Anna Maria Lenngren (1754–1817)

Lenngren [’længr.en], Anna Maria, f. Malmstedt, sv. Digterinde, f. 18. Juni 1755 vistnok i Upsala, hvor hendes Fader dengang var Privatdocent, d. 8. Marts 1817 i Sthlm. Ved hendes Fødsel herskede der stor Nød i Fædrenehjemmet, idet Faderen, der var Herrnhuter, endog nogen Tid ikke maatte meddele Undervisning. Senere blev Forholdene noget lysere. Datteren fik i Hjemmet en udmærket, endog lærd Opdragelse og studerede bl. a. ogsaa de døde Sprog samt oversatte Digte fra Latin. Hun røbede imidlertid ogsaa tidlig et selvstændigt Digtertalent og skrev allerede som ganske ung en Mængde Digte: Lejlighedsdigte, et episk Digt, samt en ganske mærkelig Satire »Tekonseljen«, hvori hun livfuldt og kraftigt satiriserer over Fruernes Sladder og Husholdningspjat. Tappert forsvarer hun ogsaa i denne Kvindekønnets Ret til litterær Produktion, og hun fortjente sit Ophold ved talentfulde Oversættelser af Operaer for Hovedstadsscenen. Som ugift var hun saaledes ganske en Type paa Tidens lærde og litterære Damer. Men fra sit Giftermaal (1780) med en Embedsmand og Journalist, Sekretær C. P. L. (en overbevisningstro Voltairianer, Kellgren’s Ven og dennes Medredaktør af »Stockholmsposten«) forandrede hun ganske Taktik. Hun trak sig tilbage og gjorde sig en Ære af at være en prosaisk Husmoder, som holdt et hyggeligt Hjem for de »akademiske« Herrer. Som Forfatterinde optræder Fru L. kun anonymt i Modsætning til den tidligere »Mamsell Malmstedt«. Dog udviklede hun nu, delvis under Samarbejde med Kellgren, dels under Paavirkning af dansk-norske Satirikere (Wessel, Storm, Zetlitz, Weyer) samt fr. og tyske Forf. sit Forfatterskab til et langt højere Standpunkt end nogen Sinde før, og hun skrev nu de fortræffelige Digte, der har skabt hendes Udødelighed. Uagtet det var hende selv magtpaaliggende at bevare sin Anonymitet, blev det snart en kendt Sag, at Forfatterinden til de vittige Epigrammer, de kvikke Skæmtedigte, de aandrige Satirer og komiske Skildringer i »Stockholmsposten«, som rivaliserede med Kellgren’s og Leopold’s bedste Arbejder, til de Idyller, som var prægede af samme elskværdige Lune som den unge Franzén’s samtidige Digte, og til de Selskabsviser, som var beslægtede med Valerius’, Silfverstolpe’s og Wallin’s Bordviser, ikke var nogen anden end den ene Redaktørs Ægtefælle, om hvem man havde troet, at hun havde »gemt sin Lyre under sit Sybord«. Og saa bragte den gl. Digter Gyllenborg paa Akademiets Højtidsdag 1797 en versificeret Hyldest til »Nattergalen, som forgæves søger at skjule sig i Buskadset«.
Af hendes ypperste Digte skal nævnes flg. med idyllisk Toneklang: »Pojkarne«, »Källan«, »Eklog«, »Häckburen«, »Slottet och Kojan«, hvilket skildrer Lykken i Dalen i Modsætning til Stormene paa Højderne, samt »Den glada festen«, en venlig Idyl af megen Skønhed, som skildrer Freden og Hyggen i en Præstegaard paa Landet. Af satirisk Natur — dog altid med elskværdigt Skælmeri i Smilet — er »Grefvinnans besök«, »Fröken Juliana«, »Porträtterna«, »Kalaset«, »Björndansen« o. fl. Rent komiske er »Biografi«, »Min salig man«, »Min salig hustru«, »Gubben Didrich«; af travesterende Art er den af Weyer paavirkede »Kärleken och därskapen«. Af hendes Læredigte skal nævnes »Några råd till min kära dotter« (med skæmtsom Biklang) og det mere alvorlige »Den stackars tiggareflickan«; desuden en Mængde kvikke Smaadigte. Varmt interesseret for Datidens litterære Skandinavisme oversatte Fru L. Franckenau’s »Den danske Sanggudinde« paa Svensk. Efter 1800 skrev hun kun nogle faa Digte. Hendes sidste Aar prægedes af Familiesorger og Sygdom, Ulykker, som hun bar med Taalmodighed og Sjælsstyrke, i alle Henseender »et Mønster for sit Køn«.
Som Digter hører hun til 18. Aarh.’s ypperste i Sverige og er vedblivende en af Sveriges mest yndede; ved Siden af Bellmann den populæreste af dets ældre Digtere. Hendes Digtning udmærker sig ved Forstandsklarhed, Aandrighed og jævn naturlig Følelse samt en ganske original Fremstillingsevne. I en Paakaldelse af Digterguden beder hun denne skænke hende »Tonen for Hytte og Slot: Klarhed og Sandhed« og har dermed angivet Fortjenesten ved og tillige Begrænsningen af sin Digtning. Man finder i hendes Poesi det gode Hjems og Familielivets Bet. hævdet, dels indirekte ved skarpe Satirer over Fladhed og Overfladiskhed, dels umiddelbart ved idylliske Skildringer af Lykken. Hendes poetiske Stil er aandrig, usammensat, kunstløs og udmærker sig ved Evnen til i faa, træffende Ord at tegne Figurer og Situationer. Det korte, knappe, slaaende har gjort mange af hendes Vers til bevingede Ord. (Litt.: K. Warburg, »A. M. L.« [Sthlm 1887]; Samme, »A. M. L. och den dansk-norska Skämtdikten« i Tidsskriftet »Norden« [Khvn 1887]).
1754
Lenngren født.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Jens Juel:
Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Lenngren: Stockholms Posten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1817
Lenngren død.