Walter Savage Landor (1775–1864)

Landor [’£ändə ell. —då. ə ], Walter Savage , eng. Forfatter (1775—1864), tilhørte baade paa fædrene og mødrene Side gamle og velhavende Slægter, gik i Skole i Rugby, som han forlod i Utide p. Gr. a. Insubordination. Allerede i Skolen udmærkede han sig i Latin, og hans Ideal var de gl. Romere Cato, Scipio og Brutus, men hans Helt bl. de moderne var Washington. Heller ikke ved Trinity College , Oxford, hvor han var kendt som vild Jacobiner, kunde hans rebelske Sind underordne sig, og han blev relegeret for en Tid, men vendte ikke mere tilbage. Den flg. Tid levede han hovedsagelig i Syd-Wales, optaget af litterære Studier, først og fremmest Milton og Pindar. Her traf han en ung Pige, Sophie Jane Smith, senere Grevinde de Molandé, i hvem han forelskede sig, og til hvem han under Navnet Janthé har rettet en Række af sine smukkeste Smaadigte. Uvist af hvilken Grund skiltes de, men hele Livet igennem var hun den Kvinde, han omfattede med størst Ærbødighed og Ømhed. Allerede i Oxford havde han udg. et Bd Digte — til Dels paa Latin — og her i Wales skrev han nu sit første større Digt, Gebir , der udkom anonymt. Det fandt meget faa Læsere, hvoriblandt dog Southey, hvem han mødte personlig 1808, og som blev hans trofaste Ven Livet igennem. 1802 udkom en ny Samling, Poetry by the Author of Gebir , hvoriblandt Chryasor , et Digt i Blankverse, der baade i Emne og Behandling er en Forløber for Keat’s Hyperton . L. behandler her for første Gang et Motiv fra klassisk Grund, der senere skulde blive hans lykkeligste Motivfelt i det paa Latin skrevne, 1814 udgivne, Idyllia Heroica — ny Udg. 1825; senere med ny Tilføjelser oversat til Engelsk i Hellenics (1847), der minder om Theokrit’s Idyller. Da Faderen døde 1805, arvede L. en ret betydelig Formue, der bl. a. satte ham i Stand til for egen Regning at udruste et mindre Korps, hvormed han tilbød Spanien sin Tjeneste i dets Kamp mod Frankrig. Ekspeditionen fik ingen praktisk Bet., og L. vendte skuffet hjem til England, hvor han 1809 købte Llanthony Abbey i Wales. Han havde store Planer om at gøre Gaarden til en Mønsterejendom, men hans stridbare Sind og stejle Retsfølelse bragte ham i Konflikt med hele Egnen, og efter 5 Aars Tab og Skuffelser solgte han Godset og forlod England. Hans Hustru — Julie Thullier —, hvem han havde ægtet 1811, vilde ikke forlade England, og alene bosatte han sig da i Frankrig, men efter et Aars Forløb sluttede hun sig til ham, og de bosatte sig først i Como, senere i Pisa, og endelig i Firenze, hvor han oppe ved Fiesole købte en Villa, hvis Have mentes at være Stedet for Boccaccio’s Decameron . Her begyndte han den Samling, Imaginary Conversations of Literary Men and Statesmen , der berettiger ham til en endda ganske betydelig Plads inden for eng. Litt. Den første Samling udkom — efter at være blevet refuseret af fl. Forlæggere — 1824 i 2 Bd, et 3. Bd udkom 1828. 4. og 5. 1829, i alt 80 Samtaler, spændende over alle Tidsaldre; senere fulgte forsk. ny Tilføjelser. Til samme Kunstform hører ogsaa: The Pentameron (1834), Samtale mellem Boccaccio og Petrarca, og hans skønneste Værk: Pericles and Aspasia (1836), skrevet i Brevform. Disse Samtaler foregaar aldrig under Handlingens store Kriser, men i Pauser, før ell. efter, som Samtalen mellem Kejserinde Catharina og Fyrstinde Dashkof lige efter Mordet paa Tsaren, mellem Henrik VIII og Anne Boleyn lige før hendes Henrettelse, ell. de er af rent diskuterende Karakter, som mellem Wasington og Franklin, ell. den mellem Bacon og Hooker. Heller ikke disse vandt mange Læsere, men L. havde en urokkelig Tro paa, at hans Tid vilde komme. I shall dine late , siger han selv, but the room will be well-lighted and the guests few but select . Forholdet mellem Hustruen og ham havde aldrig været godt, og 1835 forlod han Hjemmet i Fiesole og bosatte sig i England, mest i Bath, indtil en ulykkelig Strid med et Par Kvinder atter 1858 tvang ham til at forlade England. Han søgte tilbage til Firenze, hvor Browning, der udtalte, at han skyldte L. mere end nogen anden Samtidig, og hvis dram. Monologer fortsætter L.’s Conversations , tog sig af ham. L.’s litterære Liv spænder over et længere Tidsrum end nogen anden eng. Digters. Det var Læsning af Cowper, der døde, da L. var 25 Aar gl, som først vakte hans Interesse for Poesi, og han modtog lige før sin Død den unge Swinburne’s Hyldest. Skønt han er den romantiske Renaissances Samtidige og beundrede Southey og til Dels Wordsworth, var han dog altid mere Klassiker end Romantiker. Trods sit Sinds Voldsomhed — han menes at være Modellen for Dickens’ Boythorn i Bleak-House — udmærker hans Stil sig ved en fast storladen Ro og Simpelhed; skønt lidenskabelig Frihedselsker var han ganske ude af Føling med den victorianske Liberalisme: A mob is not worth a man , siger han. En samlet Udg. i 8 Bd ved J. Forster (1876); Works ed. by C. G. Crump (10 Bd, 1891—93); S. Wheeler, Letters and other unpublished writings (1897); Sammes Letters private and public (1899). ( Litt .: J. Forster , W. S. L., A biography [1869]; S. Colvin , L. i English Men of Letters , E. W. Evans , W. S. L., A critical study [New York 1892]; G. Brandes i »Naturalismen i England«; A. C. Swinburne i Encyclopædia Britannica ).