George Eliot (1819–80)

Evans [’evənz], Mary Ann, eng. Romanforfatterinde (Pseudonym: George Eliot), f. i Warwickshire 22. Novbr 1819, d. i London 22. Decbr 1880. Faderen, en kraftig og dygtig Personlighed, var først Haandværker og blev senere Forvalter paa et Gods i Warwickshire; Moderen, en mild og kærlig Natur, var en dygtig Kone i sit Hus. Adam og Mrs. Poyser i Adam Bede har begge laant Træk af Forældrene, men det er især The mill on the Floss, som skildrer E.’s Liv i Barndomshjemmet og Forholdet til den 3 Aar ældre Broder. Fra sit 9.-17. Aar var hun i en Kostskole; da hendes Moder nu døde, og en ældre Søster blev gift, styrede hun Huset for sin Fader i en Række Aar. — Hun havde forladt Skolen med en brændende Kundskabstrang og stor Arbejdslyst, skønt hun havde fuldt op at gøre som Husmoder — hun skal have været dygtig baade i Køkken og i Mejeri — og med de mange Samfundspligter, som den dannede eng. Kvinde tager op, fik hun dog Tid til at drive grundige og systematiske Studier, hvorved hun lagde Grunden til den omfattende Dannelse, hendes Bøger vidner om. Foruden de moderne Sprog, Tysk, Fransk og Italiensk, studerede hun Latin og Græsk, ogsaa Hebraisk for at kunne læse det gl. Testamente i Grundsproget. Hendes Interesser gik i kristelig, streng calvinistisk Retning, men Studierne førte hende snart i en modsat Retning; hun studerer de tyske Filosoffer, overs. Strauss’ »Jesu Liv«, senere Feuerbach’s Wesen des Christenthums og bryder helt med sin tidligere religiøse Overbevisning. Dette førte næsten til et Brud med Faderen; en Tid forlod hun virkelig sit Hjem. Men trods sin stærke Uafhængighedstrang besluttede hun sig dog til at vende hjem og i alt Fald udvortes slutte sig til Kirken. Efter Faderens Død tog den 30-aarige E. Ophold i London, hvor hun snart kom ind i litterære Kredse. Hun blev Medudgiver af Westminster Review, der var Organ for den Retning, som bl. a. H. Spencer og Stuart Mill tilhørte, og skrev fl. interessante Essays dertil. Hendes Interesse for Comte’s Positivisme førte hende sammen med G. H. Lewes, og 1854 indgik hun den Forbindelse med ham, som de altid betragtede som et Ægteskab; Lewes kunde efter de eng. Love ikke blive skilt fra sin første Kone. — Efter et Ophold i Tyskland, hvor Lewes skrev sin kendte Goethe-Biografi, tog de Bolig i London, og først nu, 36 Aar gl, begyndte E. paa sin egl. Forfattervirksomhed. 1857 kom i Blackwood’s Magasin en lille Fortælling, The sad fortunes of the Rev. Amos Barton, kort efter et Par lgn. af samme Forf., og disse udkom samlede under Titlen Scenes of Clerical Life af George Eliot. Den lille Samling gjorde saa megen Lykke hos Kendere, at hun straks begyndte et større Arbejde; det blev Romanen Adam Bede. Aaret efter kom en ny Roman, The mill on the Floss. Foruden livfulde Skildringer af eng. Natur og Samfundsliv indeholder disse to Romaner, især den sidste, meget selvbiografisk Stof; Maggie Tulliver er skabt i E.’s egen Skikkelse. Da en eng. Præst tilegnede sig Æren for dette Forfatterskab, blev det Anledning til, at E.’s Anonymitet blev brudt. Efter nogle mindre Fortællinger (deriblandt Silas Marner) slog E. over i andre Genrer og skrev en hist. Roman, Romola, og The Spanish Gipsy i poetisk Form, men derefter vendte hun tilbage til Samtidsskildringen med Felix Holt (1866). 1871 kom Romanen Middlemarch, 1876 Daniel Deronda. Desuden skrev hun fl. mindre Fortællinger, Essays og Digte, hendes sidste Bog var en Samling smaa Essays, Impressions of Theophrastus Such. — Af hele hendes Produktion er Romanerne ubetinget det betydeligste; paa dette Omraade hører hendes Navn til Verdenslitteraturens største. Hun medbragte særlige Betingelser herfor: en rig Livserfaring, en for en Kvinde ualmindelig filos. Dannelse; hun mangler Dickens’ rige Fantasi, men har Fielding’s og Thackeray’s Virkelighedssans og deres Humor, dog i en mildere og elskværdigere Form. Hendes betydeligste Egenskaber er dog hendes sjældne psykologiske Indsigt og hendes altomfattende Sympati. Hun skildrer gerne Individet i Konflikt med Samfundets Krav; med sin Sans for alle Livsfaktorers relative Berettigelse skriver hun aldrig egentlige Tendensromaner, men ser ofte heller ingen anden Løsning af Konflikten end Døden. »Døden er det mest logiske af alt; det er Troen paa Døden, der har givet mig Mod til at leve«, skal hun have sagt.

Hendes Ægteskab med Lewes var meget lykkeligt, men barnløst. I Beg. maatte de begge arbejde strengt for Udkommet, men senere tjente E. en anselig Formue ved sine Bøger. Deres Hjem var i London, hvor en Kreds af betydelige Mænd og Kvinder samledes. De, der kendte E. nøjere, er enige i, at hun som Menneske var endnu betydeligere end som Forf. Efter Léwes’ Død (1878) ægtede hun (1880) en ung Mand, J. W. Cross. Saa godt som alle hendes Bøger er oversatte paa Dansk ell. Norsk.

J. W. Cross har efter sin Hustrus Død samlet Uddrag af hendes Breve og Dagbogsoptegnelser, George Eliot’s Life [4 Bd, London 1885]; G. W. Cooke, George Eliot, a critical study [1883]; Dowden, Studies in literature; Stephen, Hours in a library; Th. Brummer, »Tvende Kvinder« [Kbhvn 1894]; H. Westermarck, »G. E. och den naturalistiska romanen« [Helsingfors 1894].