Hugo Grotius (1583–1645)

Grotius, Hugo, filosofisk og statsretlig Forf., f. 10. Apr. 1583 i Delft i Holland, hvor Faderen var Borgemester, d. 27. Aug. 1645 i Rostock. Tidlig vakte han alm. Opsigt ved sin glimrende Begavelse. I sit 16. Aar blev han Dr. jur. og var senere saare vel bevandret i den klassiske Litteratur, ligesom heller ikke teologiske og naturvidenskabelige Studier var ham fremmede. Hans egl. Felt var dog Retsvidenskaben og Politikken, og han kom tidlig til at deltage i det offentlige Liv som Borgemester i Rotterdam og Generaladvokat for Prov. Holland, Zeeland og Vestfrisland, hvortil han udnævntes 1613. Nederlandene var paa den Tid hærgede af religiøse Stridigheder mellem de to Partier Arminianerne, der i Modsætning til den strenge calvinske Prædestinationslære hævdede den menneskelige Villies Frihed, og Gomaristerne, som forsvarede Prædestinationen. G. var ved Venskabsbaand nøje knyttet til Arminianernes højt ansete Fører, Statsmanden Oldenbarneveld og blev hurtig en af Partiets Ledere, men i Modsætning baade til Venner og Modstandere var han en ivrig Talsmand for den religiøse Tolerance. Partierne var imidlertid ikke blot religiøse, men ogsaa politiske, og dette skulde blive skæbnesvangert for G. Thi Statholderen, Moritz af Oranien, forstod at benytte den lavere Befolknings Had mod den velhavende Borgerstand, inden for hvilken Arminianerne havde deres fleste Tilhængere, til at udvide sin Magt og lod Førerne fange (29. Aug. 1618). Oldenbarneveld henrettedes, og G. dømtes til evigt Fængsel, hvorfra det dog, takket være hans Hustru, Maria v. Reigersberg’s kendte List med Bogkisten, lykkedes ham at undslippe (Marts 1621). Han flygtede nu til Paris, hvor han 1625 udgav De jure belli et pacis, det Værk, der har gjort hans Navn udødeligt (nyeste Udg. af Hamaker 1869), overs. paa Tysk i »Filos. Bibliothek« 15.—16. Bd (1869). Skriftet var dediceret til Ludvig XIII, og en Tid lang oppebar han en Pension af den fr. Stat; men da denne inddroges 1631 af Kardinal Richelieu, og Forholdene i det hele taget var blevne utaalelige for ham, forlod han 1631 Paris og vendte tilbage til Rotterdam. Den nederlandske Regering satte imidlertid en Pris paa hans Hoved, hvorfor han 1632 maatte flygte til Hamburg. 1634 traadte han i sv. Statstjeneste og var en Tid lang Gesandt i Paris, en Stilling, der var meget vanskelig for ham p. Gr. a. det spændte Forhold, hvori han stod til Richelieu. Da han 1645 tog sin Afsked og var i Færd med at vende tilbage til sit Fædreland, hvor man nu havde tilgivet den berømte Søn, blev han syg og døde undervejs.

Gennem sit ovf. anførte Hovedværk blev G. den egl. Grundlægger af Natur- og Folkeretten, som han frigør for den Afhængighed af Religionen, hvori Retslæren tidligere havde ligget. Retten, udtaler han, maa hvile paa et bredere Grundlag end Kristendommen, alene fordi mangfoldige ikke bekender sig til denne Lære, og Folkeretten netop skal omfatte alle Nationer. Kilden maa derfor ligge i selve den menneskelige Natur, hvori Gud har nedlagt en »Samfundsdrift« (appetitus societatis), af hvilken Naturretten har sin Oprindelse. Han udvider saaledes den gl. aristoteliske Definition af Mennesket som et politisk Væsen og begrunder derved Retslæren i Alm. Samfundet er for ham opstaaet ved en sædelig Nødvendighed, der driver Menneskene til Fællesskab, og ikke for gennem det at opnaa nogen bestemt Nytte eller Vinding. Staten, siger han, er blevet til ved en Pagt mellem Borgerne. Den er de fri Menneskers fuldkomne Forening til Opnaaelse af Retssikkerheden og det fælles Vel, men han betoner ikke tilstrækkelig Statens Magt over det enkelte Individ, og den bliver vel meget en Sum af Enere i St. f. en Enhed. Fra Naturretten som den opr. og strengt nødvendige udsondrer han den guddommelige Ret og de enkelte Staters Ret, der mere tager Hensyn til det i det enkelte Tidspunkt gavnlige og i Modsætning til den evige og uforanderlige Naturret i hvert givet Øjeblik lade sig forandre. De 10 Bud er saaledes en guddommelig Lov, der dog kun har Gyldighed for Jøderne. Hans Afgørelse af Spørgsmaalet om, hos hvem den øverste Magt i Staten ligger, er noget uklar; dog hævder han, at den til syvende og sidst maa have sit Udspring fra Folket, til hvem den atter falder tilbage, naar en Valgkonge dør ell. et arveligt Dynasti udslukkes, og han skelner nøje mellem Fyrsten som Privatmand og Statens Overhoved. Hvorvidt Folket derimod har Ret til at gøre Modstand mod Regenten og afsætte ell. dræbe ham, afhænger af det enkelte Lands særlige Love. I saa Henseende synes han som født i en Republik at have haft størst Sympati for de Forfatninger, der indrømmede Folket Del i Styrelsen.

»Krigens og Fredens Ret«, der er skrevet paa et elegant Latin, fik baade i Teori og Praksis — særlig dog i det første — stor Indflydelse paa Samtiden; hans sunde Syn og den Iver, hvormed han midt under Trediveaarskrigens Rædsler forkyndte, at der ogsaa over for Fjenderne gaves en evig ubrødelig Lov, gør saavel hans Hoved som hans Hjerte Ære. Bl. G.’s øvrige Skr kan nævnes Mare liberum (1609), et Forsvar for den holl.-ostindiske Handels Frihed, der udgør en Del af det 1604 skrevne, men først 1864 fundne De jure prædæ (udg. 1868 af Hamaker), som saa at sige indeholder Planen til hans Hovedværk. Desuden De imperio summarum potestatum circa sacra (1647), Annales et historiæ de rebus Belgicis (1657), forskellige teologiske Skrifter, bl. a. De veritate religionis christianæ (1622), Dissertatio de origine gentium Americanarum (1642), et Forsøg paa at vise, at Nordmænd havde befolket Amerika. En Bibliografi over G.’s Skrifter er givet i Rogge, Bibliotheca Grotiana. G. operum descriptio bibliographica (Haag 1883 ff.). Bl. de talrige Biografier fremhæves de to nyeste, Vorsterman van Oijen, »H. de G. en zijn geslacht« (Amsterdam 1883) og Neumann, »Hugo G.« (Berlin 1884), og mellem hans talrige, i biografisk Henseende saa vigtige Brevsamlinger kan mærkes »H. G. bref till Svenska konungahuset och andra Svenskar« (Sthlm 1892).

Grotius [’ro:tsiəs], Hugo (1583–1645), holl. retslærd; betragtes som grundlægger af moderne folkeret med sit hovedværk De jure belli ac pacis (om krigens og fredens ret) (1625). Kendt er også hans værk om havets frihed, Mare liberum (1609). Det nye i G-s lære var, at han udsondrede den positive ret, udtrykt i staternes overenskomster og sædvaner, fra naturretten, der betragtes som udsprunget af den i menneskets natur nedlagte samfundsdrift, og den guddommelige ret, som havde fundet udtryk i Bibelen. (Portræt sp. 1677).