Edvard Lembcke (1815–97)

Lembcke, Christian Ludvig Edvard, 1815–97, Forfatter. F. 15. Juni 1815 i Kbh. (Helligg.), d. 21. Marts 1897 paa Frbg., begr. i Kbh. (Ass.).

Lembckes fædrene Familie var af nordtysk Afstamning; Faderen var indvandret fra Preussen. Han blev tidligt isoleret i Tilværelsen ved sin Moders og en lille Søsters Død; Poesien blev derfor allerede fra Drengeaarene hans Trøst. 1833 blev han Student fra Metropolitanskolen. Tidsalderens æstetiske Liv tiltalte ham ikke i eet og alt, især var den herskende filosofiske Retning ham imod. 1838 blev han cand. theol. og var 1841–46 Adjunkt ved Latinskolen i Vordingborg. 1849 tog han examen philologicum, var en kort Tid Adjunkt i Odense og i Tiden mellem Krigene Konrektor i den nyoprettede Haderslev Latinskole. Efter at være fordrevet af Tyskerne var han blandt Stifterne af Haderslev Læreres Skole i Kbh. Først 1888 trak han sig tilbage fra Skolegerningen. Som gammel Mand havde han den Sorg at miste sin yngste Søn, Svend, der havde arvet hans digteriske og filologiske Anlæg.

Lembckes originale Produktion rummes i et lille Bind (1870, Udvalg med nogle utrykte Digte 1901). De bedste af disse Digte er Indlæg for den danske Sag i det sønderjyske Spørgsmaal: »Vort Modersmaal« og »For Sønderjylland« fra Tiden efter den første slesvigske Krig, »Blev nu til Spot dine Tusindaars Minder« (7. Dec. 1864) o. fl. efter Nederlaget. I disse Smaavers, som er blevet klassiske, hæver hans ellers spinkle Poesi sig til Patos. — Overordentlig stor er Lembckes Produktion som Oversætter. Hovedværket er hans Shakespeare, der udkom 1861–73 i atten Bind. Den skyldte sin Fremkomst til det mislykkede Forsøg, der af Sille Beyer var gjort paa at forny og fortsætte Foersoms Oversættelse. Ogsaa Lembcke var fra Begyndelsen forpligtet af det Schubotheske Forlag til at bevare saa meget som muligt af Foersoms Tekst. 1861 kom som 1. Hæfte »Romeo og Julie«, der fra Forgængerens Haand var et poetisk vellykket, men som Fortolkning stundom utilstrækkeligt Arbejde; Lembcke ændrede meget paa Sproget, hvis høje Flugt han havde ondt ved at følge, men kom i Reglen ikke særdeles meget nærmere til Shakespeares Intentioner. 2. Hæfte indeholdt »Macbeth«, der var et væsentlig nyt Arbejde, men heller ikke af det bedste, Lembcke kunde yde. I de følgende Stykker greb han ret haardt ind; først med »Hamlet« og »Julius Cæsar«, begge fra 1864, kom han til et lykkeligt Forlig med Foersom. Resten af Shakespeares Stykker oversatte han næsten helt paa egen Haand, kun i »Helligtrekongersaften« (1865), »Købmanden i Venedig« (1866) og »De lystige Koner« (1871) støttede han sig til A. E. Boyes tidligere Oversættelser. Bedst lykkedes de smaa Komedier for ham. Svagheden ved hans Fordanskning ligger i noget utilfredsstillende i Gengivelsen af de vanskeligste og mest patetiske Steder, dens Styrke er et Kvintin af Poesi, selv hvor Tonen er mattest, Diktionens Jævnhed og Ensartethed og det udmærkede Dansk, hvori den er skrevet: Tiden har ikke forældet det. — Af ringere Betydning er hans Gengivelser af Byrons »Dramatiske Digte og Fortællinger« (1873–76), Thomas Moores »Laila Rookh« (1878), Tegners »Frithiofs Saga« (1893). Derimod er hans Gengivelse af Swinburnes »Erechtheus« (1877) en fin Løsning af en særdeles vanskelig Opgave.