J.V. Gertner (1818–71)
Gertner, Johan Vilhelm, 1818–71, Maler, var født i Nyboder 10. Maj 1818. Han begyndte i sit 13. Aar at gaa paa Kunstakademiet; men han gik det langsomt igjennem, og selv efter at han var bleven Elev af Modelskolen, varede det 3 Aar, inden han vandt de 2 Sølvmedailler (1837). Derpaa konkurrerede han 2 Gange om Guldmedaillen, uden dog at opnaa den. Han havde imidlertid begyndt at udstille 1836, 2 Billeder, hvoraf det ene, «Thorvaldsens Atelier paa Charlottenborg», som et lovende Ungdomsarbejde blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. I en Del af Værkstedet ses adskillige af Thorvaldsens bekjendteste Arbejder, medens nogle Personer ere tilstede, saaledes Billedhuggeren C. F. Holbech og Arkitekten Theophilus Hansen. Et andet mindre Billede blev 2 Aar efter kjøbt af Kunstforeningen, og hans uden Tvivl bedste Ungdomsværk, «En Hyrdedreng, der driver en Flok Faar», kjøbtes i 1839 til den kgl. Malerisamling. Heri var et Spor, som Kunstneren maaske med Held kunde have fulgt, i det, hvad han havde set simpelt og naturligt, var gjengivet med en kraftig Sans for Farve og en flittig Udførelse. Men G. var ingen aandelig Begavelse, og han vendte sig snart fra en friere kunstnerisk Virksomhed til Portrættet, hvor Naturstudiet kunde foregaa under selve Arbejdet i Malerstuen, og hvortil han medbragte betydelige Fortrin i sin sikre, om end noget overfladiske, Formsans, i sin Evne til at træffe, om end ikke altid en behagelig, Lighed og i sin kraftige, vel beregnede Farve. Men hans Portrætter maatte paa Grund af, at hans Natur savnede det dybere aandelige Blik, nødvendigvis blive meget forskjellige. Medens man i Portrætter af Hall og Monrad kun fik en temmelig plump, legemlig Lighed, som det snævre Atelierlyses tunge, sorte Skygger kun gave et endnu aandløsere Præg, kom derimod G.s Fortrin langt mere til deres Ret i Saadanne Portrætter som af Bankieren Gedalia og Kjøbmand Schuldt fra Hamborg; selv det sortladne i hans Farve paa den Tid var ligesom mere paa sin Plads der end i de førstnævnte Portrætter. At fremragende Personer dog ogsaa kunde lykkes for ham, havde han allerede vist i sit Profilportræt af Thorvaldsen, som dog i de senere Gjentagelser fik noget konventionelt og virtuosmæssigt i Behandlingen, og i Stiftsprovst Trydes Portræt, der i 1843 hædredes med Udstillingsmedaillen. Da han ikke havde været udenlands, fik han samtidig Akademiets mindre Rejsestipendium, for at han ved en Rejse kunde opfylde en statutmæssig Forpligtelse, inden han fik Adgang til at gjøre Medlemsstykke. I Steden for rolig at gjøre Brug af Rejsepengene indlod han sig i en fleraarig Strid med Akademiet om sin formentlige Ret til at blive Medlem ogsaa uden at have rejst, men endte med at opfylde Akademiets Fordring ved at gjøre en Rejse til Dresden, hvor han bl. a. malede et Portræt af Nordmanden Landskabsmaler J. C. Dahl. Efter Hjemkomsten fik han til Opgave at male C. V. Eckersbergs Portræt, og paa dette dygtige, om end ikke særlig vindende, Billede af den aldrende Mester blev han 1850 Medlem af Akademiet og giftede sig 5. Avg. s. A. med Anna Elisabeth Petersen (f. 1830), Datter af Slotsgartner Peter P. Professortitelen fik han 1858. Han havde i 1856 malet et fra hans øvrige Kunst meget forskjelligt Billede, nemlig et Portræt af hans tarvelige, jævne, gamle Moder. Heri er Koloriten finere og ædlere, navnlig levende er det smukke clair-obscur ved Øjnene, om end den noget smaalige Gjennemførelse svækker den maleriske Virkning. Det blev senere indkjøbt til den kgl. Malerisamling. Til de Portrætter, der bedst ville bevare hans Navn, hører ogsaa Portrættet af Grev A. V. Moltke (1852).
G. har under hele sit Kunstnerliv tillige raderet og lithograferet, men i sine senere Aar dog især med Blyant tegnet en Mængde Portrætter, hvoraf en stor Del udmærke sig ved god Lighed og bevare Mindet om mange Personligheder, hvis Portrætter ellers ikke haves. Største Delen af denne Samling er nu i det national-historiske Musæum paa Frederiksborg. Ligesom G. hverken havde Elever eller dannede Skole, saaledes stod han under hele sin Livsbane som en ejendommelig, fra de herskende Kunstretninger ganske forskjellig Skikkelse, tilmed lidet skattet, for ikke at sige undervurderet, af den Kunstanskuelse, som den Gang førte Ordet. Han døde, tilsyneladende endnu i sin kraftigste Alder, 29. Marts 1871. Hans Enke har senere (1876) ægtet Professor, Overlæge C. L. Studsgaard.
Ph. Weilbach in Dansk biografisk Lexikon, C. F. Bricka (red.), Kbh., 1889, bd. VIII, pp. 8–9.
1818
Gertner født i Nyboder.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1834

Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1843
Søren Kierkegaard udgiver Enten — Eller.
1844
Thorvaldsen dør i Det Kongelige Teater under ouverturen inden opførelsen af Halms romantiske drama Griseldis.
1845
Kolonierne Trankebar og Serampore som havde tilhørt Danmark siden 1616, sælges til East India Co. i London.
1847
Carlsberg begynder at brygge øl.
1848
Treårskrigen (1848–1851) udkæmpes i Slesvig.
Karl Marx udgiver Det kommunistiske Manifest.
Christian VIII dør, og Frederik VII (1808–1863) udråbes til konge.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 1861–65, 338×500cm.
1849
Grundloven underskrives og træder i kraft.
Almindelig værnepligt indføres.

Soldaternes hjemkomst til København, 1894, olie på lærred.
1850
Slaget på Isted Hede.
1853
Koleraepidemi i København.
1859
Charles Darwin udgiver The Origin of Species.
John Stuart Mill udgiver On Liberty.
1861
Den amerikanske borgerkrig bryder ud.
1863
Christian IX (1818–1906) udråbes til konge.
1864
Den 2. Slesvigske Krig mod Preussen og Østrig bryder ud og ender med at Danmark afstår Holsten, Lauenborg og Slesvig.

Oberst Max Müller ved Sankelmark Sø den 6. februar 1864, 1886, olie på lærred, 84 × 60 cm.
Dansk nederlag ved Dybbøl.
1867
Alfred Nobel opfinder dynamit.
Karl Marx skriver Das Kapital.
1869
Suez-kanalen færdigbygget.
1871
Gertner død i København.