Kai Holberg (1877–1932)

Holberg, Kai Caroc Schall, 1877—1932, Forfatter. F. 23. Marts 1877 i Kbh. (Frue), d. 19. Marts 1932 paa Christiansminde ved Svendborg, begr. i Svendborg. Forældre: Overretssagfører Ludvig H. (s. d.) og Hustru. Gift 12. Nov. 1903 i Kbh. (Helligg.) med Ragnhild Bojesen, f. 3. Nov. 1876 i Kbh. (Holmens) (gift 2 1922 med Overkirurg Axel Gustav Decraux Blad, 1872—1934, gift i° 1905 med Johanne Ingeborg Poulsen, f. 1871, Ægteskabet opløst; hun gift 1° 1897 med Læge Axel Joseph Heine, f. 1870 (gift 2° 1904 med Astrid Engel, 1864—1905, 3 1911 med Anne-Victoria Lohmann, f. 1878)), D. af Premierløjtnant i Flaaden, senere Kommandør Sigurd B. (1842—99) og Betty Margrethe Jensen (1848—1908). Ægteskabet opløst 1911.

H. blev Student 1896 fra Borgerdydskolen i Helgolandsgade, cand. phil. 1897, studerede en kort Tid Jura, men opgav det for litterære Sysler. Nogle Aar var han ansat hos Antikvitetshandler Bolvig og nærede hele sit Liv Interesse for Antikviteter, navnlig orientalske; han havde paa et vist Tidspunkt samlet sig en stor og udsøgt Samling kinesisk Porcellæn. Han optraadte en Tid som Konferencier hos Lorry Feilberg og var i flere Aar knyttet til Forlaget »Danmark«, for hvilket han besørgede en Række Oversættelser. 1919—20 opholdt han sig i Marokko. Sine sidste Leveaar tilbragte han paa Christiansminde Hotel ved Svendborg, hvor han bestred en Stilling som Sekretær. — H. debuterede som Forfatter med »Viser og Vers« (1903). Derefter fulgte »Zoologisk Have«, med Illustrationer af Valdemar Andersen (1907), »Digte« (1914), »Udvalgte Digte« (1927), »Vaabenhvile« (1931). H.s Form var allerede i hans første Digt klar og stringent. Han malede ikke, musicerede ikke, saadan som de fleste af hans jævnaldrende og nærmeste Forgængere, men tegnede Billeder, baade af det ydre og det indre Liv, med faa, faste og karakteristiske Streger. Hans Dyreskildringer i »Zoologisk Have« er beaandet af Medfølelse og Forstaaelse. Det er dog i den lille Samling »Digte« og i »Vaabenhvile«, at han har fundet sin mest egenartede Tone. Ejendommeligt udtrykt var allerede i »Digte« hans Galgenhumor, hvor Spot og Godmodighed, Ironi og Velvillie, Smerte og et vist usaarligt Velvære var heldigt afbalancerede. Den samme Tone møder man i »Vaabenhvile«, men den er her rigere, dybere, helt afklaret. Han viste sig her som en erfaren Mand, der betragtede sig selv lige saa klarsynet og lige saa usentimentalt som sine Medmennesker, og han var tillige en Kunstner, der arbejdede med Taalmodighed paa at give sine Erfaringer og Refleksioner den paa samme Tid mest gennemsigtige, mest fortættede og mest fuldendte Form. Disse sindige og sikkert marcherende Jamber var blevet til paa det Tidspunkt i hans Liv, hvor den varige Glæde var Tanken, der i Tavsheden og Afspændingen roligt og ydmygt gjorde Livets Regnskab op og uddrog Resultatet af Oplevelserne. Digte som »Jamben«, »Den farlige Mand« og »Landstigning« vil overleve ham.