Henrik Ibsen (1828–1906)

Ibsen, Henrik , norsk Digter, f. 20. Marts 1828 i Skien, d. 23. Maj 1906 i Kria. Faderen var Købmand, men da det gik tilbage med hans Velstand, maatte Familien, da I. var i 8 Aars Alderen, opgive det flotte Byhjem og slaa sig ned paa Gaarden Venstøb uden for Staden. Her fik I. den Vane at lukke sig inde i et afsides Kammer med en Del gl. Bøger; naar Læsningen i disse ikke optog ham, syslede han med Blyant og Farvelade ell. med Indøvelse af Tryllekunster og Forarbejdelse af et Dukketeater. Formiddagen tilbragte han paa en liden Privatskole i Byen, hvor den kvikke, men pirrelige og hvastungede Gut fik en dygtig Undervisning i Modersmaal, Historie og Religion, derimod ikke i Latin; hans skriftlige Udarbejdelser vakte baade Lærerens og Medlærlinges Opmærksomhed, og hans Gengivelse af tilegnet hist. Stof skal have røbet tidlig Modenhed. Efter Konfirmationen maatte han slutte sin Skolegang for at tage fat paa noget, der kunde skaffe Levebrød med det samme. Selv havde han stærk Lyst til at blive Maler, men Faderens Kaar nødte ham til at modtage Ansættelse ved Apoteket i Grimstad. Paa dette afsides lille Sted opholdt I. sig i de 5 første Ungdomsaar. I Fristunderne var det den første Tid fremdeles Blyant og Pensel, som gav ham Afløb for for det Stemningsliv, der gjorde ham fremmed bl. Omgivelserne. Senere begyndte han ogsaa at ty til Pennen. Der var gærende Ufred i Luften selv i den trygge Afkrog ved Skagerrak; og den indesluttede lille Farmaceut med den sorte Manke drømte med Mændene af 1848 om at »styrte Tyranniets Grundpillarer«, som han sang i en Ode »Til Ungarn« efter dets Nederlag 1849; han skrev ogsaa en hel Tylvt Sonetter med Overskriften »Vaagner Skandinaver! Et Opraab til de norske og sv. Brødre«. Har en nittenaarig — tilmed en af dem, som ikke forstaar at give sig umiddelbart hen i et frisk Ungdomsliv ell. at fryde sig i Naturen — først begyndt at sysle med Rim og Rytmer, vilde det være et Særsyn, om han ikke gled ind i Elegiens Maaneskinslunde. Vor Farmaceut var heller ikke sen om at finde Vejen didhen. Et enkelt af disse Digte (»Høsten«) saa Dagens Lys i et Hovedstadsblad Septbr 1849. Dog Afkrogen blev snart det gærende Gemyt for trang; den unge Farmaceut havde ikke holdt Tand for Tunge med sine samfundsfjendske Drømme, havde endog været dristig nok til at rime Nidvers om agtede Borgere. Han bestemte sig for at blive Læge og tog fat paa Forberedelsen til Studentereksamen; med Nattesøvnen fik det gaa, som det kunde — ekspedere Recepter vilde han ikke fortsætte med alle sine Dage. I de lange Vinteraftener i det stormende Revolutionsaar blev I. kendt med Sallust’s »Catilina«, hvor han fandt Stof til poetisk Helteskildring i dram. Form som en af Oehlenschläger’s Jambetragedier. Romantikkens Krav paa Sjælevaande og dæmonisk Elskov samt Reformatorsværmeriet for Fremtidsidyllen med trofast Kærlighed som Grundvilkaar afsatte i den højtstræbende unge Digters Komposition to Kvindetyper, der skulde staa ved den lidenskabelige Helts Side under hans til Slut frugtesløse Anløb mod Statsmagterne. Det 3 Akts Drama »Catilina« blev færdigt, før Forf. havde Artiumslæsningen fra Haanden. En begejstret Fortrolig tog Manuskriptet med ind til Hovedstadens Teater og Forlæggere: men den ukendte Forf. »Brynjolf Bjarme« (Farmaceut H. I. skrev sig qua Poet H. Ibsen. med et rungende oldnorsk Navn) fandt ingen Protektion. Saa skaffede Kammeraten selv Mønt til Trykning, og Apr. 1850 — just som Forf. var kommet ind til Hovedstaden for ved Heltberg’s »Studentfabrik« at faa den sidste grundige Afpudsning for Eksamen — udkom Bogen. En ung Latinlærer besørgede Produktet kraftig censureret i »Norsk Tidsskrift«, saa kraftig, at den fungerende Redaktør (den unge Prof. Monrad) fandt at burde gyde lidt Olie i Begynderens sviende Saar. Den unge I. gav aldeles ikke tabt; sammen med sin opofrende Kammerat levede han paa en ussel Hybel, hvor han hjalp til at tære dennes mere end knappe Maanedspenge. I Pinseferien fandt han Tid til at skrive et nyt Drama, en een Akts Oehlenschlägeriade, »Kjæmpehøien«; dette Stykke fandt Naade hos Teaterstyrelsen og blev opført om Efteraaret 1850, straks efter at dets Forf. var blevet Student. Eksamensresultatet blev alt andet end en Opmuntring til fortsat Studium, og desuden skortede det ganske paa Midler til uforstyrret Læsning. Naar der ikke var andet end Nød i Sigte paa nogen Kant, hvorfor saa ikke »følge Kaldet« og fortsætte Litteratlivet. Sit Revolutionssværmeri fandt han ogsaa nem Adgang til at forsøge omsat i Praksis; i I.’s Artiumsaar forefalder nemlig den ufarlige norske Eftervirkning af Februarrevolutionen, »Thraniterbevægelsen«; Student I. kom til at bo i Hus med en af Lederne, Student Abildgaard, der gjorde ham bekendt med Føreren Markus Thrane og hans Organ »Arbeiderforeningens Blad«. Meddelagtigheden var imidlertid ikke saa kompromitterende, at Politiet ved »Revolutionen«’s Dæmpelse fandt Lejlighed til at krumme noget Haar paa den unge Poets Hoved. Meget nærmere Aandsfrænder havde I. opdaget i de to mærkelige Bondestudenter, der samtidig med ham slog ind paa Litteratbanen: den snurrige Telemarking A. O. Vinje og den skønsomme og belæste Gudbrandsdøl Paul Botten-Hansen. De 3 gode Hoveder blev enige om at skænke Norge, hvad Danmark ejede i Goldschmidt’s »Korsaren«, og startede ved Nytaar 1851 et satirisk oppositionelt Ugeblad, der ud paa Aaret fik Navnet »Andhrimner«, men rigtignok efter 3 Kvartalers lidet paaagtede Tilværelse maatte gaa ind. Foruden en Del af Oehlenschläger og Paludan-Müller paavirket Lyrik af »Brynjolf Bjarme« lod I. her trykke (anonymt) »Norma ell. en Politikers Kjærlighed, Musiktragedie i 3 Akter«, en bister Satire over den »Akkordens Aand«, som den begejstrede Radikaler havde fundet Stortingsoppositionen besat af. Sommeren 1851 havde I. leveret Sange til det skandinaviske Studentermøde i Kria, og ud paa Efteraaret s. A. forfattede han Prologen for Studentersamfundets Aftenunderholdning til Indtægt for den ny nationale Scene i Bergen. Dennes Skaber Ole Bull blev gennem Vinje kendt med Prologens Forf., som — han havde jo ogsaa skrevet to Skuespil — blev forespurgt, om han var villig til at »assistere Teatret som dram. Forf.«. Den brødløse Litterat, som netop havde mistet sit lille Organ, slog til og drog straks, Novbr 1851, til Bergen. Til det unge Teater i Bergen var I. knyttet 5 1/2 Aar, netop de Aar, da Ynglingen gærer af til Mand. Han indstuderede mindst 100 Skuespil med den Flok begavede unge Kunstnere, som byggede Norges første nationale Scene. I og for sig maatte dette Arbejde for Brødet føre den fremadstræbende Poet lige ind i den Digtart, hvor han allerede fra først af havde forsøgt sig; men Ansættelsen medførte tillige, at han leverede et nyt Drama til Opførelse ved hver Aarsdag for Teatrets Stiftelse. Saaledes var den lovende Forf. af »Catilina« og »Kjæmpehøien« kontraktmæssig nødt til at gennemgaa et praktisk Kursus i Dramaturgi; og at han ikke skulkede, men tog sin Pligt med Alvor og Hengivenhed, derom vidner hele hans litterære Produktion siden Ansættelsen — et lidet Bd Digte, men 23 Skuespil. Særlig modnende virkede en 5 Maaneders Studierejse til Kbhvn og Dresden, som Teatret bevilgede sin Leder Foraaret 1852. Naar vi betragter de Stykker, I. forfattede for Bergens Scene, finder vi dem alle udsprungne af Samtidens raadende Aandsretning, Efterromantikken og Sværmeriet for nationale Motiver i Kunsten. Det tilbagetrukne Liv, den tidligere saa radikale Farmaceut og Student førte i Bergen, udelukkende optaget som han var af æstetiske Sysler, standsede — foreløbig — den Strøm af Tugtelyst, der havde vældet frem hos »Brynjolf Bjarme«. Efter Udenlandsrejsen lod I. ved Nytaar 1853 opføre »Sankthansnatten«, en 3 Akts Eventyrkomedie (trykt i Eft. Skr), hvor Datidsmennesker — omtr. som i et Hostrup’sk Lystspil — bringes ind under en mystisk Indflydelse, der skiller de romantiske og de prosaiske Naturer. Til næste Nytaar havde I. omarbejdet sit »Kjæmpehøien« (optaget bl. a. i 10. Bd af »Samlede Værker«, se ndf.), der handler om Vikingeomvendelse. Imidlertid havde særlig Studiet af Hettner’s »Das moderne Drama« rustet den nu scenekendte Forf. til at gaa løs paa sværere Opgaver. Til Nytaar 1855 kunde I. lade sine Skuespillere fremføre et saa overlegent Kunstværk som »Fru Inger til Østråt«, en 5 Akts psykologisk Karaktertragedie med et hist. Emne, der rigtignok af kunstneriske Hensyn blev temmelig frit omformet. Skuespillets Komposition er saa tæt sammentrængt, at det hele foregaar i een og samme Nat, og dets tekn. Virtuositet i Motivernes Sammenslyngning vidner om, at Forf. har haft grundig Øvelse i at opsætte Scribe’ske Intrigestykker. I Stemningens betagende Uhygge og Personernes klare Karaktertegning aabenbares et Par af de Grundtræk, som har vist sig at være mest ejendommelige for I.’s Digterpersonlighed. Med dette Værk godtgjorde den 26-aarige H. I. sin iboende Evne til at naa det højeste som Dramatiker. Mærkeligt nok synes dette modne Kunstværk ikke at have vakt megen Opmærksomhed i Samtiden; det tog 2 Aar efter første Opførelse, før det blev trykt, og da kun stykkevis i Vennen Botten-Hansen’s »Illustreret Nyhedsblad« (1857, Nr 22—34), hvorefter nogle Særtryk blev givne i Boghandelen. Først 1874 udgav den da berømte Forf. dette sit dygtige Ungdomsarbejde paa ny, og nu vakte det Opsigt. — Adskillig heldigere gik det med det til Nytaar 1856 opførte 3 Akts Dranma »Gildet paa Solhaug«. Skønt det i Originalitet og Intensitet stod tilbage for Fjoraarets Frembringelse, gjorde det ved sit mere romantiske Ballademotiv og sin forsonende Udgang megen Lykke hos Publikum; Stykket blev straks opført ogsaa i Kria, næste Aar endog i Sthlm, og 1861 tillige paa Casino-Teatret i Kbhvn med Vilhelm Wiehe i Hovedrollen. Og, hvad Forf. hidtil ikke havde opnaaet, Skuespillet fandt en Forlægger, og I. kunde for anden Gang se sit Navn paa en Bogs Titelblad. Glæden blev ham imidlertid heller ikke denne Gang ubeskaaret; Kritikken (med Undtagelse af Bjørnson) var nemlig slem, den fandt Stykket paavirket af »Svend Dyrings Hus«, særlig i Verseformen; denne var nemlig ligesom hos Hertz en Efterklang af Folkevisetonen. I Fortalen til 2. Udg. (1883) har I. forsvaret sig mod Beskyldningen for Efterligning af Hertz; ogsaa ellers har dette Forhold været debatteret af fl. Kritikere. I. var ved de Tider stærkt optaget af Landstad’s »Norske Folkeviser« og skrev i »Illustreret Nyhedsblad« (1857, Nr 19—20) et Essay »Om Kjæmpevisen og dens Bet. for Kunstpoesien«, en fin og interessant Afhandling, der senere, da hans Ry var blevet europæisk, blev oversat i fl. tyske Journaler (»Allg. Zeit.«. »Voss. Zeit.« o. fl.). Imidlertid var han allerede ved Behandlingen af Fru Inger’s Tid ført ind paa Studiet ogsaa af Fædrelandshistorien. Han læste Kongesagaerne, men kunde dengang ikke gøre nogen dram. Brug deraf. Saa meget dybere Indtryk gjorde N. M. Petersen’s Overs. af isl. Ættesagaer; det stærke Pust af Lidenskaber og ildfuld Daad, som her slog ham i Møde, kaldte atter til Live i hans Forestilling hint Billede af en stort skaaret, vildsindet Kvinde, der havde aabenbaret sig allerede i hans første Drama, og drog ogsaa nu med sig Kontrastbilledet af den blide, dydsirede Kvinde, Hjemmets gode Aand. Dette for dram. Udvikling saa vel egnede Skikkelsepar tog nu Vikingetidens Dragt paa; men foreløbig blev det Digteren for svært at finde sig til Rette i Vikingetonen, Skikkelserne maatte først gennemleves som Balladefigurer og behandles i »Gildet paa Solhaug«’s lyriske Rytmer. Dette Stykkes Succes drog efter sig et nyt Forsøg med Balladen til scenisk Brug; det 3 Akts romantiske Drama »Olaf Liljekrans« blev opført i Bergen ved Nytaar 1857. Men nu slog Forsøget ikke an; Forfatteren havde selv levet sig ud af Fortryllelsen; hans Motiv, Sagnet om Justedalsrypen — under denne Titel havde Forf. ogsaa paabegyndt Udarbejdelsen af Stykket som et »nationalt Skuespil i 4 Akter« allerede 1850 —, som levede alene igen efter Sortedødens Hærgning i den afsides Egn og gaar til Grunde ved Berøring med Mennesker, betegnede Folkeviseromantikkens Selvopløsning. I. var selv ikke fornøjet med sit Arbejde, men Emnets Behandling i Folkevisetonen sysselsatte ham dog nogle Aar senere, da han tog det op igen og forsøgte at omforme det som Tekst for en romantisk Opera, hvis 1. Akt blev færdigskrevet 1859, hvorefter Planen helt blev opgivet. I.’s Kontrakt med Bergens Teater var imidlertid udløbet, og han drog straks, Sommeren 1857, ind til Kria, hvor der var Kammerater at træffe og Muligheder for Deltagelse i et stærkere aandeligt Liv. I. blev ansat som artistisk Direktør for det mod »Kria Teater«’s Danskhed opponerende »Norske Teater«. Lige efter Ankomsten til Kria tog han igen fat paa sit Valkyriedrama, og nu fandt han i Sagastilen den rette Form for det tunge Emne. Efteraaret 1857 var »Hærmændene paa Helgeland« færdigt og blev straks indleveret til det gl. Hovedteater, der imidlertid under et Paaskud, som fremkaldte Forf.’s offentlige Protest med deraf flg, Bladfejde, holdt det tilbage. Ogsaa det kgl. Teaiter i Kbhvn afviste i Henhold til J. L. Heiberg’s Censur Stykket, der imidlertid Foraaret 1858 udkom i Bogform som Bilag til »Illustreret Nyhedsblad« og Efteraaret s. A. blev opført ved Forf.’s eget »Norske Teater«, derefter ogsaa paa Trondhjems og Bergens Scener; først 1861 tog »Kria Teater« Stykket op, og endelig 1875 ogsaa Kbhvn’s kgl. Teater; fra 1876 spilles det jævnlig baade i Sverige, Finland og Tyskland. Dette kraftige Sagabillede, som senere er blevet optaget bl. de faste Skoleklassikere, voldte fra først af Æstetikerne Ubehag ved sin »Vildhed og Raahed«, men mest ved sin kraftige norske Sprogtone. I den haarde Strid, som ved de Tider udfægtedes om Berettigelsen af Norsk som Scenesprog, indtog I. p. Gr. a. sin Stilling en fremskudt Plads; han fik endog Novbr 1859 sammen med B. Bjørnson stiftet »Det norske Selskab« til Fremme af Nationaliteten i Litt. og Kunst. Opholdet i Kria blev alt andet end en Dans paa Roser; det lille norske Teater formaaede ikke at lønne sin Direktør, saa han kunde leve deraf; især da han Sommeren 1858 havde holdt Bryllup (med Frk. Susanna Thoresen fra Bergen), blev Tilværelsen bekymret. De snævre Forhold i den lille Hovedstad havde kun Uhygge at byde en ung Digter, der stred for sin personlige Udvikling, og afsatte bitre Stemninger, der vakte Satiren til nyt Liv hos ham. Sine Indfald af denne Art kunde han give frit Løb i en Kreds af aandfulde Kammerater, som flokkedes om Botten-Hansen; her fik den ellers saa indesluttede Digter Tungen paa Gled og dryssede sine voldsomme Paradokser ind i Samtalen. Til nogen fortsat dram. Produktion — et Emne fra Kongesagaerne, Skule Jarl, var 1858 begyndt at beskæftige ham, men blev lagt hen — saa det ikke ud, som han formaaede at samle sig. I fl. Aar skrev I. kun spredte Digte, der blev trykte dels som honorerede Lejlighedsvers, dels i »Illustreret Nyhedsblad« og dets Nytaarsgaver. Til dette Tidsrum hører den mærkelige Sonetcyklus »I Billedgalleriet« (1859), som Forf. senere ikke har villet godkende ved at optage den i sine samlede Digte, videre den oprevne Overmenneskestemning »Paa Vidderne« (1859) og det formfaste »Terje Viken« (1861). 1862 maatte det »Norske Teater« lukke for Gæld; dets Direktørs Udkomme forbedredes ikke synderlig ved hans Ansættelse som artistisk Konsulent ved »Kria Teater« fra Nytaar 1863. Forgæves havde han 1860 søgt Statsstipendium til en Studierejse udenlands; Somrene 1862 og 1863 tilstod man dog »Student H. I.« lidt Understøttelse til Ferieture i Vestlandets Fjordbygder for »at samle og optegne Folkeviser og Sagn«. Foraaret 1863 søgte han paa ny forgæves om Statshjælp, denne Gang en Aarsløn, for at kunne fortsætte sin »Virksomhed i Litteraturens Tjeneste«; Efteraaret s. A. indrømmede man ham endelig 400 Spd. i Rejseunderstøttelse. I Mellemtiden havde hans sydende Haan sprængt sig Afløb gennem det satiriske Hverdagsskuespil »Kjærlighedens Komedie« (Kria 1862), hvis tirrende vittige Rimvers faldt som Piskeslag over »Kærlighederne og Ægteskaberne«, og vakte en Harme hos Publikum saa ildsk, at det tog 10 Aar, før man taalte at se Stykket opført. Sommeren 1863 deltog I. i en Sangerfest i Bergen og vendte hjem i et saadant Arbejdshumør, at han paa knap 2 Maaneder fik formet sit henlagte Skule-Drama. »Kongsemnerne« (Kria Oktbr 1863) blev straks antaget baade af Teatret og af Byens bedste Forlægger. Samtidig (Septbr 1863) kom da Rejsestipendiet. Ved Nytaarstid indbragte Opførelsen den saa længe bandsatte Digter Publikums hjertelige Fremkaldelse, og ved Paasketider kunde han tage Afsked med sine Venner og med det Fædreland, der saa nødig vilde anerkende hans kunstneriske Stræben. Det var en moden Mand — sit 36. Aar havde han fyldt — og en sikker Kunstner, som nu drog ud for at vinde ny Indtryk; Minderne fra den forhærdende Kamp i de smaa norske Hovedstadsforhold skulde ikke besvære ham Færden med Hjemve. I 27 Aar blev han ude, og da han endelig som ældet atter tog Bopæl i Hjemlandet 1891, var det som den europ. Berømthed, hvem alle hilste med Ærefrygt. Det havde han opnaaet ved en jernfast Koncentration om Udviklingen af sin Kunst, der aldrig tillod ham at afslutte Behandlingen af en Opgave, før det Emne, som fængslede hans Stemning, havde faaet den til det yderste fuldendte Udformning saavel i Komposition og Stil som i psykologisk Gennemsigtighed og dialektisk Tankeuddybelse. Med urokkelig Selvbegrænsning har han udelukkende dyrket det Anlæg for den dram. Digtart, som fra første Færd brød frem hos ham; de faa mere ell. mindre lyriske Digte, som I. siden Udrejsen har skrevet, er det let at holde Tal paa. Selvbegrænsning var det, som allerede 1860, da »Kjærlighedens Komedie« og »Kongsemnerne« var begyndt stærkt at beskæftige ham, bragte ham til at lægge Palet og Pensel hen, hvor kært det end var at sysle dermed. Selvbegrænsning har det ogsaa været, som i lange Tider afholdt ham fra at skaffe sig fast Bopæl med fuldt hjemligt Udstyr; det intense Liv i Kunsten krævede Frihed fra det distraherende i at føre Hus. Da saa den engang gældbundne Litterat begyndte at faa Indtægter, og disse med Aarene strømmede rigelig ind, vides han at have vist sig som en dygtig Økonom; selv i ydre Anliggender har den stramme Villie altid haandhævet en frigørende Regulering. Med Rejsestipendiet 1863 var de økonomiske Vanskeligheder ikke ordnede; endnu en Gang (Foraaret 1866) maatte Statsmagterne anraabes om Bistand; selv henvendte han sig til Kong Carl for at faa Midler til at fortsætte »den Livsgerning, som jeg uryggelig tror og ved, at Gud har lagt paa mig — den Livsgerning, der staar for mig som den vigtigste og fornødneste i Norge, den, at vække Folket og bringe det til at tænke stort«; samtidig foreslog formaaende Venner for Regeringen og ledende Politikere for Stortinget at bevilge ham samme Aarsløn, som Bjørnson allerede oppebar som Digter — og nu gik det glat. Kort forud var nemlig »Brand« udkommet (Marts 1866) og det paa Gyldendals Forlag i Kbhvn; dette mægtige Værk sprængte alle gl. Bomme. Endelig, 38 Aar gl, var I. en fri Mand. Paa Færden hjemmefra havde I. lagt Vejen over Danmark og Tyskland til Rom. Under Rejsen trængte de tunge Begivenheder i Nordens Politik nær ind paa ham; at Danskerne ingen Hjælp fik af deres Frænder, hans Landsmænd, nagede ham dybt. Usselt havde Hjemlandet tidligere ofte nok forekommet ham; den norske Ungdoms »Løftebrud« 1864 rejste hans Harme. Af S. Kierkegaard havde han indsuget strenge Tanker. Da han saa var kommet til Ro i det lyse Syden, grebes han af Trang til at holde Puslingerne hjemme Idealets tugtende Spejl op for Øjnene. »Brand«’s Dommedagsbasun klang ogsaa vidt over Lande; som en Bodsprædiken blev Bogen læst under Frygt og Bæven. Inden Jul solgtes den i 4. Opl., og ingen talte om andre Bøger, Bladene kappedes om at bringe Analyser og Polemik. — Sommeren 1867 skrev I., ligeledes i Italien, det negative Pendantstykke »Peer Gynt«, som kom ud nogle Uger før Jul 1867 og straks maatte trykkes i nyt stort Oplag. Her var det Satirikeren i ham, som boltrede sig med frydefuld Festivitas. Men ogsaa her beroede Digtets Magt over Sindene paa den samme etiske Malmklang i Røsten, der havde passet saa godt med Tidens hele Grundstemning, baade da den lød i »Kongsemnerne«’s sentenstunge Replikker, og da den rungede i »Brand«’s rytmiske Tordentale. I mesterlige Vers indprentedes de overvældede Læsere en ubøjelig Idealismes Krav paa Personlighedens Pligt til at »være sig selv« og være det »helt, ikke stykkevis og delt«. Den dram. Kraft, den forbløffende Stilpragt, den utrættelige Tankeflugt gennem alle Temaets Momenter rev selv den trægeste Læser med. De to betagende »dram. Digte« gik som et vældigt Aandens Vejr over Norden. Hvad Forf. under »Brand«’s Tilblivelse udtalte ved Afsløringen af Historikeren Munch’s Mindesmærke i Rom: »Den Mand, der gør den aandelige Gerning i en Nation, har Ret til at bære sit Hoved højt«, var Ord, som allerede gjaldt om ham selv. — I Rom blev I. boende i 4 Aar, ved Siden af sin intense Produktion stærkt optaget af arkæologiske og hist. Studier; lige fra Ankomsten did kredsede hans Fantasi om Ideen til et mægtigt verdenshistorisk Drama, hvis Poler skulde være det antikke Hedenskabs Opløsning og Kristendommens Sejr. Men foreløbig trængte de nationale Stemninger sig op i Forgrunden og affødte de nys nævnte Mesterværker. Fra »Peer Gynt« blev Tugtetrangen siddende i Sindet fremdeles; den greb nu sit Offer lige ud af Dagens Foreteelser hjemme. Med dette ny Tema i Hovedet flyttede I. op til Dresden, hvor »De Unges Forbund« blev skrevet Vinteren 1868—69. Sommeren nyttede han til et Besøg i Kbhvn og et længere Ophold i Sthlm; her modtog han Kedivens Indbydelse til at overvære Sues-Kanalens Aabning. Under de ægypt. Festligheder overraskedes I. af Underretningen om, at »det Digt-speil, jeg pudsed for mandlige Tøiter, var hjemme smudset af Stænk fra Fløiter«; den liberale Fylking var blevet grebet af Raseri over »De Unges Forbund«’s Hudfletning af Frasepolitikeren. Efter et Besøg i Paris tog I. atter Bopæl i Dresden; dog drev Krigsuroen 1870 ham til for nogle Maaneder at ty op til Kbhvn. De voldsomme Omvæltninger i disse Aar gik nær ind paa ham, samtidig som Mindelserne hjemmefra blegnede, efter at Opgøret var fuldbragt i de 3 sensationelle Skuespil. Den 40-aarige Digter arbejdede sig med hele sin for intuitiv Refleksion anlagte Natur gennem Tidens Brydninger og standsede først ved det frigjorte Syn paa Tingene, som udtrykkes i den bekendte Linie af et Brev (Decbr 1870) til Dr. G. Brandes: »Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering«. Dette Gennembrudsarbejde standsede for en Tid den flittige Forf.’s Produktion; i Mellemtiden foretog han et Gennemsyn af sine »Digte« og foranstaltede en samlet Udg. af de godkendte (Maj 1871). Efterhaanden bragte dog den paagaaende Kulturkamp omkr. ham og den stigende indre Afklaring paa ny det henlagte Tema for et verdenshistorisk Skuespil op i hans aktive Bevidsthed, og ud paa Høsten 1873 forelaa »Kejser og Galilæer«, dette vældige, om grundig Lærdom og intens Spekulation vidnende Tankedrama, hvori der forkyndes en dunkel Tro paa de to stridende Verdensanskuelsers Undergang for et Fremtidens »tredie Rige«, hvor begges leveværdige Kulturelementer forsones og genopstaar. Indtrykket hos Publikum blev stærkt (den svære Bog maatte straks trykkes i nyt Oplag); men de vide Vuer tabte sig for de fleste i det blaa, hvortil Digteren (som stadig trak sig mere og mere tilbage i fornem Forventen af »Tidens Nærmen« — »naar Hævnen kommer og holder Dom paa Tidsløgnens yderste Dag«, som han allerede tidlig havde udtalt Haab om —) ved Lejlighed, i et Rimbrev af 1875, bemærkede: »Jeg spørger helst; mit Kald er ej at svare«. Kun en enkelt Gang udtalte den tilknappede »Mystiker« sig offentlig om sig selv; det var i den store Tale til Kria-Studenterne, som under hans første Sommerbesøg hjemme 1874 bragte ham et Fanetog. Et Par reflekterende Digte fra disse Aar røbede, at hans indre Gæring ikke var afsluttet; kun sjælden times ham »et Øjebliks Tro mellem Tvilene«. Den indre Stemme tilhviskede Grubleren: »Jeg tror, vi sejler med et Lig i Lasten«. — Besøget hjemme havde indbragt den i de forløbne 10 Aar saa eminent rehabiliterede fordums Bohemien megen Hyldest; men til at blive hjemme for stedse var Indtrykket af Forholdene ikke indbydende nok. Tværtom, Tugtelysten vaagnede paa ny i ham, denne Gang tilsat med det nytilkomne Krav paa »Menneskeaandens Revoltering«. Det tog lidt Tid, før Stemningen skabte sig Form i Samspil mellem levende Figurer; den egnede sig bedre til Gennemarbejdelse af det stormende Ungdomsdrama fra Februarrevolutionens Dage (»Catilina« [2. gennemsete Udg., 1875]). Endelig brød det ny sig frem. Fra Dresden var I. flyttet over til München som fast Bosted. Samtidig lægger han sin dram. Kunst over paa den rene Realismes Grund, som den ny Tids Æstetik vilde have al Kunst henflyttet til. 1877 udgav han »Samfundets Støtter«, denne Hverdagsskildring fra norsk Smaabyliv, der med et ekspedit Greb river Masken af det konventionelle Hykleri og forkynder den ny Tidsretning som staaende i Pagt med den sejrende Sandhed. Hjemme gjorde Stykket ingen egl. Sensation; saa meget kraftigere slog det an i Tyskland, hvis Scener kappedes om at bringe det frem. Fra denne Succes er det, I.’s Ry uden for Skandinavien daterer sig; 5 af Berlins Teatre bød i samme Uge paa det ny Stykke. Saa vel fandt den halvhundredaarige Digter sig til Rette paa det ny Felt, at han siden ikke har skiftet Tumleplads for sin Fantasi. Foreløbig var Tugtetrangen raadende hos ham; men med Aarene viger denne for Trangen til at lade en rent psykologisk forklarende Belysning falde over interessante Sjælstilstande; samtidig har Grubletrangen latter trængt sig frem og medført, at de oprullede Billeder faar gennemsigtig Baggrund, hvorfra dybe almene Ideer skimter frem. Som Realist gennemgaar I. en konsekvent, men langsom Udvikling fra »Problemdigter« hen imod »Symbolismen«. Samtidig skaber han sig en original dramatisk Teknik, der ved sindrigt Arrangement af et Menneskelivs Indhold byder Adgang til i en eneste spændende Katastrofe at ransage selv den lønligste Krog af vedkommendes Væsen, som det har artet sig paa alle tidligere Stadier i Livet. Dette lykkedes det ham at udføre med den strengeste Overholdelse af Dialogformen og uden at ty til Situationer, som ligger uden for den jævne Virkeligheds Omraade, medens den aktuelle Handlings Gang ingen Steds sinkes ved kommenterende, spændingsslappende Digressioner. Denne overlegne Sikkerhed i Anlægget af det dramatiske Grundrids støttes af en stadig tiltagende Færdighed i at forme Replikkerne saaledes, at de i Prægnans og behagelig Naturlighed er lige fuldkomne. Med den epigrammatiske Stilkunst, som øvedes i de store Versedramaer fra 1860’erne, tumler han sit rige Sprog saa frapperende behændig, at hele Rækker af Problemstykkernes Replikker er blevne staaende igen som Slagord, medens Brokker af de senere, symboliserende Værker p. Gr. a. Ordenes Dobbeltbund har taget Rang af Orakelsprog. Denne ny Tekniks mesterlige Gennemførelse udgjorde det ikke mindst betagende ved det andet Stykke i Suiten af disse Virkelighedsskuespil; men Problemets æggende Pointe var det, som voldte den Sensation, der ledsagede »Et Dukkehjem«’s Fremkomst og foraarsagede det heftige Opstyr i alle Nordens Hjem ved Jul 1879. At sætte Kvindens, særlig Hustruens, Menneskerettigheder under Debat var at slippe den tungerappeste Halvdel af Menneskeheden løs paa et uslideligt Emne for en »akademisk« Diskussion, hvori ogsaa den anden Halvdel i Sagens Medfør maatte have sit Ord med i Laget. Bragt paa Scenen blev dette Værk, ved sin glimrende Primadonnarolle og sin lige saa forbløffende Teknik som æggende Tendens, Tidsalderens største Teatertriumf; af alvorlige Skuespil har intet gaaet en saadan Sejrsgang hele Kloden rundt. Paa en noget anden Vis kom I. ogsaa ved sit næste Værk til at sætte den civiliserede Verdens Teaterfolk; i Fart; denne Gang var det de voveligste unge Scenereaister, som fandt en Opgave at trodse det dvaske Publikum med. Problemet i »Gengangere« (Decbr 1881) jog nemlig Publikum op i sligt Raseri, at intet fast Teater turde antage Stykket; det netop da saa aktuelle Rædselsord »Nihilisme« faldt alle borgerlige Mennesker paa Læben, naar Stykkets blotte Navn nævntes; thi Arvelighedslovens fæle Gru var afsløret for Samvittighederne med en Anskuelighed saa intens, at det rislede koldt ned ad Ryggen. Desuden faldt der Bemærkninger i Dialogens Forløb, som rørte ved Forestillinger, hvis Hellighed det endnu kostede den medborgerlige Agtelse at antaste. — Denne Modtagelse fremkaldte hos Forfatteren en Tilbagevenden til Satiren som Vaaben mod Trangsynet; han saa sig æreskældt som i Manddommens første Aar, og dog var han sig ikke anden Synd bevidst end, at han som samvittighedsfuld Samfundslæge havde paavist Løgnens og Ansvarsløshedens Gift i den Kilde, hvoraf Godtfolk troede at øse Helsedrik. Til næste Jul (1882) lod han et nyt Skuespil »En Folkefjende« i hvasse Ord forkynde, hvad han mente om »den forbandede kompakte Majoritet«. Dette mod den hoverende Liberalisme saa anvendelige Slagord og den »ufarlige« Tendens gjorde det let for Teatrene at antage Stykket, der med al sin Harme dog virkede fornøjelig. Det personlige Forhold, hvori disse to Værker bragte I. til Publikum, vakte hans Tvivl om Nytten af stadig at præsentere Gennemsnitsmenneskene den ideale Fordring; Mismodet over en maaske forfejlet Livsgerning gav ham et ændret Syn paa Livsværdierne, de syntes at skifte Bet. med Livskaarene og stemte ikke for de middelmaadiges Vedk. med den dybt skuendes Syn derpaa. Det var kanske bedst at lade Gennemsnitsmenneskene beholde deres Livsløgn. Og som han nu engang var kommen ind paa en allegorisk Behandling af Hverdagsforhold, traadte Samfundet frem for hans Intuition som en skibbruden Familie, der fandt sig lykkelig i den Illusion om et frisk Naturliv, som et Juletræ paa et Loftsrum virkelig skaffede dem. Ud af dette ændrede Syn paa sin Forkyndervirksomhed skabte I. »Vildanden«, der udkom i Novbr 1884. I St f. at prædike ak og ve over en forkommen Slægt var det kanske rettere at erkende Individets Naturbundethed og godskrive, hvad den skrøbelige formaaede i Kraft af elementær Kærlighed. En saadan Tanke- og Stemningsovergang fremkaldte »Rosmerholm«’s (Novbr 1885) vemodige Billede af en stille Elskovs adlende Indflydelse paa en opr. vild Kvindesjæl. Ikke saa betagende virkede det næste Stykke, »Fruen fra Havet« (Novbr 1888), hvor midt i en Analyse af et subtilt psykologisk Fænomen Problemdiskussionen atter rejste Hovedet, men uden at kaste fængende Gnister ud bl. et til Diskussion tilbøjeligt Publikum. Da var der en friskere Fart i »Hedda Gabler« (1890), hvor den gl. Kontrast mellem to stik modsatte Kvindenaturers Magt over en i alt Fald opr. kraftig Mand var benyttet til med fortrinlig scenisk Virkning at blotte en af Konveniensen forkrøblet Kvindesjæls Tragedie. I hele Rækken af de hidtil nævnte Hverdagsbilleder var der efter god gl Skik, dog altid uden Brud paa Kompositionens organiske Sammenhæng, indlagt mere ell. mindre komiske Sidemotiver. Dette Moment i Stykkernes Økonomi forsvinder med det næste i Rækken, »Bygmester Solness«. Rigtignok beror dettes hele dramatiske Bevægelse paa en Kontrast, der selv i de alvorligste Øjeblikke ejer et komisk Skær. Stykket udmærker sig ellers ved, at Forfatteren her i halvt allegorisk Redaktion fortolker sin egen Stilling. Til et saa uvant Skridt blev han bevæget ved den Stemning, Flytningen hjem (1891) fra den lange Udlændighed maatte hensætte ham i. Siden Opbrudet fra Dresden havde I. boet dels i München, dels i Rom og kun et Par Gange, til Afveksling med Sommerophold i Alperne, været hjemme paa korte Besøg 1885 og 1890. Han mærkede nu, at han var rykket temmelig langt op i Aarene; og bl. alle de ny Indtryk, som den i Mellemtiden til en Storby udviklede Hovedstad førte ind paa ham, var intet saa helt nyt som Iagttagelsen af den yngste Generation af Kvinder — hans egen Nora’s umodne Døtre. Ungdommen skræmte ham, men forvirrede ham ogsaa ved sin »Kjækhed«. Saa blev »Bygmester Solness« til (1892). Og ud fra den her dæmrende Stemning voksede »Lille Eyolf« (1894) frem, Tragedien om den af Livet svegne Grublers ensomme Vandring »opad mod Tinderne, opad mod Stjernerne, mod den store Stilhed«. Ganske bedøvende virkede den isnende Gru i næste Stykke, Egoismens Dødsgang ud fra den forbryderske Fantasis Svir i Magtens forheksende Rige, hvor »Kjærlighedslivet myrdes«; »John Gabriel Borkman« (1896) viste kun hen mod den Forsoning, som Døden kan medføre. I Foraaret 1898 blev Digteren ved sin 70 Aars Fødselsdag fejret i Nordens 3 Hovedstæder ved en hel Maaneds offentlige Festligheder som den sejrrige Kunstner. I denne Anledning udtalte han ved Kria Bys Æresbanket (23. Marts 1898), at det var hans Agt, inden han atter gav sig til at digte ny Skuespil, først at udarbejde sin Selvbiografi; denne Bestemmelse blev dog senere ændret, og lige før Jul 1899 udkom atter et Skuespil, Digterens sidste Værk: »Naar vi døde vaagner. En dramatisk Epilog«, saaledes lyder det 3 Akters Dramas Titel, til hvis Forklaring I. selv meddelte, at Stykket dannede Epilogen til den Rk. af hans dramatiske Arbejder, som tog sin Begyndelse med »Et Dukkehjem«; det hørte med til de Oplevelser, han havde villet skildre i den hele Rk., idet denne udgjorde en Helhed, en Enhed, som nu var afsluttet. De skandinaviske og tyske Hovedteatre opførte Stykket straks efter Nytaar 1900. Høsten 1904 udkom I.’s »Breve«, udgivne i 2 Bd (1847—1900) med Indledning og Oplysninger af H. Koht og J. Elias, et uvurderligt Kildeskrift til Belysning af Digterens personlige Udvikling. Dengang var I. allerede rammet af den Sygdom, som Vaaren 1906 bragte hans Liv til Afslutning. Som sit Fædrelands berømteste Søn blev han begravet paa Statens Bekostning med store Æresbevisninger og en vældig Tilslutning fra Landsmænds og Fremmedes Side. Paa hans Grav knejser en høj sort Obelisk med »Bergmandens« Hammer indhugget som eneste Ornament. Allerede i levende Live saa han ligesom Bjørnson sin Bronzestatue rejst foran Nationalteatret i Kria, et Værk af Stefan Sinding skænket af Konsul Axel Heiberg. En Buste at I., udført af Billedhugger Visdal, afsløredes 17. Maj 1903 i hans Fødeby Skien. Høsten 1907 overraskedes man ved Offentliggørelsen af »H. I.’s episke Brand, udgivet efter Originalmanuskripterne af Karl Larsen«, en Stadfæstelse paa Digterens o. a. Indviedes tidligere Antydninger om, at »Brand« opr. var forsøgt formet som Epos. Manuskripterne var ansete for tilintetgjorte, da de kom for en Dag som tilhørende en dansk Samler, ved hvis Død de gik over til det kgl. Bibliotek i Kbhvn. I og for sig har denne Bog stor Interesse for Litteraturvidenskaben, hvilket ogsaa gælder de 3 Bd »Efterladte Skrifter«, der er besørget udgivne ved Dr. Halvdan Koht og Dr. Julius Elias, og som udkom i Kria 1909 og s. A. i Berlin (»H. I.’s nachgelassene Schriften«, 4 Bd). Disse 3 Bd indeholder dels Digte og Prosaskrifter (Taler etc), som ikke er optalgne i »Samlede Værker«, dels Dramaet »Skt Hansnatten« (fra 1852); endvidere Forarbejder til hele Rækken af Dramaer fra »Catilina« til »Naar vi døde vaagner« med Undtagelse af de nationalhistoriske Skuespil. I Anledning af 70 Aars Festen 1898 aabnedes en Subskription paa I.’s »Samlede Værker«, der 1902 afsluttedes med 10. Bd. I dette er indtaget, foruden ovenn. sidste Skuespil, de to Ungdomsarbejder »Kjæmpehøien. Dramatisk digtning i en akt« og »Olaf Liljekrans. Skuespil i 3 akter«, der tidligere ikke har været offentliggjorte i Bogform paa Originalsproget (men vel i tysk Oversættelse i 2. Bd af »H. I.’s sämtliche Werke in deutscher Sprache« [1898]). Foruden de tre Skuespil var i Slutningsbindet medtaget en Samling af I.’s »Artikler, Taler og Digte«, som tidligere kun havde været tilgængelige i Tidsskrifter og Blade. For det store Publikums Behov er der sørget ved en billig »Minde-Udgave« af de Samlede Værker (5 Bd, Kbhvn 1906—08) i den Form, Digteren selv godkendte som den endelige ved de enkelte Bøgers successive Udgivelse. En 3. Udg. af Samlede Værker udk. 1914 i 8 Bd. Endelig blev der 1919 udgivet en »Standardudgave« i 7 Bd ved Didrik Arup Seip. I Oversættelser foreligger de fleste af I.’s enkelte Arbejder i en Rk. af europæiske Sprog. Samlede Udgaver findes desuden paa Engelsk ( I.’s Prose Dramas. Authorized English Edition by W. Archer [Bd 1–5, Lond. 1890 ff.] og Bd 1—11, Lond. 1908); paa Fransk ( Théâtre d’Henrik I [Bd 1—7, Paris 1891 ff.] og Oeuvres compl. trad. par. P. G. La Chesnais [Udg. begyndt Paris 1914]; paa Hollandsken Udg. i 4 Bd ved J. Clant van der Mijll-Piepers [Amsterdam 1906— 08]; paa Italiensk ( Biblioteca I. [Bd 1—7, Milano 1894 ff.]); paa Russisk »Sobranie socinenij H. Ibsena. Izdanie I. Jurovskago« [Bd 1—6, Petrograd 1896 ff.] og en Udg. i 8 Bd ved A. og P. Hansen [Moskva 1907 ff.], og paa Tschekkisk [Prag 1898 ff.]; af tyske Udgaver foreligger: »Sämtliche Werke« ved G. Brandes, J. Elias og P. Schlenther (10 Bd, Berlin 1898—1904), en »Volksausgabe« ved Elias og Schlenther (5 Bd, Berlin 1907), »Dramatische Werke« ved Lange (Berlin 1906 ff.). Bl. den Mængde Lejlighedslitteratur af biografisk, æstetisk, kritisk og filosofisk Art, som fremkaldtes ved hans 70 Aars Jubilæum i al Verdens Bogriger, bør mærkes det af Tidsskriftet »Samtiden« udgivne, af Gerh. Gran redigerede Festskrift »H. I. 1828—98« (Bergen 1898), af hvis Bidrag Filologen Prof. Joh. Storm’s grundige Undersøgelser over I.’s norske Sprogudvikling mere end de øvrige tør betegnes som karakteristisk for Digterens Stilling i hans Fædrelands Kulturhistorie. ( Litt .: Hovedkilden for Studiet af H. I.’s livs og Bøgers Historie er J. B. Halvorsen ’s I.-Artikel i »Norsk Forf.-Leks.«, III, hvis Data for Tiden efter 1890 suppleres ved samme Forfatters bibliografiske Oplysninger til de enkelte Bd af »I.’s samlede Værker«. Af den overvældende I.-Litteratur anføres her kun de vigtigste Monografier i Bogform: A. Aall , »H. I. als Dichter und Denker« [Halle 1906]; Lou Andreas-Salomé , »H. I.’s Frauen-Gestalten« [Berlin 1892, 2. Opl. Jena 1906]; oversat til Norsk [Kria 1893]; L. Berg , »H. I.« [Köln 1901]; samme , »Heine-Nietzsche-Ibsen« [Berlin 1908]; R. Bazardjian , »Kritik über das Ibsensche Theater« [Leipzig 1910]; W. Berteval , Le théâtre d’I. [Paris 1912]; M. Bienenstock , »I.’s Kunstanschauungen« [Leipzig 1913]; J. Bing , »H. I.« [Kbhvn 1909]; T. Blanc , »H. I. og Christiania Theater 1850 —1899. Et Bidrag til de Ibsenske Stykkers Scene-Historie« [Manuskript Nr 971, i Univ. Bibl. Kria]; E. d. Bom , »H. I. en zijn werk« [Gent 1893]; H. H. Boyesen , A Commentary on the Writings of H. I. [New York 1894]; O. Brahm , »H. I.« [Berlin 1887]; G. Brandes , »H. I.« [Kbhvn 1898; ny Udg. 1916]; samme »H. I.« [Bd 32—33 af »Die Literatur«, Berlin 1906]; Colleville og Zepelin , Le maître du drame moderne [Paris 1904]; A. Dresdner , »I. als Norweger und Europäer« [Jena 1907, Overs. Kria 1918]; Chr. Due , »Erindringer fra H. I.’s Ungdomsaar« [Kbhvn 1909]; A. Ehrhard , H. I. et le théâtre contemporain [Paris 1892]; W. H. Eller , I. in Germany 1870—1900 [Boston 1918]; R. Engert , »H. I. als Verkünder des dritten Reiches« [Leipzig 1921]; P. Ernst , »H. I.« [Bd I af »Die Dichtung«, Berlin 1904]; E. Felden , »Alles oder Nichts« [Leipzig 1911]; A. Garde , »Der Grundgedanke in I.’s Dichtung« [Leipzig 1898];, Gerhard Gran , »H. I., liv og verker« [I—II Kria 1918]; W. Hans , »I.’s Selbstporträt in seinen Dramen« [München 1911]; Ad. von Hanstein , »I. als Idealist« [Leipzig 1897]; G. Heiberg , »I. og Bjørnson paa Scenen« [Kria 1918]; O. Heller , H. I. Plays and problems [Boston 1912]; J. Huneker , Iconoclasts. A book of dramatists [London 1905]; H. Jæger , »Ill. norsk Litthist.« II; samme , »H. I. 1828—88« [Kbhvn 1888]; samme , »H. I. og hans Værker« [Kria 1892]; Erik Kihlman , »Ur Ibsen-dramatikens idéhistoria« [Helsingfors 1921]; Th. Lasius , »H. I.« [Paris 1906]; J. Lee , The I. secret [New York 1907]; G. Leneveu , I. et Maeterlinck [2. Udg. Paris 1902]; H. Lindgren , »H. I.« [Sthlm 1903]; B. Litzmann , »I.’s Dramen 1877— 1900« [Hamburg 1901]; R. Lothar , »I.« [Mit 100 Abbildungen, Leipzig 1902]; H. Mac Fall , I. [London 1907]; A. Markowitz , »Die Weltanschauung I.’s« [Leipzig 1913]; J. Mayrhofer , »H. I.« [Berlin 1911]; I. B. Meerkerk , H. I. [Groningen 1900]; Merejkowski , The life-work of H. I. [ From the Russian by G. A. Mounsey , London 1907]; Monografier af Minskij og Abramovitsch [paa Russisk, Moskva 1897]; M. J. Moses , H. I. The man and his plays [New York 1908]; B. Münz , »I. als Erzieher« [Leipzig 1908]; E. Normann , »H. I. in seinen Gedanken und Gestalten« [3. Opl., Berlin 1908]; Ossip-Lourié , La philosophie sociale dans le théatre d’I. [Paris 1900]; L. Passarge , »H. I.« [Leipzig 1893]; John Paulsen , »Samliv med I.« [I— II saml. Kbhvn 1906 og 1913]; E. Reich , »H. I.’s Dramen« [1894, 5. Opl. 1906]; H. Rose , H. I. poet, mysttic and moralist [London 1913]; E. R. Russell og P. C. Standing , I. on his merits [London 1897]; A. Sarolea , H. I. [Paris 1891]; G. M. Scalinger , I. [Neapel 1895]; A. Schack , »Udviklingsgangen i H. I.’s Digtning« [Kbhvn 1896, med »En Efterskrift«, Kbhvn 1897]; L. A. Schiavi , Ibseniana [Rom 1903]; E. H. Schmitt , »I. als Prophet. Grundgedanken zu einer neuen Ästhetik« [Leipzig 1908]; G. B. Shaw , The quintessence of Ibsenism [London 1891, tysk Overs. Berlin 1908]; S. Slataper , I. [Milano 1916]; E. Steiger , »Das Werden des neuen Dramas« I, »H. I.« [Leipzig 1898]; A. Suarès , Pascal, I., Dostoïevski [Paris 1913]; Thaarup , »H. I. set under en ny Synsvinkel« [Kbhvn 1900]; E. Tissot , Le drame norvégien [Paris 1893]; V. Vasenius , »H. I.’s diktning i dess första skede« [Helsingfors 1879]; samme , »H. I.« [Sthlm 1882]; A. Wagner , »H. I.« [Hefte 48 af »Beiträge zur Literaturgeschichte« [Leipzig 1907]; H. Weinel , »I., Bjørnson, Nietzsche« [Tübingen 1908]; Wicksteed , Lectures on Ibsen [London 1892]; R. Woerner , »I.’s Jugenddramen« [München 1895]). (C. Br.). K. F.