske Dygtighed bragte Familiens daarlige Finanser paa Fode; en ivrig Katolik, men en kold og herskesyg Natur, ganske blottet for Evne til at danne et Hjem for Mand og Børn. Giacomo voksede op sammen med sine yngre Søskende, Carlo og Paolina, og de 3 Børn sluttede fra Barndommen af et trofast Venskab og et Forbund mod Moderens Tyranni.

Forældrenes Ønske var, at Giacomo skulde slaa ind paa den præstelige Løbebane, og hans første Undervisning blev ogsaa ledet af Præster med dette Formaal for Øje. Dog allerede i sit 10. Aar kastede Drengen sig ind i selvstændige Studier. Monaldo ejede et stort Bibliotek, og her studerede Giacomo lat. Kirkefædre, Græsk og Hebraisk. Som 11-aarig skrev han et lille Digt og en Tragedie, Pompeo in Egitto, og overs. Horats’ Ars poetica paa Ottaverim. 15 Aar gl skrev han en stor lærd Afh., Storia dell’astronomia dalla sua origine fino all’anno 1811, ganske uoriginal, men vidnende om en uhyre Belæsthed. I Løbet af de flg. Aar kommer fl. store lærde Afh., 1815 Saggio sopra gli errori popolari degli antichi og Orazione politica a gl’Italiani, den første en Apoteose til Kristendommen og et Angreb paa Filosofien, særlig de fr. Oplysningsfilosofier, den anden et stærkt Angreb paa Murat, der i et Opraab 1815 havde opfordret Italienerne til at rejse sig til Kamp for Frihed og Enhed. Begge giver interessante Udtryk for hans religiøse og politiske Anskuelser paa den Tid. Den megen Stillesidden og Overanstrengelse var for meget for den i Forvejen svage og i Barndommen rachitiske Dreng. Allerede i 17 Aars Alderen viser de første Symptomer sig paa den pinefulde Sygdom og Svækkelsestilstand, der gjorde L. til det ulykkelige Menneske, han var, og bevirkede, at der gennem alle hans Værker gaar en Understrøm af den dybeste Pessimisme. Livet i Recanati blev ham uudholdeligt, nu da han ikke kunde arbejde som før. Han følte sig ensom, ingen af Stedets unge Adelsmænd interesserede ham. Han indleder en Korrespondance med Samtidens to berømte Mænd, Digteren Vincenzo Monti og den fritænkerske Filosof og liberale Politiker Pietro Giordani, af hvilke den sidste blev ham en Ven for Livet, og i Brevene til hvem man har en af de bedste Kilder til at lære L.’s Følelser og Tanker at kende. Paavirket af Giordani, der besøgte ham i Recanati, skifter han paa denne Tid politiske Anskuelser, og samtidig fører Studiet af de fr. Encyclopædister og af Locke’s Filosofi ham bort fra hans kristne Barnetro. Man kender ikke den L., der i Skrifterne fra 1811 havde givet stærkt konservative Synspunkter Udtryk, i den unge begejstrede Italiener, der i de berømte Digte, All’Italia og Sopra il monumento di Dante (1818) opflammer sit Fædreland til at rejse sig fra Fornedrelsen. Hans sørgelige Helbredstilstand forværres stadig. Han længes bort fra Recanati, men forhindres af Forældrene i at rejse, og da det endelig lykkes ham at komme til Rom, skuffer Opholdet ham der. Han higer efter et Embede, efter en fast Stilling, har tusinde Planer, men mangler Kræfter til at realisere dem. Han pines ved sit vanskabte Legeme, ved ikke at formaa at vække Kærlighed hos en Kvinde. Gang paa Gang er han forelsket, men skuffes stadig i sine Forhaabninger. Til hans andre Lidelser kommer pekuniære Vanskeligheder. En Tid arbejder han for Forlæggeren Stella i Milano, giver ogsaa Undervisning og modtager 1830 en maanedlig Understøttelse af sine Venner. 1831 gjorde han i Firenze Bekendtskab med den unge Neapolitaner Antonio Ranieri, der sammen med sin unge Søster med den største Omhu plejede den syge L., indtil han døde i Neapel 1837. Han ligger begravet i Kirken San Vitale i den lille Landsby Fuorigrotta uden for Neapel.

Det er som Lyriker, at L. har skabt sig et Navn, som vil leve gennem Tiderne, og aldrig har Pessimismen fundet et stærkere, men heller ikke et skønnere Udtryk, end den finder i hans formsmukke Digte. Alle er prægede af de Lidelser, han selv har gennemgaaet, fysisk og psykisk. Han skildrer, hvorledes han, selv ung, maa sidde hjemme i Recanati, medens de andre unge gaar pyntede til Festen i Landsbyen: Il passero solitario; Il sabato del villaggio. Han mindes sin første Ungdom: A Silvia, Le ricordanze. Han udøser sin Bitterhed over de skuffede Forhaabninger: Aspasia, Ultimo canto di Saffo, A se stesso og skildrer Naturens Ufølsomhed over for Menneskets Lidelser i Canto notturno di un pastore errante dell’Asia og fremfor alt i et af sine sidste Digte, La ginestra, skrevet kort før hans Død. I den lille Gyvelblomst, der er saa nøjsom, at den vokser paa den golde Bjergskrænt og opliver de nøgne Lavamarker paa Vesuv, men som pludselig dræbes af den glødende Lavastrøm, saa L. et Symbol paa sit eget Liv.

Foruden Digte har L. skrevet fl. Prosaarbejder, der særlig er af filos. Indhold: Operetti morali (1827), Pensieri (udg. efter hans Død), Breve og Lo Zibaldone (senere udg. under Navnet Pensieri di varia filosofia e di bella letteratura); desuden de satiriske Digtninge Palinodia al marchese Gino Capponi (1834) og Paralipomeni della Batracomiomachia (1837).

Af L.’s lyriske Digte er der kommet mange Udgaver. De er udmærket kommenterede af Straccali (Firenze 1892), er overs. paa Tysk af Gustav Brandes (Hannover 1869) og af Paul Heyse (1878). (Litt.: Foruden en Mængde Monografier og Tidsskriftartikler kan nævnes: A. Ranieri, Notizia intorno agli scritti, alla vita ed ai costumi di G. L. [Firenze 1845], og hans senere 1880 udkomne: Sette anni di sodalizio con G. L., en underlig, uvederhæftig og fantastisk Fremstilling, der er ganske i Uoverensstemmelse med det, man i Forvejen vidste om Forholdet mellem de to Venner. Bogen blev stærkt kritiseret ved sin Fremkomst, bl. a. af G. Piergili [Nuovi documenti intorno agli scritti ed alla vita di G. L.; Firenze 1889]; A. Graf, »Foscolo-Manzoni-L.« [Turin 1898]; Emil Rasmussen, »G. L. som Menneske, Digter og Tænker« [Kbhvn 1900]).